Paula Larrain: Jeg vil sige Dem tak, Henri

KLUMME: Kongehuset har ikke mistet sin relevans, når det kan få folk så meget op at køre over sine dispositioner. Men det er vist på tide, at vi begynder at adressere al det hykleri, som vores monarki er indhyllet i. Skal vi beholde det, som det er, eller skal vi sige tak for forestillingen, spørger Paula Larrain. 

Selv den del af folket, som er pænt ligeglad med stort set alt, kan man observere give sit besyv med på sociale medier: For eller imod Prins Henrik. Eller prinsgemalen. Kong Henrik, hvis man er på Ekstra Bladet.

Jeg holder med Prins Henrik. Je suis Henri. Jeg forstår hans frustration. Gennem 50 år er han blev mobbet, nedgjort af en bred folkeskare, som aldrig rigtig kunne værdsætte hans franskhed og krævede ham dansk på trods.

Han er et morsomt menneske. Et kunstnerisk gemyt med mange facetter. Følsom og flot. Han har opdraget to sønner. På fransk facon. For han er jo fransk. Han har stået regenten bi, gået tre skridt bag, når det krævedes og taget stiltiende imod offentlighedens mange hån og slag.

Nu gør han oprør. Nu vil han ikke finde sig i det længere. Og jeg klapper af det.

Godt gået, Henrik, godt udholdt!

Hans beslutning er et slag i ansigtet på det hykleri, der hersker omkring kongehuset. De skal være ophøjet, men de skal også være folkelige og gøre, som folket vil have det. De skal være specielle, men helt ydmyge, som folket vil have det. De skal være overmenneskelige, men ikke tro sig bedre end menig mand.

Men Prins Henrik ER bedre end menig mand. Hvis man ser bort fra positionen, så var han før sit giftermål en dygtig karrierediplomat. Han er en dygtig forfatter, han er digter, en kunstner, en skaber. Man forstår godt, at kronprinsesse Margrethe faldt pladask for ham i sin tid, og at de har haft et godt fællesskab i deres interesser.

Jeg forstår også, hvordan det har slidt på dem som mennesker – for ja, det er de altså – at være udstillet i en gigantisk glasmontre. Med frihed til at bevæge sig, men altid under opsyn. Med frihed til at rejse, men endelig ikke sige, hvad man føler og tænker.

Monarkiet er en anakronisme. På godt og ondt. Heldigvis fik vi i 1849 en grundlov, der kopierede de frihedsprincipper, som Henriks hjemland var vigtig bannerfører for. Frankrig er filosoffernes land. Skønhedens land. Smagfuldhedens land. Vores systems moderne arne.

Så meget desto større bliver kontrasten til Danmark, når det ultimative argument for at få Henrik til at makke ret er det pekuniære. "Vi har givet dig en masse millioner og derfor skal du gøre, som vi siger. Det har vi betalt dig for!"

Det er en barsk besked: Du bliver i sidste ende kun målt materielt.

Altså, det danske folk har købt nogle mennesker til at behage sig og underholde sig. Holde sammen på en romantisk forestilling om et imaginært samlingspunkt.

Opfører de sig mærkeligt, ja, så skal de afrettes. Har de måske ikke fået penge for at holde facaden?

Det danske folk kan til enhver tid stoppe pengestrømmen. Det står flertallet frit for. Monarkiet holdes oppe af demokratiet, ikke omvendt. Hvis man vil bestemme kongehusets gøren og laden, skal man ikke længere kalde det et kongehus, og man bør sætte den fine familie fri.

Jeg er personligt ikke længere sikker på, at de har fascinationskraft nok til at holde sammen på en hel nation. En nation, der er internt splittet som så mange andre nationer over globaliseringens farer og muligheder. Måske skal vi til at diskutere, om det konstitutionelle monarki skal udvikle sig til noget andet. Et eventyrland er vi i hvert fald. Vi er et land med gode som såvel dårlige skikke. Dronningen har gjort et fantastisk stykke arbejde for at holde sammen på illusionen, men måske har tiderne ændret behovet. Det elitære er ikke længere værdsat. Alt skal være lige, men ikke når det ødelægger glansbilledet.

Jeg tager hatten af for Prins Henrik og for Kongehusets ærlige kommunikation af, hvad der foregår. Tak, for det. Og jeg tager ikke mindst hatten af for Dronning Margrethe. Jeg læser hendes opgivelse som kærlighed. Som om hun siger: "Min mand har det ikke længere godt med det her, og jeg giver ham friheden til at sige fra."

Det her er ikke et slag i ansigtet på hende, som flere kommentatorer påstår. Det her er et slag i ansigtet på folkets forestilling om, hvad skuespillet skal gå ud på.

Selvfølgelig har jeg stadig håbet om, at de bliver begravet sammen uanset konflikten her. For man er vel en håbløs romantiker, trods alt.

Og så er det i øvrigt ved lejligheder som disse, at jeg savner H.C. Andersen allermest.

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Mellem knive, kanyler og kvaksalvere Flemming Chr. Nielsen: Mellem knive, kanyler og kvaksalvere Næste artikel Lars Tvede: DR genudsender bevidst Cortzens løgne om Schweiz Lars Tvede: DR genudsender bevidst Cortzens løgne om Schweiz
Kaare Dybvad: Boligområdet er vigtig værdipolitik

Kaare Dybvad: Boligområdet er vigtig værdipolitik

INTERVIEW: Han vil dæmme op for udenlandske kapitalfondes indtog i Danmark. Gerne inden for seks måneder. Skellet mellem rig og fattig skal bygges væk, og boligpolitikken skal gøres til værdipolitik. Altinget har interviewet landets nye boligminister, Kaare Dybvad (S).