Neergaard lægger ikke op til ændringer i kontanthjælpen
Beskæftigelsesordfører fra Socialdemokratiet, Leif Lahn, spurgte ved onsdagens spørgetid til forskellen på beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsens (V) holdning som minister og som DA-direktør.
Spørgsmålet blev stillet på baggrund af en artikel i Ugebrevet A4, hvor Dansk Arbejdsgiverforening udtrykker ønske om yderligere at sænke satserne for sociale ydelser, blandt andet på kontanthjælpsområdet. Den kurs adskiller sig ikke fra den linje, som Jørn Neergaard lagde som direktør i Arbejdsgiverforeningen.
Derfor måtte Neergaard svare på, om han har yderligere planer for at skære på området for sociale ydelser. Beskæftigelsesministeren påpegede dog, at han nu arbejder ud fra regeringsgrundlaget.
Leif Lahn spurgte:
”Er det ikke det, ministeren siger - at pisk virker bedre end gulerod?”
”Det er helt klart min opfattelse, at økonomiske incitamenter virker på arbejdsmarkedet, det gør det for overenskomstparter og ude i virksomheder,” svarede Neergaard og tilføjede:
”Vi har sat nogle pejlemærker i regeringsgrundlaget, og de er blevet gentaget fra regeringens side. Eksempelvis kontanthjælpssatsen rører vi ikke ved. Når spørgeren er interesseret i, hvad næste skridt er i opstramningerne, jamen så er der markeret en bund her fra regeringens side”.
Neergaards udtalelser adskiller sig dermed fra Dansk Arbejdsgiverforening, der blandt andet har varmet op til trepartsforhandlingerne med et ønske om yderligere at sænke kontanthjælpssatsen for par.
Indsigt
- Center fik millioner til voldsofre. Men ansøgningerne bag tegner et falsk billede
- Danmarks næstrigeste mand skal flyve topministre rundt i luksusfly
- Stor vælgeranalyse viser enorme forskelle på blå partier. En akilleshæl for blokken, mener politisk redaktør
- Spørgsmålene stod i kø på Nato-møde. Men Mark Rutte havde en god nyhed med
- EL-veteran afviser Løkkes advarsler: Hovedbestyrelsen har ikke underkendt os de sidste 25 år



















































