Kommentar af 
Jes Søgaard

Professor: Københavnerne har landets dårligste sundhedsvæsen

KOMMENTAR: Region Hovedstaden burde objektivt set tilbyde landets bedste sundhedstilbud til dens borgere, men gør det modsatte. Er regionsrådene og koncerndirektionen overhovedet klar over, hvad der foregår?

Region Hovedstaden klarer sig dårligst på en lang række parametre, skriver sundhedsøkonom Jes Søgaard. Her foto fra Herlev Hospital.
Region Hovedstaden klarer sig dårligst på en lang række parametre, skriver sundhedsøkonom Jes Søgaard. Her foto fra Herlev Hospital.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Jes Søgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Region Hovedstaden har de objektive forudsætninger for at have landets bedste sundhedstilbud til sin befolkning.

Hvorfor viser tallene så det modsatte? Hvorfor skal regionens borgere have de ringeste sundhedstilbud i landet – ringere end i Sjælland og i Nordjylland, som vi hører om problemer fra så tit?

Ved de det i Region Hovedstaden – i Regionsrådets Forretningsudvalg, i koncerndirektionen og ude på sygehusene? Og hvad vil de gøre ved det? Og er det ikke sådanne paradokser, som en kommende sundhedsreform fra Christiansborg burde adressere i stedet for nye grænsestreger i det danske sundhedslandskab?

Region Hovedstaden er den største af de fem regioner. Regionen har den mindst komplicerede geografi, helt klart den længst uddannede befolkning, og da sundhedsuddannede gerne vil bo i byer og gerne i hovedstadsområdet, har regionen ikke samme rekrutteringsudfordringer som for eksempel Region Sjælland og Region Nordjylland.

Den faglige kvalitet kan i en del år være resistent over for dårlig ledelse, men ikke vedvarende resistent.

Jes Søgaard
Professor i sundhedsøkonomi, SDU

Regionen burde objektivt set kunne tilbyde de bedste sundhedstilbud til dens borgere, men gør det modsatte.

I 2016 introducerede Regeringen, Danske Regioner og KL i fællesskab Det Nationale Kvalitetsprogram for Danmarks sundhedsvæsen. En vigtig del i programmet er monitorering af, hvor gode sundhedstilbuddene til borgerne er.

Til det formål udvalgtes otte mål, som der monitoreres på med mellem to og otte indikatorer for hvert mål. I september i år offentliggjorde Sundhedsministeriet de første målinger på de i alt 37 indikatorer.

For hele landet under ét og for hver region offentliggjordes indikatormålinger for op til fire år, oftest 2014 til 2017.

Jeg lagde alle 698 ’valide’ målepunkter ind i et Excel-ark og talte op og beregnede regionernes indbyrdes rankings samt afvigelser fra landsgennemsnit på de enkelte indikatorer og på kryds og tværs.

Og jeg fandt følgende for Region Hovedstaden: Regionen klarer sig konsekvent dårligst af de fem regioner på første mål, 'Bedre sammenhæng', i alle fire år, og det forværres over tid.

Det handler om alt fra flere akutindlæggelser på sygehusene, som burde kunne forebygges, patienter, der bliver liggende for længe efter, at de er færdigbehandlede, over til for mange ikke-ajourførte medicinoplysninger på patienterne.

Eneste lyspunkt er, at patienterne i Region Hovedstaden hyppigere end i de fire andre fastholdes i arbejde.

Det andet mål er 'Styrket indsats for kronikere og ældre', hvor Region Hovedstaden igen ligger dårligst i alle fire år – dog nu med en tendens til, at de ligger lidt tættere på den fjerdebedste i 2017 end i 2014.

Og en af de fem indikatorer i dette mål er overbelægning på medicinske afdelinger, hvor regionen faktisk klarer sig ok.

På det tredje mål, 'Forbedret overlevelse og patientsikkerhed', klarer Region Hovedstaden sig bedst i 2013, men falder så desværre til en delt sidsteplads med Region Sjælland i 2016.

Det fjerde mål hedder 'Behandling af høj kvalitet' og måles på kun to indikatorer, nemlig samlet målopfyldelse på den faglige kvalitet i de 85 kliniske kvalitetsdatabaser for alle landets sygehuse, hvor Region Hovedstaden klarer sig dårligst i 2016 og 2017 – og næstdårligst før, og den anden indikator er antal bæltefikseringer i psykiatrien, hvor regionen har færrest. Så samlet set scorer Region Hovedstaden relativt højt på dette mål – nemlig med en tredjeplads.

På målet 'Hurtig udredning og behandling' kæmper Region Hovedstaden om at komme op på en fjerdeplads foran Region Nordjylland. Og det går faktisk nogenlunde på kræftområdet og også voksenpsykiatrien, men samlet set over de syv indikatorer på det mål klarer Region Hovedstaden sig markant ringest i 2017, men i årene før overhaler de lige Region Nordjylland.

Det sjette mål handler om 'Patienttilfredshed og patientinddragelse', og her er det Region Sjælland, som Region Hovedstaden kæmper for at skubbe væk fra fjerdepladsen – og det lykkes især for voksenpsykiatrien.

