Kommentar af 
Christian Egander Skov

Nye Borgerliges økonomiske plan er liberal arbejderisme

Nye Borgerlige står med sin økonomiske plan for første gang åbent ved sin økonomiske politik for på den måde at vinde vælgere fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Placeholder image
Med Nye Borgerliges økonomiske plan placerer partiet sig reelt på samme side af klassekampen som DF og Socialdemokratiet, skriver Christian Egander Skov. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skatten skal ned, og væksten skal op. Nøglen til at indfri det mål er begrænsning af den offentlige sektors omfang. Ja, det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage. Men det er i virkeligheden et kondensat af Nye Borgerliges meget omtalte udspil med titlen 'Planen – for et mere borgerligt Danmark'.

Om skribenten

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Udspillet er interessant, selvom man næppe skal forestille sig, at et kig ned i 'Planen' også er et kig ind i fremtidens Danmark.

Det første, der kan konstateres, er, at Nye Borgerlige hermed entydigt har lagt en udpræget borgerlig – læs: liberalistisk – linje i den økonomiske politik. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. For sandheden er, at dette i grove træk hele tiden været partiets linje. Sådan da.

Flere har opfattet Nye Borgerliges økonomiske politik som partiets akilleshæl. Det gjaldt om at tale så lidt om den som muligt og så meget om udlændinge som muligt. Analysen har været, at partiets store fremgang siden valget i 2019 dels skyldes, at partiet har fremstået skrappere end Dansk Folkeparti på udlændingepolitikken, dels at Pernille Vermund har fremstået som en mere troværdig repræsentant for en sådan strammerlinje end Kristian Thulesen Dahl.

Et led i denne analyse er, at partiets mange nye vælgere faktisk ikke rigtigt deler partiets liberalistiske økonomiske politik. Reformpolitikken, nedskæringerne og skattelempelser var i dette perspektiv mest af alt en udfordring for partiet, noget som det gjaldt om at få vælgerne til at glemme. Ikke mindst de vælgere, partiet havde fået fra Dansk Folkeparti.

Det har i særdeleshed været analysen i Dansk Folkeparti, som af samme grund har kørt en målrettet kampagne mod Nye Borgerliges økonomiske politik. Dansk Folkeparti har desuden placeret sig ret entydigt til venstre på den økonomiske politik. I hvert fald inden for det borgerlige spektrum. Blandt andet har partiet meldt ud, at man støtter de strejkende sygeplejerskers krav om at gøre op med tjenestemandsreformen af 1969, der ifølge kritikere sikrede et lønhierarki til ugunst for traditionelle kvindefag. Her har Dansk Folkeparti endog lagt sig til venstre for regeringen.

I Dansk Folkeparti opfatter man sådanne afstandsmarkering til Nye Borgerliges økonomiske politik som en af årsagerne til, at det trods alle udfordringer er lykkedes at stabilisere partiets vælgeropbakning. Dette gælder i særdeleshed for ledelsen omkring Kristian Thulesen Dahl, men også partiets mere værdipolitisk orienterede fløj lægger vægt på afstanden til økonomisk liberalisme. Det er ikke her, uenigheden ligger i Dansk Folkeparti.

Nye Borgerliges sats er uden tvivl, at de ved at placere sig entydigt på den økonomiske højrefløj kan vinde vælgere fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance

Christian Egander Skov, kommentarskribent

Med 'Planen – for et mere borgerligt Danmark' kan man roligt sige, at Nye Borgerlige har taget udfordringen op. Det har de gjort ved ikke alene retorisk at stå ved sin økonomiske politik, men placere den økonomiske politik helt centralt i partiets profil – gøre den til et nyt omdrejningspunkt.

Det er måske godt nyt for Dansk Folkeparti, men det er til gengæld dårligt nyt for de andre borgerlige partier, ikke mindst Liberal Alliance. I hvert fald hvis man skal gøre det op i vælgere. Nye Borgerliges sats er uden tvivl, at de ved at placere sig entydigt på den økonomiske højrefløj kan vinde vælgere fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance, der kan kompensere for, at man samtidig har givet større spillerum til Dansk Folkeparti.

