Køb abonnement
Annonce

Ny EU-tænketank ser sig selv som uafhængig, selv om bestyrelsen er fra Dansk Folkeparti

"Jeg har en meget kritisk tilgang til, at det skulle være nødvendigt at have forskere eller politologer med for at have relevant og saglig viden," siger Malte Boehm Larsen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti og formand for bestyrelsen i Tænketanken Heimdal.
"Jeg har en meget kritisk tilgang til, at det skulle være nødvendigt at have forskere eller politologer med for at have relevant og saglig viden," siger Malte Boehm Larsen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti og formand for bestyrelsen i Tænketanken Heimdal.Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
19. februar 2026 kl. 16.51

BRUXELLES: En ny dansk EU-tænketank oprettet i januar præsenterer sig selv som politisk "uafhængig" – men hele bestyrelsen kommer fra Dansk Folkeparti, der vil have Danmark ud af Den Europæiske Union.

"Det er korrekt, at bestyrelsesmedlemmerne og den kreds, der har startet det, har en baggrund i Dansk Folkeparti. Men det kan man jo sagtens have, uden at det påvirker ens arbejde i tænketanken," siger bestyrelsesformand Malte Boehm Larsen i et interview med Altingets europæiske podcast.

Malte Larsen er tidligere formand for Nye Borgerliges Ungdom, men i dag folketingskandidat for DF. Det samme er et andet bestyrelsesmedlem, Tobias Weische, som er tidligere rådgiver for partiets EU-parlamentariker, Anders Vistisen.

Jeg forstår godt, at man får mistanke om, at det er et projekt, der relateres meget til et enkelt parti

Malte Boehm Larsen
Bestyrelsesformand for Tænketanken Heimdal

De to andre medlemmer af bestyrelsen, Chris Bjerknæs og Ivan Hemmingsen, er også tæt tilknyttet partiet. Bjerknæs er tidligere medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, mens Hemmingsen arbejder i partisekretariatet.

"Jeg forstår godt, at man får mistanke om, at det er et projekt, der relateres meget til et enkelt parti. Men det er jo derfor, man helt konkret må kigge på, hvad det er, der kommer fra tænketanken," siger Malte Larsen.

Navnene på bestyrelsesmedlemmerne var indtil for nylig at finde på Heimdals website, men de er nu blevet fjernet.

På sitet kan man læse, at Heimdal er en "uafhængig, medlemsdrevet og EU-kritisk tænketank," som består af en "bred kreds af EU-kritiske danskere, der deler en grundlæggende bekymring: Reguleringen i Europa er gået for langt."

Læs også

Foreløbig har Heimdal omkring 150 medlemmer, der betaler 75 kroner om året for at være med. Ellers finansieres tænketanken ifølge Malte Larsen af anonyme donationer.

Den nye tænketank ser sig selv som en nødvendig modvægt til andre organisationer, medier og eksperter i Danmarks offentlige debat om EU, der ifølge folkene bag Heimdal er alt for ensidigt jubeleuropæiske.

Malte Larsen siger, at Heimdal har intention om at udgive "rapporter og analyser," der ser kritisk på EU’s bureaukrati og lovgivning. Foreløbig er ingen forskere eller akademiske eksperter dog tilknyttet tænketanken.

"Jeg har en meget kritisk tilgang til, at det skulle være nødvendigt at have forskere eller politologer med for at have relevant og saglig viden. Mange af de politologer og forskere inden for EU-området, som jeg ser, har ikke nogen særlig saglig tilgang til EU-lovgivning," siger bestyrelsesformanden.

 

Hør hele interviewet med Malte Larsen ved at klikke på podcasten her i artiklen.

 

Vært og tilrettelægger: Thomas Lauritzen, Altingets Europa-analytiker

Gæst: Malte Boehm Larsen, formand for Tænketanken Heimdal

Producer: Camille Marie Guerry, podcastassistent

 

Læs også

 


Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026