Samlet resulterer det i en delt sidsteplads for de to østdanske regioner.

'Flere sunde leveår' er det syvende mål, og her ligger Region Hovedstaden en smule over middel, og det gør regionen også på målet 'Effektivitet' – selvom produktiviteten på regionens sygehuse er faldet lidt i 2016 og 2017.

Region Hovedstaden ligger ikke bedst på bare ét af de otte mål, som man bedømmer sundhedstilbud til danske borgere på, men dog heller ikke dårligst på dem alle – kun fem af de otte.

Når jeg sammenfatter regionværdiers landsafvigelser, henholdsvis rankings over alle 37 indikatorer på tværs af alle otte mål, så ligger Region Hovedstaden konsekvent på en femteplads.

På afvigelsesscore (fra landsgennemsnit) scorer Region Hovedstaden -263, Region Sjælland -59, Region Midtjylland 86, Region Nordjylland 89 og Region Syddanmark 159.

Dette gælder for det sidste måleår. Region Hovedstaden scorer væsentligt lavere end alle andre fire regioner i alle fire år, men de andre regioners relative placering varierer noget.

Jeg ved godt, at det her kun er tal, men det er dog faktiske målinger, altså empiriske data, på 37 indikatorer, som man i sundhedsvæsenet (politisk, administrativt og ikke mindst fagligt) er blevet enige om vigtigheden af og målemetoder for.

Min rapporteringsstil ligner nok sportsjournalistens mere end kvalitetsekspertens.

Men altså, hvis vi måler alle de her indikatorer og tror på dem, så skal vi da forholde os til målingerne og bruge dem aktivt til forbedring. Hvis regioner, som ligger dårligt, skal lære af regioner, som ligger i toppen, skal regionernes politikere vide, hvordan de ligger i målingerne.

Som bosiddende i Region Hovedstaden har jeg siden regionsdannelsen i 2007 fulgt udviklingen i regionen, og selvfølgelig har der været udfordringer i både organisation og økonomi. Men det har der i alle fem regioner.

På mig virker det, som om man på de øverste ledelsesniveauer i Region Hovedstaden, det vil sige i forretningsudvalg og koncerndirektion, har haft for lidt fokus på eller i hvert fald beskeden succes med at få løst de store organisatoriske knaster med især de stærke lægegrupper.

Man kan være enig eller uenig om 1813-ordningen og ligeså om Sundhedsplatformen, men det er vel rimeligt at konstatere, at de forbliver uløste problemer og uenigheder i regionen.

Om det er udtryk for en særlig grad af egenrådighed i Region Hovedstadens topledelse, kan jeg ikke vurdere.

Flere af de 37 indikatorer afhænger også af kommunernes indsats og de praktiserende lægers og ikke kun af regionerne og deres sygehuse. Her er det samarbejdet på tværs af de forskellige sektorer.

Der kan være mange forskellige årsager til, at Region Hovedstaden ifølge sundhedsvæsenets egne indikatorer leverer så ringe sundhedsstand til dens borgere.

Efter min bedste vurdering er der imidlertid ikke noget objektivt i regionens geografi, befolkning eller rekrutteringsbasis, som kan forklare, hvorfor regionen leverer de ringeste resultater blandt landets fem regioner.

Jeg blev i et tv-interview spurgt, om regionens borgere og patienter havde grund til ængstelse, og det er svært at svare på, men jeg valgte at svare nej.

Den faglige kvalitet kan i en del år være resistent over for dårlig ledelse, men ikke vedvarende resistent.

Jeg noterer, at Region Hovedstaden stadig ligger i top med fem års relativ overlevelse efter kræftdiagnose, men desværre falder hjertedødeligheden langsommere i regionen sammenlignet med de fire andre, og målopfyldelsen i de kliniske kvalitetsdatabaser (lægernes kvalitetsmålinger) er begyndt at falde i regionen, hvor den stiger i de fire andre.

Jeg blev ærlig talt overrasket over, at Region Hovedstaden har klaret sig så dårligt i den første omfattende og flerårige måling af kvaliteten af sundhedsvæsenets tilbud til danskerne.

Jeg havde forventet, at Region Sjælland ville klare sig dårligere, og måske også Region Nordjylland, fordi disse to regioner har en vanskeligere geografi, større rekrutteringsudfordringer og relativt flere kortuddannede borgere.

Men Region Hovedstaden klarer sig konsekvent dårligst!

Jeg spørger mig selv, om de overhovedet er klar over det i regionen – oppe i regionsgården i Hillerød og på de ti sygehuses direktionskontorer? Og hvad vil de gøre ved det? Måske tage til Vejle næste gang, de er ude at lære nyt – det er også billigere end at rejse til Verona i Wisconsin.

--------------

Jes Søgaard er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet. Han har forsket i og om sundhedsvæsenet i snart 40 år og var i 14 år direktør for DSI Institut for Sundhedsvæsen. Han har også været cheføkonom i Kræftens Bekæmpelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jes Søgaard

Professor, Syddansk Uni.
cand.rer.soc. (Syddansk Uni. 1980)

0:000:00