Forskere i opråb til Søren Pind: Vi bliver stavnsbundet af ny skatteaftale

Af Anette Larner & Rosanna Farbøl
Hhv. ph.d.-stipendiat og ph.d, videnskabelig assistent, Aarhus Universitet

Den nye skatteaftale vedtaget 6. februar 2018 stiller krav til, at man skal have opholdt sig i Danmark eller EU-/EØS-lande de seneste syv ud af otte år for at modtage sociale ydelser som for eksempel dagpenge.  

Regeringens argument er, at man skal have en fast tilknytning til Danmark og have bidraget til samfundet, før man kan modtage sociale ydelser. Selvom aftalen undtager visse grupper, så har I tilsyneladende glemt at tage højde for de højt specialiserede forskere på de danske universiteter.

Danmark er en vidensøkonomi, og i fremtiden bliver vi ikke mindre afhængige af international vidensdeling og samarbejde også i den viden, som ligger uden for EU.

Vi er de facto stavnsbundet til Danmark og EU/EØS med de nye regler, men videnskabelige nybrud kender ingen grænser.

Anette Larner & Rosanna Farbøl
Ph.d.-stipendiat og videnskabelig assistent, Aarhus Universitet

Med det opholdskrav, der ligger i den nye skatteaftale, vil det få store konsekvenser for forskere og deres partnere og ægtefæller at takke ja til et ophold i bl.a. USA, Canada, Asien, Australien og måske Storbritannien. Det får ikke bare konsekvenser for dem og deres karriere, på sigt får det også konsekvenser for det danske samfund, at vi lukker os inde om os selv.

Derfor skriver vi til dig, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Som vi ser det, risikerer vi med dette lovforslag, at nogle af landets mest lovende forskertalenter bliver tvunget til at opgive at efterstræbe en forskningskarriere, eller at den højtuddannede talentmasse, der arbejder i udlandet, ikke vender hjem til Danmark igen.

Anette Larner & Rosanna Farbøl
Ph.d.-stipendiat og videnskabelig assistent, Aarhus Universitet

Karrieremuligheder forringes
I dag er situationen på de danske universiteter, at international mobilitet vægtes højt.

Især unge forskere bliver i stigende grad underlagt et krav om internationalisering som led i deres akademiske karriere.

Aarhus Universitet har netop vedtaget en ny ansættelsespolitik, hvor en af de syv normer for fastansættelse er ”længerevarende ophold ved én eller flere udenlandske og internationalt anerkendte forskningsinstitutioner”. I praksis skal ”længerevarende” tolkes som en post.doc gennemført i udlandet. Det vil sige, at for at blive ansat som adjunkt eller lektor skal man som udgangspunkt have forsket ved et udenlandsk universitet og skabt stærke netværk i en længere periode.

AU har i praksis administreret efter denne ansættelsespolitik gennem længere tid, og det samme gælder flere af landets andre universiteter. Det er der flere gode grunde til, da internationaliseringen kan bidrage til at kvalitetssikre forskningen, give bedre muligheder for ekstern finansiering af projekter og sikre, at vi er ’cutting edge’ i Danmark. Der er ingen tvivl om, at det er den vej, udviklingen går i forskningsverdenen, ikke bare i Danmark men også internationalt.

Stavnsbundet unge forskere
Med de nye skatteregler er særligt unge forskere ikke bare ringe stillet, vi er fanget i et regulært Catch 22.

For at gøre karriere og på længere sigt bidrage til videreudviklingen af dansk forskning skal vi, efter at have færdiggjort en ph.d., på et længerevarende ophold ved en udenlandsk forskningsinstitution, men hvis vi opholder os uden for EU i blot 13 måneder, fraskriver vi os retten til dagpenge de næste syv år, når vi vender hjem.

Det er i øvrigt på trods af, at vi har betalt for vores a-kasse medlemskab igennem flere år og har fast tilknytning til Danmark. Sat lidt på spidsen bliver vi i praksis straffet for at tage en post.doc på University of Princeton i stedet for på Syddansk Universitet. Og 13 måneder er i forskningssammenhæng endda et kort ophold, da de fleste post.docs varer to eller tre år.

Reglerne rammer selv sagt ikke kun yngre forskere, men også den seniorforsker, der siger sit job i Danmark op for i en periode at varetage en stilling i udlandet med henblik på at søge ny inspiration, men som derefter vender hjem til Danmark.

