Lisbeth Knudsen: Det er et farligt tegn, når hver femte dansker slukker for nyhederne

Jordskælv i Tyrkiet og Syrien. Tusinder af mennesker har mistet livet under sammenstyrtede huse og millioner er uden et hjem og basale fornødenheder.

Krig i Ukraine på 12. måned. Udsigterne ved fronten synes ikke at forrykke sig med andet end bittesmå skridt, og millioner af mennesker i Ukraine lider under angsten for næste bombeangreb, utrygheden om krigens udfald og af mangel på forsyninger som vand, el og varme. Produktionen af krigsmateriel kører på højeste omdrejninger både i Rusland og i Vesten, og forsvarsbudgetterne spurter i vejret.

Klimamålene fra Parisaftalen bliver ikke nået, og storbyer som København vil komme til at døje med stigende vandstand i havet og oversvømmelser. Nedskydning af kinesisk overvågningsballon og stigende globale spændinger. 

De balancerer mellem pligten til at holde sig opdateret som samfundsborger og frygten for at ende i apati, angst og modløshed.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Og herhjemme ekstremt pres på sygehusenes akutafdelinger og årelange ventetider på behandling og operation for mange danskere. Og regeringen spår flere svære reformer de kommende år - ud over den med Store Bededag – for at redde vores velfærdssamfund, der har udsigt til at blive mere og mere udfordret i sin nuværende model. 

Fortsæt selv listen over dårlige nyheder, ulykker og katastrofer. Det her var bare menuen for en enkelt dag. Der er nok at tage af. Hvad der da også betyder, at flere og flere mennesker simpelthen lukker af for nyhederne for ikke at blive momentant deprimerede. De balancerer mellem pligten til at holde sig opdateret som samfundsborger og frygten for at ende i apati, angst og modløshed.

Reuters Institute Digital News Report for 2022 når frem til, at 20 % af danskerne ofte eller indimellem aktivt undgår nyhederne – et tal, der er steget fra 15 % i 2019. Ifølge Reuters rapport er det især unge, der ikke opsøger nyheder aktivt.

Næsten hver tredje unge dansker undgår nyheder, og tallet stiger. I landene omkring os er tallene endnu højere. Hvis man kigger på årsagerne til nyhedstrætheden, så er de på tværs af landene inklusive Danmark i den internationale undersøgelse:

• Mængden af nyheder gør mig træt
• Politik og dårlige nyheder fylder for meget
• Nyhederne gør mig i dårligt humør
• Nyhederne er ikke troværdige
• Nyhederne fører til skænderier
• Der er ikke noget, jeg kan gøre med oplysningerne

Nyhedsformidling handler ikke kun om at viderebringe fakta. Det er noget, der rammer følelserne hos folk. Nyhederne rammer en stemning af magtesløshed, konfrontation og frustration, hvis de bliver serveret uden håb, uden nytteværdi på anden måde end medmenneskelig sympati med jordskælvsofre og krigsofre. Fordi man sidder tilbage med oplevelsen af ikke at kunne handle på begivenhederne.

Professionelle nyhedsmedier i stort tal funderer over, hvad man skal gøre ved tendensen til nyhedstræthed. Vi skal på den ene side fortælle om verdens og rigets tilstand. Vi sender modige reportere på reportageture til fronten for at følge klima- og naturkatastrofer udspille sig rundt omkring i verden og til at følge dagligdagen på en akutafdeling på et sygehus. Vi får kloge analyser og eksperters vurderinger i lange, lange baner. Mangfoldigheden af medier og nyhedsudbud har aldrig været større, hvis vi har behov for at finde nogen, som vi stoler mere på end andre. 

Det store og gode spørgsmål er selvfølgelig: Hvordan håndterer vi, hvis nyhedstrætheden breder sig endnu mere?

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Vi er endnu ikke som i USA nået dertil, at vi ikke kan hilse på naboen, hvis han eller hun stemmer anderledes end en selv, men holdningen til for eksempel vaccinerne og håndteringen af coronaen kunne splitte os og fremkalde en polarisering, vi ikke har set før i samfundet.

Det store og gode spørgsmål er selvfølgelig: Hvordan håndterer vi, hvis nyhedstrætheden breder sig endnu mere? Spørgsmålet er stillet her af en, der selv er nyhedsfreak og ville blive mere dårlig af ikke at have hørt det seneste nye end af at have hørt det.

