Norsk oberst: Sådan kan et nordisk samarbejde om atomvåben se ud

Den europæiske kløft

Europa opruster. Det hul, der skal udfyldes, er stort, men det kan i princippet lade sig gøre. Samtidig synes villigheden til at spille med i den store liga at være stigende. Admiral G.C. Dragone, formand for Natos militærkomité, har i den forbindelse åbent antydet, at alliancen bør overveje præventive handlinger, herunder cyberangreb og sabotage.

Det er derfor ikke utænkeligt, at europæiske allierede på sigt vil blive både villige og i stand til at true med – og om nødvendigt gennemføre – en konventionel modangrebsstrategi mod Rusland. Men her ligger også det realistiske loft for Europas militære formåen og politiske risikovillighed.

Når det konventionelle niveau først er overskredet, står Europa med et alvorligt problem. Sammenlignet med Ruslands omfattende arsenal af ikke-strategiske atomvåben og brede udvalg af leveringssystemer råder Storbritannien og Frankrig over relativt små og snævert indrettede atomvåbenarsenaler. Det betyder, at europæerne mangler de nødvendige "jetoner" til et egentligt strategisk pokerspil og i praksis tvinges til enten at folde eller gå all-in meget tidligt.

Når det konventionelle niveau først er overskredet, står Europa med et alvorligt problem.

Johannes Kibsgaard
Norsk oberstløjtnant og seniorunderviser ved Forsvarets høgskole i Oslo

Endnu mere bekymrende er indikatorerne vedrørende briternes vilje til at bringe deres kapaciteter i spil. I både dokumentaren 'World War Three: Inside the War Room' (2016) og podcastserien 'The Wargame' (2025) udviser britiske toppolitikere og militære topembedsmænd en markant tilbageholdenhed over for nuklear eskalation – selv i situationer med alvorlig russisk aggression.

Frankrig fremstår umiddelbart mere beslutsom. Men når spørgsmålet: "Ville Frankrig bytte Paris for Helsinki?", stilles direkte, støder man på det samme dilemma, som præsident John F. Kennedy gjorde, da han blev spurgt, om han ville bytte New York for Paris.

Nordisk atomafskrækkelse

Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige bør overveje, hvordan de fremover kan sikre sig mod nukleare trusler. Ifølge den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod er en nordisk atomafskrækkelse ikke længere et teoretisk spørgsmål, men en bydende nødvendighed.

Et selvstændigt nationalt forankret program kan umiddelbart forekomme mest logisk, for hvilken garanti er stærkere end selv at have fingeren på knappen? Men nuklear afskrækkelse handler ikke blot om at fremstille et våben. Det kræver et helt økosystem – fra kommando- og kontrolstrukturer og leveringsplatforme til tidlig varsling, sikkerhed og ikke mindst økonomisk udholdenhed.

Atomvåben er ikke en erstatning for konventionelle styrker, men et supplement til dem. Selv hvis afskrækkelsen virker, skal de konventionelle militære kapaciteter fortsat være troværdige. En national løsning vil dermed belaste den finansielle og industrielle kapacitet i enhver nordisk stat.

Selv et ressourcestærkt land som Norge vil have vanskeligt ved over årtier at opretholde både en fuldt troværdig nuklear og konventionel styrke.

Samlet set står Norden imidlertid stærkt. De nordiske lande udgør tilsammen verdens 12.-største økonomi med en samlet BNP på 1,9 billioner dollar. Desuden råder Norden over den teknologiske kunnen, industrielle base og finanspolitiske disciplin, der skal til for at etablere en nuklear kapacitet på niveau med Frankrigs.

For mange vil tanken om en fælles nordisk atomafskrækkelse være lettere at acceptere end en ensidig national atombombe.

Johannes Kibsgaard
Norsk oberstløjtnant og seniorunderviser ved Forsvarets høgskole i Oslo

Et nordisk nukleart initiativ vil uden tvivl skabe uro – og Nato-allierede vil muligvis være bekymrede for alliancens sammenhængskraft. Men det behøver ikke at underminere Nato. En nordisk afskrækkelse kan indpasses i alliancens eksisterende rammer – på samme måde som det allerede sker med det tætte nordiske samarbejde på luftforsvarsområdet.

En fælles nordisk ramme kan også give både ekstern legitimitet og intern tryghed. Internationalt opfattes de nordiske lande som stabile demokratier uden ekspansionistiske ambitioner. En nordisk afskrækkelse, forankret i denne tradition, vil være kontroversiel, men kan behandles som et særligt tilfælde snarere end et opgør med den eksisterende orden.

Internt vil et fælles projekt desuden gøre det lettere for befolkningerne at acceptere nødvendigheden af et så vidtgående skridt. Atomvåben rummer en enorm moralsk vægt, og ingen demokratisk regering bør bevæge sig i den retning uden bred folkelig opbakning. Et samarbejde mellem nabolande, der deler historie, geografi og grundlæggende værdier, kan mindske det psykologiske og etiske chok. For mange vil tanken om en fælles nordisk afskrækkelse være lettere at acceptere end en ensidig national atombombe.

