Tarek Hussein: Naser Khaders mail til min arbejdsgiver var voldsommere end noget andet, jeg har oplevet

I januar 2021 oplevede jeg et voldsomt forsøg på en begrænsning af min ytringsfrihed, da et magtfuldt medlem af Folketinget rettede henvendelse til min arbejdsgiver i Justitsministeriet, hvor jeg til dagligt arbejder.

Det er en historie, som Berlingske på fremragende vis har oprullet de seneste uger, hvor det er kommet frem, at de Konservatives Naser Khader (K) har haft endog meget svært ved at praktisere den ytringsfrihed og frie debat, som han ellers i årevis har slået sig op som bannerfører for. Jeg vil gerne give jer et indblik i, hvordan jeg oplevede henvendelsen herunder mine tanker om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Jeg har igennem næsten et årti været aktiv i den offentlige debat som meningsdanner og debattør i debatten om integration og islam. Altså nogle af de emner, som næsten dagligt afstedkommer stærke følelser og ofte nogle meget hårde og resolutte debatter.

Jeg har i den forbindelse selv valgt at gå til stålet, når jeg var vidne til skøre politiske forslag eller populistiske udtalelser. Og på samme måde er der også gået hårdt til mig fra politiske modstandere. Alt det er en del af en fri og åben offentlig samtale, som vi med rette bryster os af i Danmark.

Derfor var det alt andet lige et chok af en anden verden, da jeg en eftermiddag fik et opkald fra en HR-chef om, at Naser Khader havde skrevet til ministeriet med anklager om, at jeg er islamist og med en slet skjult trussel om mit fremtidige ansættelsesforhold.

Det mærkelige er, at jeg igennem en årrække har vænnet mig til at modtage endog meget alvorlige trusler på mit liv som følge af min deltagelse i den offentlige debat - både fra den yderste højrefløj lige så vel som fra radikale islamistiske miljøer.

Men på trods af det, så føltes den her henvendelse voldsommere end noget andet, jeg har oplevet tidligere. Hvorfor ved jeg ikke, men måske skyldtes det, at jeg blev ramt af en voldsom følelse af indignation og vrede over, at min arbejdsgiver helt uforvarende blev blandet ind i mit offentlige virke samtidig med, at det var et forsøg på at fratage mig evnen til at forsørge min familie.

Jeg blev ramt af en voldsom følelse af indignation og vrede over, at min arbejdsgiver helt uforvarende blev blandet ind i mit offentlige virke samtidig med, at det var et forsøg på at fratage mig evnen til at forsørge min familie.

Jeg har siden, jeg blev færdiguddannet meget bevidst ikke reklameret med, hvor jeg til dagligt er ansat, da jeg netop ikke ønskede at havne i den her situation.

Men nu stod jeg her fuldstændig uforvarende og i det lys var det dybt betryggende at opleve reaktionen fra min arbejdsgiver. De ikke alene afviste henvendelsen men benyttede lejligheden til endnu en gang at understrege, at jeg som offentligt ansat har en udvidet ytringsfrihed.

Det kan virke næsten indlysende, da vi alle kender juraen, men når principperne skal stå deres prøve, er det ikke altid tilfældet. Derfor var det en fornøjelse at opleve, at når det kom til stykket, så blev de fine principper praktiseret og var ikke isoleret til skåltaler ved festlige lejligheder.

I Danmark har offentligt ansatte ytringsfrihed og den præcis samme ret som alle andre til at blande sig i den politiske debat og kritisere magthaverne lige så polemisk og kritisk, som de måtte ønske.

Det betyder ingenlunde, at man som offentligt ansat ikke kan have en fingerspitzgefühl i forhold til, hvilke debatter, man blander sig i og hvordan, men så længe man overholder gældende lov, så står det den enkelte frit for at foretage den vurdering.

Da jeg i sin tid startede på jurastudiet, var det med en oprigtig tro på, at min deltagelse i den offentlige debat udelukkende ville være en styrke for min videre karriere. Jeg blev dog klogere, da jeg meget hurtigt fandt ud af, at den branche, som jeg snart skulle blive en del af, er en af de mest konservative – apropos – som man kan opstøve.

Jeg fandt ud af, at evnen til at gå i et med tapet var næsten afgørende og desto mere grå og gennemsigtig du kunne være desto bedre.

Det skal på ingen måder lyde som en kritik af de tusindvis af dygtige embedsmænd og kvinder men blot en konstatering.

Når jeg alligevel har valgt at fortsætte med at blande mig i den offentlige debat, så skyldes det, at jeg grundlæggende finder det afgørende at værne om en offentlig samtale, hvor alle i samfundet uagtet social klasse, økonomi, politisk holdning og uddannelse har adgang og bidrager til en kritisk debat om alskens emner.

Det skal ingen have lov til at ødelægge. Heller ikke Naser Khader.