Nogle omfavner ham, andre er dybt mistroiske. Men alle er enige om, at Martin Lidegaard står over for nogle monumentale udfordringer

En leder uden et følge er bare en mand, der er ude at gå tur.

Sådan lyder en gammel vending om politisk lederskab. Og da valgresultatet lå fast natten mellem tirsdag og onsdag i denne uge, stod det klart, at Radikale Venstre ikke længere har ret mange følgere. 

Næsten 60 procent af de stemmer, man fik i 2019, er forduftet. 

Onsdag stod det også klart, at Sofie Carsten Nielsen ikke længere ville tage det på sig at være sit partis leder. 

Nu melder spørgsmålet sig så, om hendes efterfølger, Martin Lidegaard, evner ikke bare at gøre sit parti tiltrækkende igen, men også få den decimerede folketingsgruppe til at slå følge med ham og det, han kalder sin "anden stil". En stil, der skal sikre partiet plads i en ny regering, når der i de kommende uger skal forhandles på Marienborg. 

Allerede på pressemødet torsdag aften, hvor han præsenterede sig som ny politisk leder, kunne man mere end ane sprækkerne. 

For mens Lidegaard forsøgte at gøre sin årelange kamp imod den radikale trang til ultimative krav og forhandlinger med trukket revolver til partiets, blev han for rullende kameraer underløbet af sin nye næstformand på netop spørgsmålet om ultimative krav. 

Det var det efterhånden gamle spøgelse om en dansk asyllejr i Rwanda, der på journalisternes foranledning atter hjemsøgte den radikale folketingsgruppe.  

Var det stadig et ultimativt krav, at en dansk regering ikke arbejdede videre med planerne om et dansk asylcenter i Rwanda?