Nekrolog: Pave Frans forandrede kirken. Men ikke kønsbalancen

Ved første øjekast kan kirken godt se mægtig og ensrettet ud, men man bliver nu hurtigt klar over, at sådan er det ikke. Der er mange meninger, og samtidig gør man sig umage med at give hinanden plads til mange tanker. 

Noget af det spændende ved kirken er, at man forsøger at holde mange traditioner fra den vide verden sammen. Alene det gør tankerne mangfoldige. 

Når en pave dør, spørger man sig altid forundret, hvem var han egentlig, og umiddelbart derefter, hvem mon den næste er? 

Jeg glemmer aldrig første gang, Franciskus viste sig fra balkonen på Peterskirken. Det var tydeligt for enhver, at en ny tidsalder havde meldt sig.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Det er svært ikke at forsøge sig med gæt ind i kardinalskollegiet, men jeg indrømmer blankt, at indtil nu har jeg skudt helt skævt hver gang. Sådan er det at være fremmed. 

Den eneste pave jeg har kendt på forhånd, var Joseph Ratzinger (Benedikt den 16.), der virkelig kunne spille traditionens teologiske musik, og hvis lærdom er imponerende. 

Krævede forandringer af sine egne

Jeg glemmer aldrig første gang, Franciskus viste sig fra balkonen på Peterskirken.

Det var tydeligt for enhver, at en ny tidsalder havde meldt sig. Han stod der i sit enkle ornat og signalerede ydmyghed og nye måder at være kirke på. 

Den katolske kirke har nu i mange år været ramt hårdt af de skandaløse misbrugssager. Det har været præsters udskejelser over for børn og kvinder, og det har været den voldelige adfærd over for skolebørn på katolske skoler og internater. 

Alt dette har ramt kirken hårdt, og det blev fra begyndelsen ikke håndteret godt. Mennesker er blevet vrede på kirken. Selv en kardinal som Reinhard Marx i München-Freising har udtalt sin fortvivlelse, for han kunne ikke genkende sin kirke. 

Franciskus viste sig at være en temperamentsfuld pave, der krævede forandringer af sine egne først og fremmest.

Kurien (Vatikanets administration) er blevet reformeret, og det forlyder, at det har været under protest til tider, men Franciskus insisterede. Han vendte ikke ryggen til den vrede, han mødte rundt om i verden eller til kritikken, men beklagede over for de troende, at der havde været misbrug. 

Talte fredens budskab, når det var ubelejligt

Han gik i brechen for de fattige, de undertrykte, flygtningene og mindede os om, at vi havde glemt at græde over det mishandlede og nedværdigede menneske. 

Han hævdede fredens budskab også, når det var ubelejligt. 

Den romersk-katolske kirke er så stor en institution, at den kan rumme enhver ambition – Altså, hvis man er mand.  

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Paven bad om forståelse for fraskilte og homoseksuelle, men jeg er i tvivl, hvilke handlinger der fulgte med, som lettede det kirkelige engagement for disse grupper. 

Med sin encyklika 'Laudate si' om jordens skønhed og vores klimaproblemer vakte han stor opsigt, og dette skrift vil stå tilbage som et væsentligt pejlemærke for Fransciskus' tid som den katolske kirkes overhoved. 

I 2022 var jeg sammen med biskop Czeslaw to gange i Rom, og begge gange lykkedes det vores katolske biskop at få os i pavelig audiens. Ved sådan en lejlighed mindes man om, at dette ikke kunne være sket for 100 år siden.

Heldigvis bevæger vi os mod hinanden, om ikke andet så dog i venlige forbindelser og venskaber, og vi anerkender hinandens pastorale indsats.

Jeg ved godt, at jeg ifølge romersk lære hverken er præst eller biskop, men vi taler dog sammen, rejser sammen, oplever sammen og er fælles om opgaver rundt om i verden. 

Kvindelige præster er tættere på - men langt fra

Sidst jeg var i Rom, slog det mig pludselig, at den romersk-katolske kirke er så stor en institution, at den kan rumme enhver ambition – Altså, hvis man er mand.  

Det, tror jeg, bliver et væsentligt problem for den romerske kirke i mange sammenhænge rundt om på jorden.

Hvilke institutioner kan gøre sig gældende for alvor, hvis man udelukker kvinder fra ledelsesposter? Og hvem kan undvære det talent og det intellektuelle bidrag, som halvdelen af menneskeheden bidrager med? 

I 2017 var pave Franciskus i Lund i reformationsåret. Ved denne lejlighed fejrede han gudstjeneste sammen med Norges preses og Sveriges ærkebiskop, begge kvinder.

Det så jeg som en væsentlig handling, men på vej hjem udtalte han vistnok i flyet, at det i hvert fald ville tage 200 år indføre kvindelige præster. Jeg indrømmer, at jeg blev skuffet.

Naturligvis var det et lyspunkt i forhold til Johannes Poul den 2., der havde sagt, at det aldrig kom til at ske. Ud fra det synspunkt var det dog rykket nærmere. 

Ikke et øjeblik er jeg i tvivl om, at hvis man vil gøre sig gældende, så må den næste pave lægge sig den synodale tænkning på sinde, overveje kvinders ligestilling i kirken, overveje præsters ægteskab, og så håber jeg, at den profetiske røst i forhold til fattige, fred og retfærdighed ikke glemmes med Franciskus. 

Måtte han hvile i fred.