Barrierer og tabuer

I Norden har det moralske kompas i årtier peget mod atomnedrustning, og tabuet mod atomvåben har historisk været et udtryk for moralsk styrke. I dag risikerer det dog at udvikle sig til moralsk eskapisme. For det er lettere at fordømme atomvåben end at forholde sig til konsekvenserne af at leve uden deres beskyttelse.

Lignende opbrud ses på tværs af den demokratiske verden. Ruslands brutalitet har allerede tvunget flere europæiske lande til at genoverveje tidligere selvpålagte begrænsninger. Det ses tydeligst i flere landes udtrædelse af Ottawa-traktaten om antipersonelminer og i Litauens beslutning om at forlade konventionen om klyngevåben. Det er beklageligt, men i flere tilfælde også nødvendigt.

Den samme juridiske logik gælder for traktaten om ikke-spredning af atomvåben. Traktatens arkitekter forudså, at verden kunne ændre sig på måder, der truede et medlemslands vitale interesser. Derfor giver traktatens artikel X mulighed for udtræden, hvis ekstraordinære begivenheder bringer den nationale sikkerhed i fare.

Det er lettere at fordømme atomvåben end at forholde sig til konsekvenserne af at leve uden deres beskyttelse.

Johannes Kibsgaard
Norsk oberstløjtnant og seniorunderviser ved Forsvarets høgskole i Oslo

Mange i Vesten vil instinktivt afvise denne tankegang og henvise til den dybt rodfæstede kulturelle doktrin om at vende den anden kind til. Problemet er blot, at stater ikke har et løfte om noget efterliv.

Debatten om behovet for atomvåben finder allerede sted i Sydkorea. Spørgsmålet luftes endda i Japan. I Australien er debatten mere forsigtig, men den er der. I Polen har premierministeren selv åbnet døren på klem. Når først de nordiske befolkninger erkender nødvendigheden af nuklear afskrækkelse, kan andre demokratier allerede have taget den største byrde ved at bryde med traktaten om ikke-spredning.

Kommando og kontrol

De nordiske lande kunne tilbyde noget reelt nyt inden for nuklear kommando og kontrol ved at tage højde for både de moralske og psykologiske dimensioner af afskrækkelse.

Kernen i et sådant system kunne være en nordisk kommandomyndighed: en fælles ordning, hvor den endelige affyringskompetence roterer mellem de nordiske landes stats- og regeringschefer.

Hver leder ville have adgang til en sikker "nuklear kuffert", men kun én af dem ville på et givent tidspunkt have den aktive myndighed til at beordre anvendelse. Rækkefølgen fastlægges flere år i forvejen af et lille, permanent Nordisk Sikkerhedsråd efter en ujævn og uforudsigelig tidsplan.

Ingen nukleare kapaciteter kan kompensere for mangelfulde konventionelle styrker.

Johannes Kibsgaard
Norsk oberstløjtnant og seniorunderviser ved Forsvarets høgskole i Oslo

Nogle gange kunne myndigheden ligge hos Finlands præsident i to måneder, andre gange hos Norges statsminister i fem. Den skiftende rytme og den strenge hemmeligholdelse ville svække vores modstanderes mulighed for politisk pres eller manipulation. Selv lederne ville operere under bevidst tvetydighed, velvidende at én af dem til enhver tid har den aktive nøgle, men uden at nogen med sikkerhed ved hvem.

Operationelt bør ordningen være indlejret i Natos eksisterende rammer for nuklear konsultation og planlægning (Nuclear Planning Group) og kobles til alliancens eksisterende nukleare støttemissioner og øvelser. På den måde opbygger Norden ikke et parallelt system, men en nordisk-kontrolleret mekanisme, der kan fungere inden for alliancen.

Den ultimative magt

Fred er et spørgsmål om magt, og magt er i sidste ende fysisk. Og den ultimative fysiske magt er nuklear. Spørgsmålet er derfor, om de nordiske lande på sigt selv må råde over dette middel for at sikre deres frihed i fremtiden.

En nordisk atomafskrækkelse vil, hvis den nogensinde realiseres, ikke være nogen hurtig løsning.

På kort sigt bør Norden i stedet afdække risikoen ved at styrke det, der allerede findes – herunder bidrage til at dæmpe de transatlantiske spændinger, styrke Natos sammenhængskraft, investere i en styrkelse af de franske og britiske nukleare kapaciteter og tage imod den udvidede afskrækkelse, som Frankrig nu tilbyder.

Samtidig bør de nordiske lande gå forrest på det konventionelle område. Ingen nukleare kapaciteter kan kompensere for mangelfulde konventionelle styrker.

En troværdig europæisk søjle i Nato forudsætter derfor, at de øvrige nordiske lande nærmer sig Finlands tilgang til forsvarspolitikkens grundlæggende principper, hvor troværdigheden af enhver fremtidig afskrækkelse hviler på et fundament af konventionel styrke.

Hvis der på længere sigt opstår en nordisk atomafskrækkelse, bør den ikke ses som en erstatning for det transatlantiske bånd, men som et supplement til det. For vor tids egentlige strategiske opgave er ikke at forskanse Vesten i hver sit skyttehul, men at genopbygge et sammenhængende forsvar, hvor friheden beskyttes gennem gensidig støtte.