Kommentar af 
Martin Lidegaard

Udviklingspolitik er også udenrigs- og sikkerhedspolitik

Den globale vækst kommer buldrende. Det mest afgørende for dansk sikkerhed er, at den vækst bliver bæredygtig i enhver forstand, skriver Martin Lidegaard (R), og foreslår, at vi i højere grad samtænker udviklings- og udenrigspolitik samt hæver ulandsbistanden til én procent af BNP.

Klimapartnerskabet med Indien er ét eksempel på, hvordan udviklings- og udenrigspolitik kan tænkes sammen, skriver Martin Lidegaard (R).
Klimapartnerskabet med Indien er ét eksempel på, hvordan udviklings- og udenrigspolitik kan tænkes sammen, skriver Martin Lidegaard (R). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Martin Lidegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi står overfor voldsomme forandringer i verdenens demografi. Ifølge OECD’s bedste skøn vil verdens middelklasse vokse med tre milliarder de næste 15-20 år. Tre milliarder!

Som konsekvens bliver det globale bruttonationalprodukt fordoblet. Og det er svært at overdrive, hvor vilde konsekvenser det vil have for vores klode. For klimaet, for flygtninge- og migrationsstrømme, for verdenshandelen og for hele den geopolitiske verdensorden.

Den globale vækst kommer selvsagt også til at få store konsekvenser for Danmark. Men det er op til os selv, om konsekvenserne skal være positive eller negative.

Hvis vi griber udviklingen forkert an, risikerer vi, at de udfordringer, der allerede banker på vores dør, kun vil tage til i styrke – fra flygtninge til klima. Griber vi udviklingen klogt an, kan vi derimod skabe en mere stabil og bæredygtig verden, åbne nye eksportmarkeder skubbe verden i en retning, der både tjener Danmarks interesser og spreder vores demokratiske værdisæt.

For det er faktisk indenfor rækkevidde at udrydde verdens fattigdom, få færre konflikter og færre migranter. Men det kræver, at væksten bliver bæredygtig, det vil sige mere grøn, mere lige og mere økonomisk. Og det kræver igen, at Danmark arbejder fokuseret på, at det sker. Også i vores udviklingspolitik.

Nogen vil måske frygte, at udviklingspolitikken kan drukne i udenrigspolitiske interesser. Men sådan ser jeg det ikke. 

Martin Lidegaard (R), kommentarskribent

Vi bliver nødt til at nedbryde den klassiske opdeling mellem udenrigspolitik på den ene side og udviklingspolitik på den anden. Vi skal samtænke områderne. Vores erfaring viser nemlig, at det er den suverænt bedste måde at få mest muligt ud af de begrænsede ressourcer, vi har som lille land. Både udenrigs- og udviklingspolitikken vinder, når vi tænker de to områder sammen.

Det gælder i verdens fattige lande, der stadig bør modtage langt hovedparten af dansk udviklingsbistand. Her er der brug for at fortsætte den gode tradition med langvarige indsatser, der kombinerer klassiske danske indsatser for uddannelse, piger og kvinders rettigheder, civilsamfund og klimaforebyggelse med bedre handelsvilkår, geopolitiske alliancer og et tæt myndighedssamarbejde, der også kan føre til færre drivhusgasser, fred og stabilitet.

Og her bør den største vision af alle være at skabe en historisk alliance mellem Europa og Afrika, hvor EU spiller på alle sine samarbejdsrelationer med den Afrikansk Union og lige som en moderne udgave af Marshall-hjælpen kobler massive europæiske investeringer i Afrika til bedre handelsbetingelser mellem kontinenterne og en demokratisk udvikling med respekt for basale menneskerettigheder i de lande, der vil med.

Men koblingen mellem udvikling,- og udenrigspolitik er også relevant, når det handler om verdens vækstøkonomier. Her er vores samarbejde med Indien et godt eksempel.

Vi har etableret et unikt, strategisk samarbejde med Indien på det grønne område. Fordi vores virksomheder her har en styrkeposition, og fordi vi som samfund selv er ambitiøse på den grønne omstilling, har vi været i stand til at etablere et samarbejde med verdens mest folkerige nation, som går langt ud over, hvad et land med seks millioner indbyggere normalt kunne drømme om.

Samarbejdet betyder, at vi har danske rådgivere placeret centralt i Indien, som deltager i planlægningen af landets samlede energiforsyning. Grønne danske virksomheder får eksklusiv adgang til et marked med næsten halvanden milliard indbyggere. Og samtidig får vi diplomatisk ørenlyd og mulighed for at påvirke Indien på en række af de områder, der er prioriteter for dansk udviklingspolitik – basale menneskerettigheder og større lighed. Og ja, så vinder klimaet i den grad også, når det lykkes danske virksomheder at rulle danske, grønne løsninger ud i verdens mest folkerige nation.

Eksemplet med Indien er blot et af mange – og tjener til at illustrere den stærke synergieffekt, der opstår, når vi nedbryder siloerne og samtænker udenrigs- og udviklingspolitik.

Nogen vil måske frygte, at udviklingspolitikken kan drukne i udenrigspolitiske interesser. Men sådan ser jeg det ikke. Tværtimod. Hvis der er noget, det burde lære os, så er det, at vi skal opprioritere udviklingspolitikken. Og det er noget, alle burde enes om – uanset om man kærer sig om Danmarks egeninteresser, om klimaet, om menneskerettigheder eller om den globale ulighed.

Jeg tror, at grunden til, at vores udviklingsbistand har ramt så lavt et niveau, skyldes, at det sættes op som et valg mellem dem og os. 

Martin Lidegaard (R), kommentarskribent

En ambitiøs udviklingspolitik ikke kun kendetegnende for en godhjertet nation. Det er også kendetegnende for en klog nation. For rettidig omhu. Udviklingspolitik er ikke kun udviklingspolitik. Det er også udenrigspolitik og sikkerhedspolitik.

Skulle man sige det med én sætning, er den mest vitale betingelse for dansk sikkerhed netop, at de næste tyve års udvikling i verden bliver bæredygtig, både i grøn, social og økonomisk forstand.

Derfor er det også alt for lidt, når Danmark kun bruger 0,71 procent af vores BNP på udviklingsbistand – det laveste niveau i mange år. Det er ikke kun uambitiøst på vegne af klimaet eller verdens fattigste. Det er også uambitiøst på Danmarks vegne.

Jeg tror, at grunden til, at vores udviklingsbistand har ramt så lavt et niveau, skyldes, at det sættes op som et valg mellem dem og os. Som et forsimplet valg mellem bedre velfærd i Danmark eller bedre velfærd i andre lande. Men det er helt grundlæggende en forkert og uklog måde at anskue vores udviklingspolitik på. Når vi opprioriterer udviklingsbistanden, er det samtidig en investering i danske interesser. Det er en investering i dansk sikkerhed, danske værdier og dansk eksport.

Derfor drømmer Radikale Venstre stadig om, at vi skal op og bruge én procent af vores BNP på udviklingsbistand. Samtidig med at vi øger basisbevillingerne til Udenrigsministeriet, selvfølgelig.

For tingene skal jo tænkes sammen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion