Kronik

Observatører: "Planen, der skulle løse migrantkrisen" er en humanitær katastrofe

KRONIK: I 2016 blev samarbejdet mellem Tyrkiet og EU om at bremse flygtningestrømmen mod Europa præsenteret som ”planen, der kan løse migrationskrisen”. Men planen er i dag endt i horrible forhold for millioner af mennesker, fortæller to observatører, der for nylig har besøgt områderne i Tyrkiet og Syrien.

<b>HJEM:</b>&nbsp;Det, mange flygtninge kalder 'hjem', er blot blå presenninger over slidte, beskidte madrasser. Et hjem, der skal holde vinteren, regnen og frygten ude, skriver to&nbsp;observatører.
HJEM: Det, mange flygtninge kalder 'hjem', er blot blå presenninger over slidte, beskidte madrasser. Et hjem, der skal holde vinteren, regnen og frygten ude, skriver to observatører.Foto: Lars Schmidt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Lemberg-Pedersen
Adjunkt på Global Refugee Studies (GRS)


& Maren Elise Skjerlie Gilling
Undervisningskonsulent og skribent



For mange af de over 3,5 millioner
fordrevne mennesker i Tyrkiet har samarbejdet om migrationskontrol mellem EU og Tyrkiet betydet, at de må leve en udsat tilværelse, usynlige for den vestlige verden. Europæiske politikere ynder at sige, at aftalen mellem EU og Tyrkiet har sat en prop i EU's grænser. Men hvad betyder det egentlig? Vi har rejst intensivt gennem Tyrkiet og undersøgt konsekvenser for flygtninge.

Ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet arbejder syriske flygtningebørn under slavelignede forhold for tyrkiske bønder. Børnene fortæller, at de om morgenen ved solopgang bliver hentet af en tyrkisk bondemand i en hvid minibus. Han kører dem ud på marken, hvor børnene arbejder indtil solnedgang.

Langs muren er der opført mere end 100 vagttårne, nogle med fjernbetjente maskingeværer. Højtalere advarer på flere sprog dem, der nærmer sig ingenmandslandet. 

Martin Lemberg-Pedersen & Maren Elise Skjerlie Gilling

De fortæller, at de får vand og mad og sparer sammen til familien på et lille kreditkort, manden giver dem. Med det kan de købe de grøntsager, de selv har dyrket. Hvis bondemanden har overskud efter høsten, får de løn. Måske.

Små piger bliver afhentet om morgenen af biler og vender først tilbage ud på natten. Frygtsomme. Indelukkede.

De tvang hende til at se sin bedstemor få stukket en saks i munden og truede hende med at klippe bedstemors tunge af, hvis hun græd.

Martin Lemberg-Pedersen & Maren Elise Skjerlie Gilling

Alt dette bunder i hændelser, der ligger to år tilbage i tid.

En ny plan med nye problemer
I 2016 blev samarbejdet mellem Tyrkiet og EU præsenteret som en slags humanitær intervention, der lukkede for kyniske smuglerruter, og hvor deportationen af syrere fra Grækenland til Tyrkiet blev omtalt som en ”en-til-en omfordeling”. Hver gang Tyrkiet modtog én syrisk flygtning fra Grækenland, skulle Europa modtage én fra de tyrkiske lejre.

Politikerne fejrede hurtigt samarbejdet som historisk. Angela Merkel kaldte aftalen et gennembrud, og Lars Løkke mente, at det ville slå smuglermodellen ihjel. Danske medier snakkede om ”planen, der kan løse migrationskrisen”.

Men bådmigrationen er faktisk slet ikke stoppet. Fra august til november 2017 ankom der i snit 3.955 mennesker hver måned. Folk flygter altså stadig, men ender nu i overfyldte græske lejre som Moria, der af EU's egen nødhjælpsinstitution, ECHO, kaldes for en humanitær katastrofe. Og i mangel på lovlige flugtruter er det stadig smuglerne, der står for transporten. Nu dyrere og farligere.

Også samarbejdets såkaldte humanitære omfordeling er fuset ud: I marts 2017 var kun 1.487 syrere blevet sendt tilbage fra Grækenland til Tyrkiet. Og EU har kun modtaget 3.565 syrere. Aftalen er i stedet endt som et afskrækkelsesværktøj, der bruges til at signalere til flygtninge, at de skal holde sig fra Europa.

De ”usynlige” lejre og børnearbejde
I Tyrkiet er det kun op mod 10 procent af flygtningene, der sidder i de officielle lejre. Og langs grænsen til Syrien bor tusindvis af syriske flygtninge i, hvad der engang var midlertidige lejre.

Det, de kalder ”my home”, er blot blå presenninger over slidte, beskidte madrasser. Et hjem, der skal holde vinteren, regnen og frygten ude. Et hjem, hvor de syriske flygtninge igen skal lære at elske og tilgive, og hvor de skal forsøge at stykke de splintrede rester af deres børns barndom sammen til noget tåleligt. Lejrene fremstår mest af alt som lossepladser, hvor barfodede børn trasker rundt i brugte bleer, tømte glasflasker og brugte kanyler.

