Nu starter slaget om fattigdomsydelserne – lad dig ikke narre af højrefløjens myter

Vilkårene for de af vores medborgere, der er ramt af arbejdsløshed, er et tilbagevendende tema i dansk politik. Og nu går det løs igen. Forleden præsenterede den såkaldte ydelseskommission sit forslag til et nyt kontanthjælpssystem, der desværre ikke gør noget mærkbart ved børnefattigdommen.

I de kommende måneder vil debatten buldre derudad, mens Folketingets partier forhandler om, hvor meget eller hvor lidt danskere ramt af arbejdsløshed skal have at leve for.   

Og som hver gang, debatten kører, kaster – ikke mindst højrefløjen - rundt med myter og med tal og tabeller, der får det til at se ud som om, at der ikke er en gevinst ved at arbejde, at ledige har højere indkomster end mennesker i arbejde, og at arbejdsløse i det hele taget lever i sus og dus i Danmark.

Så, hvis du er i tvivl om, hvad der er op og ned i debatten, så får du her en mytebuster om de vigtigste temaer i debatten:

• Hvorfor skal en arbejdsløs mor have mere udbetalt i kontanthjælp end mig?

Bare rolig, det får hun heller ikke. Det som ofte skaber de her myter og moralsk panik, er at der i opgørelserne over, hvad kontanthjælpsmodtagere får udbetalt, indregnes alle mulige ydelser og fradrag, der intet har med kontanthjælpen at gøre. Forleden kunne Berlingske således med fede typer fortælle, at en mor med tre børn på kontanthjælp fik udbetalt 23.400 kr. om måneden.

Når man læser sådan en overskrift, så vil man intuitivt sammenligne med det beløb, man selv får udbetalt i løn efter skat. Men det er en helt forkert sammenligning. For i opgørelsen over kontanthjælpsmodtagerens indkomst indregnes børnecheck, boligsikring, delvis friplads og tilmed børnebidraget (som parentes bemærket slet ikke er en offentlig ydelse, men et bidrag for den anden forsøger).  

Desværre udnytter højrefløjen, hver gang debatten kører, kynisk denne forvirring til at fremmane billedet af arbejdsløse danskeres luksusliv.

Pelle Dragsted

Der er altså for det første ikke tale om penge, som kontanthjælpsmodtageren får udbetalt, selv om Berlingske skriver det. Og beløbet omfatter en række ydelser, som også lavtlønnede med børn og i lejebolig har adgang til. Så hvis man ønsker at sammenligne sin indkomst med kontanthjælpsmodtageren, skal man også indregne sin egen børnecheck, børnebidrag, boligsikring og andre universelle bidrag. Og gør man det, vil man hurtigt opdage, at man er stillet betydeligt bedre end mennesker på kontanthjælp.

Desværre udnytter højrefløjen, hver gang debatten kører, kynisk denne forvirring til at fremmane billedet af arbejdsløse danskeres luksusliv.

• Men der er jo næsten ingen gevinst ved at komme i arbejde

Vi har jo hørt, at der er personer, der kun har en fordel på omtrent 2000 kroner om måneden ved at være i arbejde frem for at være på kontanthjælp?
Ja, de findes. Men de er en absolut sjældenhed. I en rapport fra Finansministeriet fra december sidste år, kan man i et bilag på side 274 læse, at der i 2021 vil være under 1500 personer i landet (uden dagpengeret), der tjener 2000 kroner eller mindre på at være i arbejde. Og det store flertal i den gruppe er faktisk i arbejde.

Reelt er tallet formentlig endnu lavere, for når Finansministeriet sammenligner kontanthjælpen med løn, tager de udgangspunkt i HKs mindsteløn for ufaglærte. Men sagen er den, at en HK-overenskomst i virkelighedens verden ikke kun omfatter mindstelønnen, men også for eksempel ferietillæg, tillæg for skæve arbejdstider med mere. Desuden vil man i de fleste tilfælde hurtigt få ret til en højere mindsteløn. Den reelle økonomiske gevinst er derfor, selv for dem med de allerdårligst lønnede jobs, betydeligt større end modellerne antager.  

Og for det store flertal af os, der ikke arbejder til HKs mindsteløn for ufaglærte, er der en enorm økonomisk gevinst ved at være i arbejde. En gennemsnitlig LO-lønmodtager vil for eksempel mere end fordoble sin indkomst ved at gå fra kontanthjælp til arbejde.

• Men selvom der er en gevinst på nogle få tusinde kroner, er det jo ikke meget for at arbejde i 37 timer i stedet for bare at gå derhjemme på passiv forsørgelse?

For det første: Man kan ikke bare vælge at ”gå derhjemme”. For at få ret til kontanthjælp skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og tage imod anviste job, ligesom man også selv aktivt skal søge. Hvis du ikke søger, eller takker nej til et job, lukker kassen. Så enkelt er det.

For det andet: Når man er på kontanthjælp, er der langt fra tale om passiv forsørgelse. Som ledig skal man deltage i tilbagevendende aktiveringsforløb – som for eksempel de såkaldte nyttejob. I København sendes de ledige ud og luge ukrudt på Amager fælled 37 timer om ugen for deres kontanthjælp. Udnyttejob ville faktisk være en mere korrekt betegnelse. 

For det tredje: Der er mange andre incitamenter til at komme ud af kontanthjælpssystemet end højere indkomst. Som kontanthjælpsmodtager må du for eksempel ikke spare penge op, for hvis din formue bliver større end 10.000 kroner bliver du modregnet. At spare op til en familieferie kan du således glemme alt om.

