Pave Frans (Jorge Mario Bergoglio)
Peter Skov-JakobsenNekrolog: Pave Frans forandrede kirken. Men ikke kønsbalancen

Som protestant står man altid som en interesseret iagttager på sidelinjen, når der sker store begivenheder i den romersk-katolske kirke.
Jeg har i årenes løb læst meget katolsk teologi og synes selv, at jeg har lært meget. Alligevel bliver jeg nødt til at indrømme, at selv om der er grundlæggende ligheder i vores tænkning, så er der også endog meget store forskelle på at være kirke i verden:
Tænkningens stringens, de forskellige ordener, og dermed også de mangfoldige spiritualiteter inden for den samme kirke, er spændende at opleve. Den romersk-katolske kirke er en mægtig institution, som er spændende at studere.
Ved første øjekast kan kirken godt se mægtig og ensrettet ud, men man bliver nu hurtigt klar over, at sådan er det ikke. Der er mange meninger, og samtidig gør man sig umage med at give hinanden plads til mange tanker.
Noget af det spændende ved kirken er, at man forsøger at holde mange traditioner fra den vide verden sammen. Alene det gør tankerne mangfoldige.
Når en pave dør, spørger man sig altid forundret, hvem var han egentlig, og umiddelbart derefter, hvem mon den næste er?
Jeg glemmer aldrig første gang, Franciskus viste sig fra balkonen på Peterskirken. Det var tydeligt for enhver, at en ny tidsalder havde meldt sig.
Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift
Det er svært ikke at forsøge sig med gæt ind i kardinalskollegiet, men jeg indrømmer blankt, at indtil nu har jeg skudt helt skævt hver gang. Sådan er det at være fremmed.
Den eneste pave jeg har kendt på forhånd, var Joseph Ratzinger (Benedikt den 16.), der virkelig kunne spille traditionens teologiske musik, og hvis lærdom er imponerende.
Krævede forandringer af sine egne
Jeg glemmer aldrig første gang, Franciskus viste sig fra balkonen på Peterskirken.
Det var tydeligt for enhver, at en ny tidsalder havde meldt sig. Han stod der i sit enkle ornat og signalerede ydmyghed og nye måder at være kirke på.
Den katolske kirke har nu i mange år været ramt hårdt af de skandaløse misbrugssager. Det har været præsters udskejelser over for børn og kvinder, og det har været den voldelige adfærd over for skolebørn på katolske skoler og internater.
Alt dette har ramt kirken hårdt, og det blev fra begyndelsen ikke håndteret godt. Mennesker er blevet vrede på kirken. Selv en kardinal som Reinhard Marx i München-Freising har udtalt sin fortvivlelse, for han kunne ikke genkende sin kirke.
Franciskus viste sig at være en temperamentsfuld pave, der krævede forandringer af sine egne først og fremmest.
Kurien (Vatikanets administration) er blevet reformeret, og det forlyder, at det har været under protest til tider, men Franciskus insisterede. Han vendte ikke ryggen til den vrede, han mødte rundt om i verden eller til kritikken, men beklagede over for de troende, at der havde været misbrug.
Talte fredens budskab, når det var ubelejligt
Han gik i brechen for de fattige, de undertrykte, flygtningene og mindede os om, at vi havde glemt at græde over det mishandlede og nedværdigede menneske.
Han hævdede fredens budskab også, når det var ubelejligt.
Den romersk-katolske kirke er så stor en institution, at den kan rumme enhver ambition – Altså, hvis man er mand.
Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift
Paven bad om forståelse for fraskilte og homoseksuelle, men jeg er i tvivl, hvilke handlinger der fulgte med, som lettede det kirkelige engagement for disse grupper.
Med sin encyklika 'Laudate si' om jordens skønhed og vores klimaproblemer vakte han stor opsigt, og dette skrift vil stå tilbage som et væsentligt pejlemærke for Fransciskus' tid som den katolske kirkes overhoved.
I 2022 var jeg sammen med biskop Czeslaw to gange i Rom, og begge gange lykkedes det vores katolske biskop at få os i pavelig audiens. Ved sådan en lejlighed mindes man om, at dette ikke kunne være sket for 100 år siden.
Heldigvis bevæger vi os mod hinanden, om ikke andet så dog i venlige forbindelser og venskaber, og vi anerkender hinandens pastorale indsats.
Jeg ved godt, at jeg ifølge romersk lære hverken er præst eller biskop, men vi taler dog sammen, rejser sammen, oplever sammen og er fælles om opgaver rundt om i verden.
Kvindelige præster er tættere på - men langt fra
Sidst jeg var i Rom, slog det mig pludselig, at den romersk-katolske kirke er så stor en institution, at den kan rumme enhver ambition – Altså, hvis man er mand.
Det, tror jeg, bliver et væsentligt problem for den romerske kirke i mange sammenhænge rundt om på jorden.
Hvilke institutioner kan gøre sig gældende for alvor, hvis man udelukker kvinder fra ledelsesposter? Og hvem kan undvære det talent og det intellektuelle bidrag, som halvdelen af menneskeheden bidrager med?
I 2017 var pave Franciskus i Lund i reformationsåret. Ved denne lejlighed fejrede han gudstjeneste sammen med Norges preses og Sveriges ærkebiskop, begge kvinder.
Det så jeg som en væsentlig handling, men på vej hjem udtalte han vistnok i flyet, at det i hvert fald ville tage 200 år indføre kvindelige præster. Jeg indrømmer, at jeg blev skuffet.
Naturligvis var det et lyspunkt i forhold til Johannes Poul den 2., der havde sagt, at det aldrig kom til at ske. Ud fra det synspunkt var det dog rykket nærmere.
Ikke et øjeblik er jeg i tvivl om, at hvis man vil gøre sig gældende, så må den næste pave lægge sig den synodale tænkning på sinde, overveje kvinders ligestilling i kirken, overveje præsters ægteskab, og så håber jeg, at den profetiske røst i forhold til fattige, fred og retfærdighed ikke glemmes med Franciskus.
Måtte han hvile i fred.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Tidligere kommunaldirektør: Vi har ladet andelen af elever med skolevægring vokse. Børnene mister især to ting
- Mennesker er ikke kun rationelle, men styres af følelser og normer. Det skal afspejles i lovgivningen, mener forsker
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado






