Mange af de flygtninge, der bor i disse lejre, er uregistrerede. De har formået at krydse den officielt lukkede tyrkiske grænse. En ung familiefar fra Racca fortalte os, at han betalte en tyrkisk soldat 2.000 US dollars per familiemedlem for passage, og sådanne illegale grænsekrydsninger betyder, at de ikke registreres.

Konsekvenserne er ikke til at tage fejl af. Mange børn er radmagre og syge uden adgang til lægebehandling, for det kræver også registrering. Det er også svært at få dem i skole.

I en af byerne tæt på den syriske grænse bor Rana. Rana arbejder på gaden og indsamler pap, papir, nylon, flasker og plast fra skraldespande. Når mørket kommer snigende, tager hun sammen med sine brødre til en fabrik for at aflevere, hvad de har indsamlet. Rana har aftalt med sine brødre, at hun venter udenfor. Deres tyrkiske chef slår dem nemlig, hvis de ikke har indsamlet nok skrald.

De tyrkiske myndigheder anerkender ikke eksistensen af denne type lejre. Og da internationale ngo'er er bange for at miste licensen til at operere i landet, tier de om disse lejre og menneskene i dem. Men derved er de også med til fortsat at legitimere et system, hvor hundredetusindevis af ”usynlige flygtninge” lever under katastrofale forhold.

Betonmuren og ingenmandslandet
På en pløjemark ved den tyrkisk-syriske grænse mødte vi 10-årige Manar og hendes familie. Deres telt var vådt og koldt, og hun kunne slet ikke lide at bo der.

Hun fortalte os om IS-krigere, der med store våben og vilde blikke stormede deres hjem midt om natten. Hvordan de flåede hende ud af den varme seng, og hvordan de tvang hende til at se sin bedstemor få stukket en saks i munden, og truede hende med at klippe bedstemors tunge af, hvis hun græd. Hun gestikulerede også, hvordan det ser ud, når en pistol presses ned i ens mund.

Den nat tvang IS dem væk fra deres hjem. ”Jeg havde stadig min pyjamas på, da vi flygtede fra IS”, fortalte Manar. Som Manar fortalte også Ahmed fra byen Racca om soldaters skud i natten. Om hvordan syrere, han flygtede med, blev skudt ved grænseovergangen.

Manar og Ahmed står ikke alene med deres historier. Lokale fortæller om skud hver nat, og ifølge Syrian Observatory for Human Rights har tyrkiske grænsevagter siden september 2017 dræbt mindst 42 civile, der har forsøgt at klatre over den nybyggede 911 kilometer lange betonmur. Alligevel prøver desperate mennesker at klatre over ved hjalp af stiger, når mørket falder på. Nogle gange lykkes det.

Dødszonen
Kigger man over muren, kan man se ruinerne af Kobane, og arealet foran er forvandlet til en dødszone, ryddet for alle huse og træer. Der skydes på alt, som bevæger sig. Langs muren er der opført mere end 100 vagttårne, nogle med fjernbetjente maskingeværer. Højtalere advarer på flere sprog dem, der nærmer sig ingenmandslandet.

EU har betalt 262 millioner kroner for posteringen af 82 pansrede Cobra II militærkøretøjer ved muren. De bruger varmefølsomme kameraer på periskop-arme til at spejde fra muren og ind i Syrien. Søgende efter menneskelig bevægelse. Den del af samarbejdet nævnes ikke i de europæiske skåltaler.

Men samarbejdet mellem EU og Tyrkiet er virkelighed og har i stigende grad brutale konsekvenser. I Danmark omtales dets effekt stadig kun, i forhold til om Tyrkiet har succes med at holde folk på flugt fra at komme til landet uden tanke på, hvordan dette opnås. Men de trøstesløse forhold, som Rana, Manar og Ahmed udholder lige nu, viser, at det er på høje tid, at danske og europæiske politikere tager egen rolle i samarbejdet og dets brutale konsekvenser op til genovervejelse.

------

Maren Elise Skjerlie Gilling, undervisningskonsulent og skribent. Udvikler undervisningsmaterialer om børn på flugt til den danske skole. Aktuel med udstillingen "De drømmer stadig".

Martin Lemberg-Pedersen, adjunkt på Global Refugee Studies (GRS), Aalborg Universitet, ph.d. i filosofi fra Københavns Universitet (KU). Forsker og underviser i asyl, migration, integration og grænsekontrol med fokus på Libyen, Grækenland og Tyrkiet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Maren Elise Skjerlie Gilling

Undervisningskonsulent, skribent, debattør

Martin Lemberg-Pedersen

Chef for politik og samfund, Amnesty International Danmark

0:000:00