Anmeldelse af 
Nima Zamani

Omstridt lærebog om mellemøstlig kultur forvrænger virkeligheden: “Bør for alt i verden ikke indgå i skolernes undervisning”

Undervisningsbogen 'Danmarks kulturmøder med Mellemøsten' af lektor Iman Hassani lægger op til, at danske folkeskole- og gymnasieelever skal lære at gå kildekritisk til værks, når magthavere og medier omtaler muslimer og Mellemøsten. Men der er ironisk nok mere behov for en kildekritik af Hassani selv.

I bogen 'Danmarks kulturmøder med Mellemøsten - Fra vikingetiden til Krigen mod terror' fylder terrorangrebet i 2015 mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København kun en halv side ud af i alt 230 sider. Og så er den halve side endda behæftet med misinformation, skriver Nima Zamani.  
I bogen 'Danmarks kulturmøder med Mellemøsten - Fra vikingetiden til Krigen mod terror' fylder terrorangrebet i 2015 mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København kun en halv side ud af i alt 230 sider. Og så er den halve side endda behæftet med misinformation, skriver Nima Zamani.   Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Danmarks kulturmøder med Mellemøsten - Fra vikingetiden til krigen mod terror
Iman Hassani
223 sider, Forlaget Frydenlund, netop udkommet

 

Om det er lektor Iman Hassanis bevidste hensigt, skal jeg ikke gøre mig klog på, men i sin bog 'Danmarks kulturmøder med Mellemøsten' ender hun med at fremstå både islamapologetisk og ude af stand til at se bort fra egne personlige overbevisninger.

Således er problematisk undervisningsmateriale omhandlende mellemøstlig kultur i Danmark på vej ind i de danske folkeskoler og gymnasier.

Der synes ingen ko på isen for så vidt angår første del af lærebogen, hvor Iman Hassani byder på en historisk gennemgang af vikingernes og arabernes færden og ageren fra år 800-1050, samt de danske korsfarere fra år 1050-1500.

Men så slutter festen også. Brat.

Nonsens og misinformation 
Lærebogen er påduttet undertitlen 'fra vikingetiden til krigen mod terror', men højst usædvanligt fylder Danmarks første terrorangreb i 2015 – rettet mod Synagogen, Krudttønden og dermed ytringsfriheden – knap en halv side ud af i alt 230 sider. Læg dertil, at denne sølle halve side er behæftet med misinformation.

Hassani påstår, at motivet bag Omar El-Husseins angreb var ukendt. Det er nonsens.

Nima Zamani, Advokatfuldmægtig, fhv. vært på Podimo

Hassani påstår, at motivet bag Omar El-Husseins angreb var ukendt. Det er nonsens. Omar El-Hussein havde op til sit angreb terrormateriale på sin telefon, og han betroede sig til jihadisme på Facebook i minutterne op til angrebene.

Så mens lektor Hassani gør meget ud af at præsentere eleverne for problemet i, at pressen har en tendens til at kalde angreb fra muslimer for terror, men angreb fra hvide mænd som Breivik for massemord, evner hun ikke selv at kalde Omar El-Husseins angreb for, hvad det øjensynligt var.

Derudover fremstilles Muhammedkrisen så subjektivt, at man næsten fristes til at spørge lektoren, hvilken sten hun sov under i 2005. Hun mener, at tegningerne havde to ofre. På den ene side Flemming Rose, der sidenhen har måttet leve med PET-beskyttelse og Kurt Westergaard, der blev forsøgt myrdet med en økse på sin egen bopæl. På den anden side imamerne, der følte, at bølgerne vedrørende tegningerne gik så højt, at de ikke kunne træde frem i den offentlige debat uden at brænde nallerne.

Det bør ikke være nødvendigt at påpege, at dét at føle sig uvelkommen i den offentlige debat ingenlunde kan eller bør sidestilles med at være tvunget til at leve et helt liv med politibeskyttelse eller noget så grusomt som at blive forsøgt myrdet med en økse, fordi man har tegnet noget, nogen ikke bryder sig om.

Det lader også til, at Iman Hassani forsøger at negligere betydningen af Muhammedtegningerne ved at påstå, at det ikke står helt klart, hvorfor Jyllands-Posten overhovedet valgte at trykke tegningerne. Men dét står altså lige så klart som, at Omar El-Husseins motiv var terror, at Jyllands-Posten valgte at trykke tegningerne for at tage et opgør med den selvcensur, religiøs fanatisme afstedkom.

Burkaforbuddet behandles også enormt ensidigt. Det fremstilles som symbolpolitik, hvilket ikke kan anfægtes, fordi forbuddet i praksis rammer så få personer. Men hvordan en lærebog, der vælger at behandle symbolpolitikken bag burkaforbuddet, kan komme udenom at nævne, at beklædningen de facto har til formål at undertrykke kvindens eksistens, ja, det er en gåde.

Lærebogen gennemgår endda definitionerne af de forskellige islamiske klæder, men uden at berøre klædernes reelle, kvindeundertrykkende formål. I stedet vælger Iman Hassani at henvise til ét debatindlæg, hvor én kvinde forklarer, at hun er ked af forbuddet, fordi lige præcist denne kvinde bærer burkaen af egen frie vilje.

Baseret på en påstand uden belæg, konkluderes det i øvrigt skråsikkert, at Krigen mod terror udelukkende har skabt mere terror. At nå frem til dette kræver, at man – hvilket Iman Hassani ikke gør – dokumenterer, hvor meget terror, der var før Krigen mod terror, samt hvor meget terror, der har fundet sted efter krigen mod terror. Der er i øvrigt tale om en kontrafaktiskhed, fordi man ikke kan fastslå, hvor meget terror, der ville være, hvis ikke det var for netop Krigen mod terror.

Problematisk undervisningsmateriale 
Hvad der kunne have været en lærebog, der rent faktisk gjorde de danske folkeskole- og gymnasieeelever klogere på både de negative og positive konsekvenser af Danmarks møder med mellemøstlig kultur, ender i stedet med at blive en forvrængning af virkeligheden, hvilket er problematisk, når den henvender sig til unge og dermed mere ukritiske elever. Islamapologetisk cherrypicking bliver forklædt som fakta leveret af en overbevisende lektor-titel.

Det vil aldrig være overflødigt med en lærebog, der lægger op til at debattere, hvorvidt muslimer bliver marginaliseret i det danske samfund. Dette kan belyses med et hav af eksempler. Men de eksempler bogens forfatter vælger, undergraver desværre muligheden for den diskussion.

En lærebog skal naturligvis vurderes ud fra succeskriterierne for en lærebog, hvilket må være at afdække fagligt indhold objektivt - med nuancer fra begge relevante sider af sagen. Og hér dumper 'Danmarks kulturmøder med Mellemøsten' utvivlsomt. Der er tale om en lærebog skrevet efter forfatterens eget politiske forgodtbefindende, hvorfor der herfra opfordres til, at den ikke går hen og bliver en del af de danske uddannelsesinstitutioners pensumlister.

Omtalte personer

Nima Zamani

Advokatfuldmægtig
cand.jur. (Københavns Uni.)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion