Naser Khader: Nej, jeg vil da ikke gå i en anden kirke, Paula Larrain

Af Naser Khader (K)
Værdiordfører

En prædikestol er ikke sat i verden for, at præster skal levere politiske budskaber. Men det er desværre ikke alle, der har forstået det.

Eksempelvis har Københavns Domprovst, Anders Gadegaard, opfordret folk – fra prædikestolen vel at mærke – til at stemme på nogen, der vil noget bestemt med boligpolitikken. Det er helt vildt.

Forleden problematiserede jeg, at visse præster politiserer. Det kunne ikke holde Altingets klummeskribent Paula Larrain fra at tage til genmæle og skynde sig til tasterne.

Her skrev hun, at præster "selvfølgelig skal blande sig i politik".

Ytringsfriheden anfægtes ikke
Lad mig starte mit indlæg, som hun starter sit.

Grunden til, at staten går ind og understøtter folkekirken, er, at man vil have, at den er bredt omfavnende – teologisk, ikke politisk.

Naser Khader
Folketingsmedlem og værdiordfører for Det Konservative Folkeparti

Hun skriver, at hun finder det berigende, at jeg som kendt muslimsk politiker har meninger om præsternes gøren og laden i folkekirken.

Det siger nemlig noget om, hvor god integrationen er i Danmark, når vi kan diskutere på tværs af både politiske og religiøse skel, uden at nogen bliver hidsige, skriver hun.

Det vil jeg gerne kvittere for. Paula Larrain er selv flygtning fra Chile og var mig bekendt katolik, da hun kom hertil. Jeg synes da også, at hun er rimelig godt integreret.

Selvom det måske kniber lidt, når man hører hendes holdning til den danske folkekirkes rolle.

Men lad mig slå noget fast. Jeg har ikke talt om at lukke munden på nogen som helst. Jeg anfægter ikke nogens ytringsfrihed. Det er simpelthen en stråmand, når man gentager, at jeg vil lukke munden på præsterne.

Men jeg vil holde fast i retten til min holdning til det, jeg møder i folkekirken.

Nej, jeg er ikke medlem, da jeg er muslim (mere af navn end af gavn), men jeg holder af at komme i kirken, og jeg går måske endda oftere i kirke end den typiske kulturkristne dansker.

Mine to børn er blevet døbt og konfirmeret i den danske folkekirke. Og når jeg kommer i kirken, så holder jeg af at høre evangeliet forkyndt – rent og purt. Ikke fedtet ind i politiske holdninger. 

Politik for sig, religion for sig
Det samme gælder, når en lærer underviser i folkeskolen. Her skal vedkommende undervise, ikke indoktrinere børnene. Hvis de vil lege politikere, så må de gøre det i deres fritid eller gå ind i politik. Der er mange lærere, der er aktive i lokalpolitik.

Når det kommer til præster, er der også flere, der er gået ind i politik. Søren Krarup og Margrete Auken for at nævne et par stykker. Og det er fint.

Men jeg vil opponere mod en prædikestol til politiske budskaber. Som der står i Matthæusevangeliet: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er."

Politik for sig, religion for sig. Sådan må det være. Sådan skal det være, synes jeg. Præster skal ikke påvirke menigheden politisk. Præster skal kunne samle alle. Uanset baggrund og politiske holdninger.

Det går vi på kompromis med, når præsterne politiserer.

Ingen politiske budskaber i kirken
Når Folketinget åbner hvert år første tirsdag i oktober, er der gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Det glæder jeg mig til hvert år.

At komme ind og høre om evangeliet er altid spændende og rørende. At komme tæt på livets store spørgsmål. Hvem er vi, og hvorfor er vi her? Hvad er meningen med det hele?

Det er det, præsterne bør forkynde. Det er det, jeg og andre kommer i kirken for at høre. Ikke for at høre på politiske budskaber. Der kan vi tage til et politisk debatmøde i stedet.

Paula Larrain skriver, at jeg bare kan gå i en anden kirke og "lytte til nogen, der er baskhamrende uenige med for eksempel Anders Gadegaard".

Nej, jeg vil da ikke gå i en anden kirke? Jeg vil gerne i den nærmeste kirke. Og her vil jeg i øvrigt have en politikfri tone på prædikestolen.