Usikkert jobmarked
Grundet den fagligt højtspecialiserede gruppe, vi tilhører, er jobmulighederne generelt usikre, og det gælder naturligvis især for nyuddannede. Konjunkturer, forskningsprioriteringsstrategier og uddannelsespolitik skifter.

Som det akademiske arbejdsmarked fungerer, kan der på intet tidspunkt gives garantier for, at der vil være et job, når en forsker vender hjem efter et, to eller tre år. Vi er altså afhængige af et sikkerhedsnet. Det er desuden uklart i aftalen, som den er udformet og offentligt tilgængelig nu, om den ’blot’ er problematisk ved arbejdsløshed, eller om den på længere sigt også får betydning for dagpengeretten ved sygdom og barsel.

Problemet bliver så meget desto større, da det jo ikke bare er en midlertidig udfordring ved hjemkomst efter et udlandsophold.

Tabet af dagpengeretten gælder de næste syv år! Ikke mindst for forskere, der har en lav ph.d.-alder, er der en stor chance for, at en barsel kan komme på tale i løbet af de syv år, og arbejdsløshed og sygdom kan jo ramme alle.

Vi er de facto stavnsbundet til Danmark og EU/EØS med de nye regler, men videnskabelige nybrud kender ingen grænser.

Familier rammes hårdest
Det er desuden klart, at de nye regler vil gå hårdest ud over de forskere, der har stiftet familie, for det er jo ikke bare den udrejsende forskers ret til sociale ydelser, der tabes, det er også partnerens.

Vi spiller hasard med hele familiens eksistensgrundlag. Såfremt den unge forsker er i den privilegerede position, at ens partner og børn har mulighed for at rejse med, befinder man sig i et yderligere dilemma.

Man risikerer ved hjemkomst til Danmark, at begge står uden mulighed for dagpenge, hvis der ikke umiddelbart er et job at komme tilbage til. Har man f.eks. giftet sig med én, der er ansat i en konjunkturfølsom branche som arkitekt- eller byggebranchen, er dette en betragtelig risiko, man må overveje. Og det gælder som sagt i de følgende syv år for begge.

Det er syv år uden sikkerhedsnet, hvis vi eller vores partner mister et job, bliver syge eller går på barsel. Det er en stor risiko at tage.

Afskaffer vi meritokratiet?
En konsekvens af skatteaftalen vil også være en social slagside i form af en økonomisk diskriminering, da den mindre økonomisk bemidlede unge forsker ikke vil have mulighed for at opretholde sit og familiens eksistensgrundlag uden job og uden dagpenge.

Det vil kræve en betydelig personligformue på kistebunden, hvis en forsker fuldstændigt skal forsørge sig selv og sin familie ved ledighed. Det har langt de færreste mulighed for. Dette punkt i skatteaftalen vil give en social skævvridning i forhold til, hvem der tør satse på et udlandsophold, og det underminerer idealet om meritokrati.

I stedet for, at de klogeste og dygtigste får mulighed for en forskningskarriere, bliver det dem, der er økonomisk bedst stillet. Når privatøkonomi bliver afgørende for at kunne opnå en forskerkarriere, forringer det den sociale mobilitet inden for forskningen.

Taber en generation af talenter på gulvet
Som vi ser det, risikerer vi med dette lovforslag, at nogle af landets mest lovende forskertalenter bliver tvunget til at opgive at efterstræbe en forskningskarriere, eller at den højtuddannede talentmasse, der arbejder i udlandet, ikke vender hjem til Danmark igen.

Resultatet er i begge tilfælde det samme: Vi mister muligheden for at udnytte det potentiale, der er i de mange dygtige danske forskere. Vi taber ikke blot en generation af dygtige forskertalenter på gulvet, men må også indse, at det får konsekvenser for samfundet mere bredt, at danske forskere opgiver at søge inspiration, viden og idéer fra verden omkring os.

Der er altså et diametralt modsætningsforhold mellem regeringens skattepolitik og realiteterne på universiteterne og det akademiske arbejdsmarked.

De unge forskere skal bidrage til at bringe Danmark fremad. Vi står for morgendagens nye forskningsgennembrud og fremtidens innovation, men med de nye skatteregler er vi stavnsbundet. Hvem er det, man forestiller sig, der skal varetage forskning, undervisning og formidling på sigt, hvis man gør det mindre attraktivt og mere usikkert for juniorforskere at satse på en forskerkarriere?