Naser Khader: Nej, jeg vil da ikke gå i en anden kirke, Paula Larrain

REPLIK: Paula Larrain mener, at præster skal blande sig i politik. Og hvis man er uenig med præsten, kan man jo bare gå i en anden kirke. Hun har tydeligvis ikke forstået essensen af den danske folkekirke, skriver Naser Khader (K). 

Af Naser Khader (K)
Værdiordfører

En prædikestol er ikke sat i verden for, at præster skal levere politiske budskaber. Men det er desværre ikke alle, der har forstået det.

Eksempelvis har Københavns Domprovst, Anders Gadegaard, opfordret folk – fra prædikestolen vel at mærke – til at stemme på nogen, der vil noget bestemt med boligpolitikken. Det er helt vildt.

Forleden problematiserede jeg, at visse præster politiserer. Det kunne ikke holde Altingets klummeskribent Paula Larrain fra at tage til genmæle og skynde sig til tasterne.

Her skrev hun, at præster "selvfølgelig skal blande sig i politik".

Ytringsfriheden anfægtes ikke
Lad mig starte mit indlæg, som hun starter sit.

Hun skriver, at hun finder det berigende, at jeg som kendt muslimsk politiker har meninger om præsternes gøren og laden i folkekirken.

Det siger nemlig noget om, hvor god integrationen er i Danmark, når vi kan diskutere på tværs af både politiske og religiøse skel, uden at nogen bliver hidsige, skriver hun.

Det vil jeg gerne kvittere for. Paula Larrain er selv flygtning fra Chile og var mig bekendt katolik, da hun kom hertil. Jeg synes da også, at hun er rimelig godt integreret.

Selvom det måske kniber lidt, når man hører hendes holdning til den danske folkekirkes rolle.

Men lad mig slå noget fast. Jeg har ikke talt om at lukke munden på nogen som helst. Jeg anfægter ikke nogens ytringsfrihed. Det er simpelthen en stråmand, når man gentager, at jeg vil lukke munden på præsterne.

Men jeg vil holde fast i retten til min holdning til det, jeg møder i folkekirken.

Nej, jeg er ikke medlem, da jeg er muslim (mere af navn end af gavn), men jeg holder af at komme i kirken, og jeg går måske endda oftere i kirke end den typiske kulturkristne dansker.

Mine to børn er blevet døbt og konfirmeret i den danske folkekirke. Og når jeg kommer i kirken, så holder jeg af at høre evangeliet forkyndt – rent og purt. Ikke fedtet ind i politiske holdninger. 

Politik for sig, religion for sig
Det samme gælder, når en lærer underviser i folkeskolen. Her skal vedkommende undervise, ikke indoktrinere børnene. Hvis de vil lege politikere, så må de gøre det i deres fritid eller gå ind i politik. Der er mange lærere, der er aktive i lokalpolitik.

Når det kommer til præster, er der også flere, der er gået ind i politik. Søren Krarup og Margrete Auken for at nævne et par stykker. Og det er fint.

Men jeg vil opponere mod en prædikestol til politiske budskaber. Som der står i Matthæusevangeliet: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er."

Politik for sig, religion for sig. Sådan må det være. Sådan skal det være, synes jeg. Præster skal ikke påvirke menigheden politisk. Præster skal kunne samle alle. Uanset baggrund og politiske holdninger.

Det går vi på kompromis med, når præsterne politiserer.

Ingen politiske budskaber i kirken
Når Folketinget åbner hvert år første tirsdag i oktober, er der gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Det glæder jeg mig til hvert år.

At komme ind og høre om evangeliet er altid spændende og rørende. At komme tæt på livets store spørgsmål. Hvem er vi, og hvorfor er vi her? Hvad er meningen med det hele?

Det er det, præsterne bør forkynde. Det er det, jeg og andre kommer i kirken for at høre. Ikke for at høre på politiske budskaber. Der kan vi tage til et politisk debatmøde i stedet.

Paula Larrain skriver, at jeg bare kan gå i en anden kirke og "lytte til nogen, der er baskhamrende uenige med for eksempel Anders Gadegaard".

Nej, jeg vil da ikke gå i en anden kirke? Jeg vil gerne i den nærmeste kirke. Og her vil jeg i øvrigt have en politikfri tone på prædikestolen.

Kirkernes "røde" aktiviteter
Paula Larrain har ikke forstået essensen af den danske folkekirke. Grunden til, at staten går ind og understøtter folkekirken, er, at man vil have, at den er bredt omfavnende – teologisk – ikke politisk.

Folk har skrevet til mig, at de har meldt sig ud af den danske folkekirke, fordi der er for mange politiske præster, og mange af kirkernes aktiviteter ”er røde”.

Det er en kedelig tendens, der må stoppe. Præster skal være politisk farveblinde.

Paula Larrain skriver, at hun er "helt enig med de præster, der protesterer over vores merkantile forhold til flygtninge. Bibelen er fyldt med flugthistorier, og et minimum af omsorg for verdens forfulgte kan godt forventes af kristne mennesker."

Hun har da også ret i, at Bibelen er fyldt med flugthistorier. De flygter bare til naboområdet. De søger jo ikke tilflugt hos kineserne i disse historier. 

Når man kommer som flygtning til Danmark, så er det stort set altid via menneskesmuglere, hvor stakkels mennesker skal betale op til mellem 10.000-15.000 dollar for at nå hertil.

Det er simpelthen ikke fair over for de mange fattige i eksempelvis Syrien, der ikke har råd til at betale prisen. Så her bliver man altså nødt til at være en smule mere nuanceret. Det er ikke så sort-hvidt. 

Det er farligt for folkekirken
Men må lige gentage for Paula Larrain, prins Knud, og hvem der ellers vil fordreje mine ord: Jeg vil ikke lukke munden på nogen som helst, heller ikke Anders Gadegaard.

Men hvis han vil prædike politik, så synes jeg, han skal gøre det et andet sted end fra prædikestolen. Min holdning og min pointe er, at det er farligt for folkekirken, hvis den bliver en politisk arena. 

Det er der meget dårlige erfaringer med i Sverige, hvor præsterne er meget politiske.

Forrige artikel Dansk Energi: Klimapolitisk minefelt venter statsministeren til EU-topmøde Dansk Energi: Klimapolitisk minefelt venter statsministeren til EU-topmøde Næste artikel Dansk Erhverv: Lad fornuften råde om kviklån Dansk Erhverv: Lad fornuften råde om kviklån
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.