OL i Kina er en skændsel for den danske regering

Vi har de seneste år – med rette – debatteret den helt horrible beslutning at tildele det lille golfregime Qatar VM-værtskabet i 2022. Vi kender efterhånden alle det dystre bagtæppe, som VM i fodbold næste år vil blive afviklet på baggrund af.

Det anslås, at inden der er fløjtet i gang ved den første kamp, vil mere end 7.000 migrantarbejdere have mistet livet, mens forskellige menneskerettighedsorganisationer fortsat kan berette om de horrible forhold, som arbejderne lever og arbejder under. Det er derfor helt på sin plads, at vi har – og fortsætter med at have – den debat.

Men det kan undre, at vi i lyset af kampen for menneskerettigheder mere eller mindre har forbigået, at der lige om lidt er vinter-OL i Kina. Et land, der om nogen kan gøre Qatar striden værdig, i discipliner som undertrykkelse, tortur, og forsvindinger.

Det er som om, at vi i ny og næ har brug for en påmindelse om, at Kina udover at producere det meste af vores elektronik, og være hjemsted for billige kopiprodukter, også er et repressivt regime, som ikke tøver to sekunder med at skille sig af med politiske modstander og undertrykke minoriteter.

Men det kan undre, at vi i lyset af kampen for menneskerettigheder mere eller mindre har forbigået, at der lige om lidt er vinter-OL i Kina. Et land der om nogen kan gøre Qatar striden værdig i discipliner som undertrykkelse, tortur, og forsvindinger.

Tarek Hussein
Kommentarskribent

Tag for eksempel landets muslimske mindretal – det såkaldte Uighur-folk – som i årevis har været udsat for ikke alene et kulturelt folkedrab, men også interneringslejre, tvangssterilisation, tvangsarbejde og tortur.

I en rapport fra sommeren 2021 konkluderer Amnesty International i organisationens hidtil største undersøgelse af den kinesiske undertrykkelse af mindretallet, at ”Kinas myndigheder har i stort omfang skabt et dystopisk helvede i Xinjiang. Uighurer, khasakker og andre muslimske minoriteter udsættes for forbrydelser mod menneskeheden og andre alvorlige forbrydelser, som truer med at udslette deres religiøse og kulturelle identitet.”

Kina er altså et de facto brutalt diktatur, og så har vi ikke en gang berørt masseovervågningen, regimekritikeres forsvindinger, undertrykkelsen af demokratiske stemmer i Hong Kong og hypersensitiviteten ved den mindste kritik (host, hos Tibet).

Det er det land, som vi lige om lidt sender atleter, erhvervsbosser og politikere til, når vinter-OL skal afholdes. I det lys - og i lyset af fokusset på Qatar - kan det undre, at vi ikke har debatteret vinter-OL mere, end vi har.

Det kunne vel ikke have noget at gøre med, at der i det ene tilfælde er tale om en lille, ubetydelig ørkenstat med yderst begrænset interesse for danske virksomheder, modsat et land, hvor der er massive danske eksportinteresser på spil?

Tarek Hussein
Kommentarskribent

Det kunne vel ikke have noget at gøre med, at der i det ene tilfælde er tale om en lille, ubetydelig ørkenstat med yderst begrænset interesse for danske virksomheder, modsat et land, hvor der er massive danske eksportinteresser på spil?

Nej, det kan da overhovedet ikke handle om det. Vi går jo op i ytringsfrihed og demokrati – er det ikke det, som vi hele tiden banker danske muslimer i hovedet med? Principper som angiveligt aldrig kan være til debat eller diskussion.

Det må gerne gøre ondt at stå på for noget i den her verden – også hvis det koster på pengepungen. Og hvis undskyldningen er, at Danmark er et lille ubetydeligt land, så behøver vi ifølge den logik ikke tøve meget mere.

Senest har blandt andet USA, Australien og Storbritannien meddelt, at de boykotter vinter-OL og derfor ikke kommer til at sende diplomatiske repræsentanter afsted til legene.

Det ville derfor klæde den danske regering, at grave efter og finde en rygrad for så at meddele kineserne, at vi selvfølgelig ikke kan sende repræsentanter til et regime som igen og igen bliver afsløret i massive krænkelser af menneskerettighederne.

Det er meget svært at tage regeringens kamp for ytringsfrihed og demokrati særligt seriøst, når man grundlæggende er villig til at sælge ud af samtlige principper, når regimer som Kina bare åbner munden.

Jeg håber derfor, at regeringen snart får tungen på gled og i øvrigt, at medierne kan grave den samme interesse og kritik frem af Kina, som de kunne overfor Rusland og nu Qatar.