Her er vi ved et andet afgørende punkt. For selvfølgelig handler 'Planen' også om udlændinge. Eksempelvis lægger Nye Borgerlige op til, at kontanthjælp kun skal gives til danske statsborgere samt et stop for integrationsprojekter. Men udlændinge er ikke nøgleordet.

Hvad er så nøgleordet? Måske skat? Eller vækst? Gode kandidater.

For 'Planen' lægger op til markante skattelettelser på en række områder. Mest markant er ønsket om flad skat på 37 procent, der ovenikøbet først sætter ind efter de første 90.000 kroner.

Ligeledes er det foruden de konkrete besparelser, der lægges op til, i høj grad den vækst, som partiets reformforslag skal skabe, der skal betale gildet. Skat og vækst er substantielt hjørnesten i Nye Borgerliges forslag, men det er alligevel ikke her energien ligger.

Ja, faktisk lyder skattelettelser og vækst jo som fyndord fra ganske almindelige mainstream-borgerlighed. Omtrent lige så kedeligt som et linoleumsgulv.

Nej, energien ligger i et særligt billede af den offentlige sektor som et sted, der er præget af frås. Her er nøgleordet.

Gang på gang beskrives det, hvordan det offentlige kan reformeres ved netop at skride ind mod frås. Det handler dels om, at det offentlige simpelthen ligger inde med så mange midler, at frås opstår af sig selv. Næsten som en strukturel refleks.

Men jeg tror, det ville være forkert at opfatte omdrejningspunktet i partiets kritik af den offentlige sektor som først og fremmest kritik af strukturer. Dette er ikke Cepos. Strukturer og den slags interesserer ikke rigtig folk. Det gør derimod konkrete fjendebilleder. Politik er med nogen og mod nogen.

Trods enhver afstand til såvel Socialdemokratiet som Dansk Folkeparti stiller Nye Borgerlige sig reelt set på samme side af fronten i kampen mod de snakkende klassers samfundsmæssige dominans.

Christian Egander Skov, kommentarskribent

Det konkrete fjendebillede her er det, som økonomen Jørgen Dich tilbage i 1973 kaldte "den herskende klasse", altså de professionelle forvaltere af velfærdsstaten.

Her drejer det sig dog ikke – som i den borgerlige velfærdskritiks storhedstid – alene om det snævre lag af såkaldte eksperter, ej heller drejer det sig i snæver forstand om Djøf'erne, Glistrups skrankepaver, men om hele den skare af kolde hænder, der inden for det offentlige beskæftiges med det, som antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen har kaldt pseudoarbejde. Det er i høj grad den kreative klasse eller bedre "de snakkende klasser".

Frås handler i dette perspektiv ikke så meget om, at der bliver brugt for meget printerpapir i den offentlige forvaltning. Kritikken udpeger en magtdimension, som typisk tilsløres af vores opfattelse af staten som blot en mekanisme. I klartekst: Potenseringen af statsmagten gennem udbygningen af velfærds- og regelstaten er også en den uddannede middelklasses prioritering af statens ressourcer til sig selv.

Vi ansætter os selv til at identificere ting, vi opfatter som problemer. Derefter ansætter vi os selv til at løse dem eller i hvert fald legitimere, at der rent faktisk er tale om problemer. Problemerne kan i mange tilfælde henføres til andre klasser og gruppers værdier og levevis. Den uddannede middelklasses velfærdsstat er regimentering af samfundet. Sådan kunne kritikken, til dels med rette, lyde.

Uanset om man er enig eller ej, er det på den baggrund, man bør forstå potentialet i Nye Borgerliges udspil.

Frås er ikke bare frås. Frås er klassekamp. Og selvom Nye Borgerlige med sin økonomiske politik tilsyneladende ligger en linje, der af mange borgerlige såvel som socialdemokrater vil blive opfattet som håbløst liberalt, skriver partiet sig faktisk ind i midten af vor tids definerende klassekamp – og trods enhver afstand til såvel Socialdemokratiet som Dansk Folkeparti stiller Nye Borgerlige sig reelt set på samme side af fronten i kampen mod de snakkende klassers samfundsmæssige dominans.

Det er arbejderisme på en ny måde.

Omtalte personer

Pernille Vermund

MF, stifter og formand, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser