Ny tværpolitisk hjemmeside samler unge

UNG DEBAT: Den nye hjemmeside samfung.dk formår at samle unge med vidt forskellige holdninger og visioner, men hjemmesiden favner langtfra alle unge, lyder dommen fra DSU's og VU's formænd.
Foto: samfung.dk

Nyskabelsen samfung.dk skal fungere som en platform, hvor unge selv kan markere deres standpunkter og forme den politiske debat på deres egne præmisser.

Altinget.dk har bedt de to ungdomspolitiske formænd, Jakob Engel-Schmidt fra VU og Peter Hummelgaard Thomsen fra DSU, vurdere det nye site, og de giver den nystartede hjemmeside rosende ord med på vejen.

"Jeg synes, det er en knaldgod side og et supergodt initiativ. Det er glimrende, at man samler mange forskellige debattører på den samme platform, og at de tager nogle skæve temaer op, som interesserer unge mennesker," siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Kun for eliten
Hjemmesiden indeholder et blogunivers, hvor de unge bloggere, med vidt forskellig baggrund, debatterer alt lige fra politiske emner som SU-reform til mere filosofiske emner såsom definitionen på at være ung.

Fakta
Det er nogle unge studerende fra RUC, der sammen med Yngre Sagen og Mandag Morgen står bag den nye hjemmeside samfung.dk.

Det er hensigten, at hjemmesiden skal henvende sig til alle unge uanset baggrund og på tværs af politiske tilhørsforhold, men det lykkes ikke, lyder vurderingen fra Peter Hummelgaard Thomsen, som mener, hjemmesiden kun henvender sig til de ressourcestærke unge.

"Mange af de emner, der bliver taget op - som for eksempel at være ung iværksætter og indlæg om embedsmænd - henvender sig til den unge elite. Samtidig er flere af bloggerne selv blandt dem, der har fået de bedste karakterer, og er i gang med de bedste uddannelser. Derfor tror jeg ikke, at hjemmesiden vil tiltale de unge ude på erhvervsskolerne eller de unge, der ikke tager sig en ungdomsuddannelse," siger han.

Jeg synes, det er en knaldgod side og et supergodt initiativ. Det er glimrende, at man samler mange forskellige debattører på den samme platform, og at de tager nogle skæve temaer op, som interesserer unge mennesker.

Peter Hummelgaard Thomsen
Formand for DSU

Samtidig efterlyser Jakob Engel-Schmidt nogle debattører med noget mere slagkraft.

"Ingen af skribenterne er i forvejen specielt kendte samfundsdebattører. Det kan godt være en fordel, fordi helt almindelige unge kan udtrykke deres holdning, men jeg tror, det vil være nødvendigt at få nogle flere bloggere med en vis form for pondus, hvis hjemmesiden skal tiltrække noget mere trafik," fastslår han.

Uvis fremtid
Hjemmesidens fremtid afhænger i høj grad af, hvor meget aktivitet der kommer til at være på sitet, vurderer Jakob Engel-Schmidt.

"Nu er der ikke særlig mange, der kommenterer blogindlæggene, og det giver et indtryk af, at siden endnu ikke er voldsomt besøgt. Det er afgørende, at der er noget dynamik og et konstant flow af artikler, som er i stand til at skabe noget debat, ellers tror jeg hurtigt, den kan ende med at blive en del af den underskov af halvbesøgte sider, der aldrig rigtig kommer op at køre," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Jakob Engel-Schmidt

Kulturminister, MF (M)
officer af reserven (Kongens Artilleriregiment 2003), cand.merc. i international business (CBS 2010)









0:000:00