Debat

Ngo: Drop ideologisk boksekamp om etiske investeringer

DEBAT: Debatten om flere private investeringer i udviklingslande ender som regel i ideologisk boksekamp. Det er på tide, at vi sænker paraderne og erkender, at ingen har den præcise opskrift på succes, skriver Tim Whyte fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Ingen har den præcise opskrift på at skabe udvikling gennem private investeringer, skriver Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke. 
Ingen har den præcise opskrift på at skabe udvikling gennem private investeringer, skriver Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke. Foto: /ritzau/Mads Nissen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Forleden var jeg til konference i Aarhus, hvor 1.000 unge entreprenører fra hele verden og store spillere fra dansk erhvervsliv var samlet for at diskutere, hvordan vi kan fremme verdensmålene.

Der var stor begejstring om innovation og nye investeringer. Midt i begejstringen fortæller min sidemand mig, en ung mand fra Zambia, at det er et kæmpe problem, at de store mineselskaber i Zambia ikke vil betale skat og forurener så meget, at det er dybt sundhedsskadeligt for tusindvis af mennesker.

Ingen har den præcise opskrift
Og det er lige på kornet den udfordring, som vi står over for lige nu: Hvordan sikrer vi en vækst i verdens fattigste lande, som ikke har uheldige konsekvenser for almindelige mennesker. Kort sagt en bæredygtig vækst.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Vi leder stadig efter de gode svar. Og lige nu ender debatten alt for ofte i forsimplede politiske paroler om at gå fra ’Bistand til Business’ – eller omvendt, at regeringen kun har danske virksomheders interesser for øje.

Så lad os være ærlige og erkende, at ingen har den præcise opskrift på at skabe udvikling gennem private investeringer. Økonomisk vækst kan løfte mennesker ud af fattigdom, men vækst giver ikke per automatik hverken bedre liv til de fattigste eller mere stabile samfund.

Vi – og politikerne – skal i langt højere grad se ngo’er og investorer som nødvendige dialogpartnere i stedet for modstandere.

Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Eksempelvis er historien om vestlige investeringer i Afrika jo en meget blandet affære. Lige så mange solstrålehistorier, vi har hørt om afrikanske mobilbanker og brønde drevet af solceller, lige så mange frygtelige eksempler har vi på korruption, krænkelser af menneskers grundlæggende rettigheder og virksomheders aggressive skatteplanlægning.

Ngo'er og virksomheder i samarbejde
Vi – og politikerne – skal i langt højere grad se ngo’er og investorer som nødvendige dialogpartnere i stedet for modstandere. For at nå i mål kræver det større åbenhed omkring de investeringer, virksomheder og Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) foretager og mere dialog med civilsamfundet – også i udviklingslandene. Hvis vi skal nå frem til investeringer, der skaber reel bæredygtig vækst, så skal vi ud over parolerne og frem til at se nærmere på, hvilke udfordringer der er, og hvordan investorer og virksomheder arbejder med at imødekomme dem.

Derfor opfordrer jeg til en åben og direkte dialog om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. For der er et kæmpe potentiale i krydsfeltet mellem private virksomheder, ngo’er, fagbevægelse og udviklingslande. Hvis vi drager nytte af hinandens viden og erfaringer, kan vi nå resultater, som hverken udviklingsbistand eller virksomheder kan opnå alene.

Virksomheder har muskler og viden til at skabe vækst – og ngo’erne har lokal og global indsigt og kontakter, der kan gøre væksten bæredygtig. Vi har i Mellemfolkeligt Samvirke igennem flere år været i tæt dialog med private virksomheder. Vi har eksempelvis et fint samarbejde med Arla, hvor vi sammen har løftet hinanden. Arla er gennem dialogen med os blevet skarpere på, hvad der skal til for at agere ansvarligt og få succes på vækstmarkeder som for eksempel Nigeria – og vi kan bruge Arla som løftestang til at få sat fokus på fattige menneskers levevilkår og virksomheders menneskeretsansvar.

Dansk forum for ansvarlige investeringer 
Vi ser et stort potentiale i et større samarbejde – og vi er klar til at tage ansvar for det. Derfor tager vi sammen med Folkekirkens Nødhjælp initiativ til at samle relevante investorer og eksperter her i efteråret til det første af en fast række møder og workshops. Et dansk forum for ansvarlige investeringer. Vores mål er at skabe et eksperimentarium, hvor vigtig viden, om hvad der virker i praksis, kan flyde, holdninger kan brydes – og bedre, bæredygtige løsninger skabes. Uden at vi af den grund behøver at være enige om alt. For det er faktisk en styrke.

Lad os gøre danske investeringer i udviklingslande verdenskendte for innovation i forhold til verdensmålene og respekt for menneskerettighederne – og helt grundlæggende gå fra ansvarligt udtænkte investeringer til ansvarligt udførte investeringer. Det er på tide at komme ud over trosbekendelserne og for alvor at give hinanden hånden på en tættere og mere åben dialog – det er til alles bedste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tim Whyte

Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke
BA i kolonihistorie (Wesleyan University, USA 1998), fagjournalist (Danmarks Journalisthøjskole 2005)

0:000:00