Fordi uden at vide, hvad der foregår, kan vi slet ikke handle på det. Så er vi bare henvist til at være tilskuer til livet.

Lad os prøve udelukkelsesmetoden på de seks hovedårsager til nyhedstrætheden:

For det første: Vi kan ikke få eksplosionen i mængden af nyhedsmedier og nyhedsudbud tilbage i tandpastatuben. Indholdet er for længst trykket ud over hele fladen. Så vi må foretage et personligt valg. Vælge de medier, som vi stoler på, og som udkommer med et indhold, der er relevant og giver mening for os hver især.

At politik og dårlige nyheder fylder for meget kunne vi jo godt tænke over. Ikke mindst over to ting. For det første: Har vi alt for mange opdateringer og mellemfaser. Som en sagde til mig forleden, så ”forholder jeg mig ikke til, om der er 20.000 eller 32.000 eller 40.000 døde ved jordskælvet i Tyrkiet og Syrien. Jeg behøver ikke en opdatering hver time. Det er nok for mig at vide, at det er kolossalt mange mennesker, og jeg kan godt regne ud, at der stadig må ligge mange under ruinerne.”

Men vi skulle nok overveje balancerne her, hvis vi ikke skal have folk til at gå i nyhedssort.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

På samme måde mente den pågældende ikke at have behov for en opdatering hver time på forhandlingerne i Finansministeriet gang på gang, men fint bare at få resultatet, da man alligevel ikke har indflydelse på det, der foregår i de lukkede rum, og journalisterne ikke kan andet end gentage det samme og det samme om processen uden for de lukkede glasdøre.

Kan vi gøre noget ved det? Ja, vi kan skrue ned for de mange værdiløse mellemregninger. At vi er til stede i verdens brændpunkter med et par danske øjne, er vigtigt, og jeg har kæmpe respekt for de dygtige udlandskorrespondenter og udsendte, vi har i Danmark, men de må gerne bruge mere tid på de specielle reportager og mindre på at live-opdatere. Og stor respekt for de politiske journalister, der hele tiden skal opdatere og analysere – ofte på basis af ingenting, erfaringen og lidt lommeuld. Men måske kunne vi undvære det og bruge meget mere tid på resultaterne.

For det andet: Er vi gode nok til at skabe balance i nyhedsbilledet? Jeg ved, at mange af mine kolleger føler et kæmpe ansvar for at udfylde mediernes demokratiske opgave med at holde magthavere til ansvar og med at fortælle om det, der ikke går som beregnet og som ender i konflikter, skandaler, ulykker eller fejltrin. Om det der ikke holder tidsplanen, eller som får uventede konsekvenser. 

Men viser vi også i en rigtig balance dem, der har fundet nogle løsninger. De historier, der giver håb om, at vi er på vej et bedre sted hen? Det som er eksempler, vi kan lære noget af?

Jeg er ikke tilhænger af, at alt skal puttes ned i en kasse af konstruktivisme og positive nyheder. Det er også utroværdigt. Men vi skulle nok overveje balancerne her, hvis vi ikke skal have folk til at gå i nyhedssort.

For det tredje: Vi ser ikke en polarisering i Danmark, som det opleves i mange andre lande. Vi har en kulturtradition for et fællesskab og en samfundsmæssig homogenitet med meget mindre ulighed, end vi ser andre steder. Men der er klare tendenser til en mindre tolerance. Til en kortere lunte i debatterne på de sociale platforme og en større krænkelsesparathed, hvis vi oplever noget, der rammer uden for skiven i forhold til vores egne normer, tabuer og holdninger. Tonen er blevet så hård på nettet, at mange holder sig helt væk. Vi er der lige med det samme med hånden på tasterne, og vi tillægger hinanden de dårligste motiver på forhånd.

Det sætter også sit præg på vores indtagelse og tolkning af nyhederne og ikke mindst det følelsesregister, som de kan udløse. Facebook-aktivisme kan hurtigt bringe os ind i forskellige lejre, der bekriger hinanden verbalt. Her er det de professionelle mediers rolle på en måde at være de voksne i rummet og bringe indsigter, solid viden og fakta ind på den ophedede scene.