Jeg er ret sikker på, at meget få af dem, der taler forarget om kontanthjælpen reelt ville bytte, hvis de fik muligheden

Pelle Dragsted

Du må heller ikke eje en bil eller et kolonihavehus, og kan tilmed blive tvunget til at sælge din bolig for at kunne modtage kontanthjælp. Og har du sparet op i en kapitalpension, mens du arbejdede tvinges to til at hæve den og betale en strafskat på 60 procent. Og du kan først få kontanthjælp, når du har opbrugt hele dine pensionsopsparing.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de ikke rent økonomiske fordele ved at være i arbejde. Kollegaer, socialt fællesskab, anerkendelse og mening med tilværelsen.
Jeg er ret sikker på, at meget få af dem, der taler forarget om kontanthjælpen reelt ville bytte, hvis de fik muligheden.

• Men er det bedste våben mod fattigdom ikke at folk kommer i arbejde?

Jo, absolut. Det er ingen uenige i. Men sagen er bare den, at folk ikke kommer i arbejde af at blive gjort fattige. Undersøgelser af kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og andre fattigdomsydelser viser, at meget få mennesker er kommet i arbejde som følge af de lave ydelser. Vi taler få hundrede personer, mens titusinder bare er gjort fattigere.

Det skyldes flere ting. En meget stor del af kontanthjælpsmodtagerne, formentlig omkring to tredjedele er mennesker med andre sociale udfordringer end bare arbejdsløshed. Det kan være misbrug, eller psykisk eller fysisk sygdom. Andre har så ringe sproglige og uddannelsesmæssige kompetencer, at det er meget svært at finde et job, de kan bestride. Økonomiske incitamenter virker ganske enkelt ikke, hvis du ikke KAN bestride et job, eller hvis ingen arbejdsgivere vil tilbyde dig et job. For den gruppe er der brug for en håndholdt indsats: Psykologhjælp, sunhedsbehandling, intensiv sprogundervisning, målrettet uddannelse. Det er det lange seje træk der skal til.

Politikerne glemmer også altid at fortælle, at den økonomiske politik helt bevidst opretholder et vist niveau af arbejdsløshed. Den såkaldte ”naturlige” ledighed. Bliver arbejdsløsheden for lav, frygter man nemlig inflation. Vores økonomi har ganske enkelt brug for, at der hele tiden er en gruppe udenfor arbejdsmarkedet der står og banker på. Den bevidste vedligeholdelse af den naturlige arbejdsløshed gør det desto mere kynisk, at særligt højrefløjen udskammer de mennesker, som er ramt af arbejdsløshed. Det er som at pisse på nogen og bagefter sige, at de lugter.

Hvis højrefløjen og Socialdemokraterne virkelig mente det alvorligt, når de siger, at de ønsker at alle skal være i arbejde, så burde de indføre en egentlig ret til arbejde og dermed nedbringe ledigheden til nul

Pelle Dragsted

Hvis højrefløjen og Socialdemokraterne virkelig mente det alvorligt, når de siger, at de ønsker at alle skal være i arbejde, så burde de indføre en egentlig ret til arbejde og dermed nedbringe ledigheden til nul. Det ville betyde at samfundet skulle træde til og sikre arbejde til de personer, som de private arbejdsgivere efterlader på perronen, og til de overflødiggjorte i perioder med høj ledighed.  Med en egentlig jobgaranti, der sikrede, at alle der kan arbejde tilbydes et overenskomstdækket job, kunne vi blive fri for hele diskussionen om kontanthjælpens størrelse og om passiv forsørgelse.

• Rimelige ydelser er gode for alle lønmodtagere

Noget som også alt for ofte glemmes, er at en rimelig kontanthjælp, så længe der findes arbejdsløshed, er en fordel for os alle sammen – også os der er i arbejde nu. Vi er jo alle sammen sårbare: Rammes vi for eksempel af langvarig sygdom, så er der kun syv måneder til kontanthjælpen kalder. Og rammer en ny langvarig finanskrise vil tusinder af os igen falde ud over dagpengekanten fordi perioden er beskåret til to år.

Desuden har forholdene for mennesker i arbejdsløshed direkte indflydelse på forholdene på arbejdsmarkedet. Når frygten for arbejdsløshed er stor, fordi vilkårene er ringe, bliver vi mere tilbøjelige til at acceptere urimelige arbejdsforhold. Det svækker lønmodtagerne overfor arbejdsgiverne. Og faktisk er ydelsesniveauet også med til at bestemme vores lønudvikling. Økonomer er enige om at de laveste lønninger altid vil lægge sig lige over de højeste ydelser for ledige.  Sætter vi ydelserne ned, så følger de laveste lønninger med ned. Også derfor vil der altid være små grupper, der kun får en mindre gevinst ved at komme i arbejde – uanset hvor langt vi sætter ydelserne ned. Det er skruen uden ende.

Endelig ved vi, at fattigdom koster samfundet enorme ressourcer. Børn der vokser op i fattigdom, har langt større risiko for at få sociale problemer senere i livet – problemer der koster samfundet dyrt. Selv ud fra et rent samfundsøkonomisk perspektiv er det derfor en rigtig dårlig forretning, at lade børn vokse op i fattigdom.

I de kommende måneder vil slaget om fattigdom, kontanthjælp og arbejdsløshed rase mens politikerne forhandler om et nyt ydelsessystem. Kast dig ind i debatten, men lad dig ikke narre af højrefløjens myter.