Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Nu starter den livslange dans med covid-19. Husk at smile!

De få tilbageværende uvaccinerede kan smides i husarrest, i fængsel, eller de kan tvangsvaccineres under skrig og skrål, men smitten vil stadig være her. Det er det barske faktum.

Vi ved nu, at vi kan vaccinere alt levende i hele Kongeriget og smitten vil stadig være her. Og panikken er til at føle på, skriver Anne Sofie Allarp.
Vi ved nu, at vi kan vaccinere alt levende i hele Kongeriget og smitten vil stadig være her. Og panikken er til at føle på, skriver Anne Sofie Allarp.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Anne Sofie Allarp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den søde juletid er over os med sine aflyste julefrokoster, snotnæser og tålmodige timer i kø foran testcentre. I samfundets tjeneste forstås. 

Det er to en halv måned siden, vi aflyste pandemien for alverden.  To en halv måned og firetyve lysår. Sådan føles det i hvert fald.  

For mens vintermørket har lagt sig omkring den største smittebølge, vi har set hidtil, har landets epidemiologer endeligt aflyst håbet om, at vi nogensinde kan vaccinere os ud af pandemien. 

Vi ved nu, at vi kan vaccinere alt levende i hele Kongeriget og smitten vil stadig være her. De få tilbageværende uvaccinerede kan smides i husarrest, i fængsel, eller de kan tvangsvaccineres under skrig og skrål, men smitten vil stadig være her. Det er det barske faktum. Vaccinen er en del af løsningen, men vil den er ikke det super-våben eller epidemiologiske brintbombe, der sender covid-19 tilbage til Kina og frier os fra det onde.  

Og panikken er til at føle på. Eller måske er det en desperation. På spansk betyder desperation at ’af-håbe’, for ’esperar’ betyder at håbe. Og med tabet af håb ligger vantroen og vreden lige for. 

De få tilbageværende uvaccinerede kan smides i husarrest, i fængsel, eller de kan tvangsvaccineres under skrig og skrål, men smitten vil stadig være her.

Anne Sofie Allarp

Men hvem kan man efterhånden være vrede på i denne tid, hvor det faktum, at vi skal sameksistere med virus i al fremtid, har besværliggjort tilværelsen som mandags-epidemiolog? Hvor skal den virtuelle rasefest smækkes op denne december? Det er spørgsmålet.  

Hidtil har vi set tre hold grave sig længere og længere ned i hver sin skyttegrav. Det traditionelle centrum-venstre flankeret af det national-konservative yderste højre, som har krævet kærlig kollektivisme, nidkær nedlukning og ekstrem forsigtighed, og så selvfølgelig en nul-minks tolerance, for hvem har nogensinde kunnet lide det erhverv?

Og så det traditionelle centrum-højre, der har vægtet normalitet, dagligdag og økonomi fremfor forsigtighed, for så slemt kan det da heller ikke være. Og så den rå undergrund, der på dark web og under stigende censur hidsigt har delt alt fra forskningsresultater til de mest fantasifulde overvurderinger af, hvad den globale elite er i stand til. Der er helt sikkert et kompliment gemt der et sted. 

Men vi er ikke kun debatpositioner. Vi er anløbne optimister og anfægtede flegmatikere. Vi er nedtrådte fatalister og opbragte panikmagere. Vi er velfærdsstatens hysterikere og fællesskab-propagandister, der svælger i vi-ord, imperativ sårbarhed og godhedens brutalitet.  

Vi er grædekoner og vækkelsesprædikanter, der kræver en rituel andagt omkring det udsagn, at vaccinerne virker. ’Ikke hundrede procent’, men de virker. (Og her er et meget bestemt punktum.) 

Her i decembermørket kan vi ikke se, at der ikke er noget ’dem’. Der eksisterer kun et behov for at retfærdiggøre det afgørende ’os’.

Anne Sofie Allarp

Og vi vil ikke underholdes med smittestigninger i fuldt vaccinerede dele af verdenen. Vi kræver retten vores verdensbillede, og returnerer med et: ”Tror du ikke på vaccinen?” Og det vi mener er: ”Kætter!” For vaccinen er frelsen og vi må ikke forsage vores gud eller misbruge hans navn. 

Vi er dommedags-evangelister, og delirøse konspirationsteoretikere, der med fråde i mundvigen læser om tvang i Europa. Vi søger tilflugt i tankerne om, at nogen, og måske faktisk lige præcis Bill Gates, er ude på at slå os ihjel. Og formentlig er han i ledtog med ham Klaus Schwab fra World Economic Forum, og så den uhyggelige Verdenssundhedsorganisation og selve FN, der for første gang i sin 76 år lange historie antageligvis kan eksekvere noget som helst.

Og selvom tanken er lidt utryg, så er det alligevel rart, at det var en sammensværgelse og ikke tilfældigheder, gruppetænkning, stolthed, bias og helt menneskelige, kognitive begrænsninger det hele. 

Vi er afmægtige og bitre over to år, der blev tabt af børnene og af bedsteforældrene. Vi er rasende over tabet af vores daglige brød. Af vores rettigheder og vores friheder, og af evnen til at tænke klart. Eller vi er rasende på dem, der er rasende over samme. Fordi sammenhold og samfundssind. Fordi tillid til staten og til Frederiksen, og til, at de tal og ord, der bliver lagt så pædagogisk til rette for os, selvfølgelig er det sande budskab. 

Vredt råber vi ”Vågn op!”, mens vi håber, det hele er en drøm. Og ellers gør vi, som der bliver sagt, mens tænker vores og helst på noget andet. Og vi varer vores tunge. For nu er det farligt at mene noget.  

Men vi hader alle landsbytosser og hedninge, der tror på krystaller og bjergsten, og som nok er i ledtog med det onde, eller i hvert fald grunden til, at alt det, der virkelig virker og er vanvittigt effektivt, ikke helt føles helt sådan på dage, hvor vi slår nye smitterekorder.

Og vi laver vrede opslag på de sociale medier, hvor vi kræver, at de tier helt stille. Ingen skal i denne tid tåle at lytte. Vi søger tilflugt i vores champagnebobbel af et safe space, hvor alle spejler og trøster og ingen udfordrer. For det ville trods alt være for meget lige nu. 

Men her i decembermørket kan vi ikke se, at der ikke er noget ’dem’. Der eksisterer kun et behov for at retfærdiggøre det afgørende ’os’. Og sådan gentager historien sig, bare med nye farver og kontekster og nu et stift smil i den livslange vals med Covid-19.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00