Opråb fra kommuner om servicelov: Vi har ikke brug for flere paragraffer

Af Brian Skov Nielsen (EL), rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, Henrik Vallø (K), formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, Louise Høeg (V), formand for Socialudvalget i Randers Kommune, Thomas Krarup (S), rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, og Thomas Medom (SF), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune
Vi har brug for landspolitisk opmærksomhed på handicapområdet.
Borgernes tillid til den kommunale handicapindsats er faldende, og efterspørgslen på handicaptilbud og ydelser stiger - uden at der følger penge med. Det er en udfordring, vi godt kan løse, men det kræver en anden og mere fleksibel lovgivning, end den vi har i dag.
Desværre frygter vi, at den kommende revision af serviceloven vil gå den modsatte vej. At den vil føre til endnu mere proces- og detailregulering, som i sidste ende ikke kommer borgerne til gode. Vi har ikke brug for, at endnu flere medarbejdere skal jonglere endnu flere paragraffer.
Borgernes tillid til den kommunale handicapindsats er faldende, og efterspørgslen på handicaptilbud og ydelser stiger - uden at der følger penge med.
Vores medarbejdere skal i stedet ud og tale med borgerne om deres individuelle behov og drømme og så målrette nogle tilbud derefter.
Har Christiansborg redskaberne?
Borgere med handicap har krav på en aktiv tilværelse, hvor de på egne præmisser kan være en del af samfundet, fællesskabet, og for manges vedkommende, også arbejdsmarkedet. Desværre mangler vi i dag de rette redskaber til at understøtte den bevægelse.
Når vi kigger ned i værktøjskassen, kan vi kun hive fat i stramme sagsbehandlingsregler. Det svarer til at skrue en skrue i væggen med en hammer: Det er dyrt, det er tidskrævende, og det imødekommer ikke de behov, vi er sat i verden for at løse.
Vi kender den kommunale virkelighed, og vi har pligt til at berette om den. Derfor kommer vi nu med et kommunalt og tværpolitisk opråb til landspolitikerne. Fra Venstre og Konservative til SF og Enhedslisten sender vi et stærkt signal om, at der er brug for at gentænke handicapindsatsen.
Uanset politisk ståsted ønsker vi alle det gode liv for mennesker med handicap.
Vi er klar til at løse opgaven - er Christiansborg klar til at give os redskaberne?
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- Tidligere kommunaldirektør: Vi har ladet andelen af elever med skolevægring vokse. Børnene mister især to ting
- Mennesker er ikke kun rationelle, men styres af følelser og normer. Det skal afspejles i lovgivningen, mener forsker


































