Penge fra Facebook kan føre til polarisering af danske medier  

Hvis danske politikere tvinger Facebook til at betale direkte til private medier, risikerer de at styrke polariseringen og svække konkurrencen i den danske mediebranche.

Placeholder image
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Chefredaktør på Altinget siden maj 2017.

Jakob Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret international økonomi ved CBS. Han har i en årrække været ansat på Politiken, bl.a. som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Senest var han redaktør for Politikens netavis.

Forfatter til en lærebog om EU, en politisk biografi af Helle Thorning-Schmidt samt en bog om modstandsmanden og redaktøren Børge Outze.

 

Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Lyt til artiklen

For mange år siden var jeg som journalist på rejse til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Her mødte jeg en gruppe demokratiforkæmpere, og deres første krav var at få lov at betale skat i den stenrige ørkenstat.

Set med danske øjne lød det fjollet – landet svømmede i penge, så hvorfor insistere på at betale skat til den allerede bugnende statskasse? Svaret giver sig selv: hvis borgerne er med til at betale gildet, kan de også kræve indflydelse på, hvordan de skal bruges.

Det er den gode gamle regel: den, der betaler musikken, bestemmer hvad der spilles.

Dilemmaet fra Abu Dhabi er værd at have i baghovedet i den aktuelle debat om, hvorvidt Facebook og andre techselskaber skal betale en form for afgift til publicistiske medier, fordi de linker til deres indhold.

Spørgsmålet er selvsagt, hvad Facebook skal have for pengene, hvis de tvinges til at betale medier for helt almindelige opslag. Skal Facebook bestemme mere over, hvad danske medier skriver og deler? Og det spørgsmål leder logisk videre til det næste: nemlig hvordan disse potentielle penge fra Facebook skal fordeles?

Skal pengene gå til de medier, der poster flest opslag? Til dem, der henter flest klik? Eller til de medier, der genererer flest kommentarer og delinger?

Da kulturminister Joy Mogensen (S) søndag aften deltog i tv-programmet Deadline på DR2, var der ikke svar på den slags konkrete spørgsmål. Forståeligt nok, for det er svære spørgsmål. Men når regeringen inden længe fremlægger et lovforslag om emnet, skal den nok være klar med nogle bud.

I debatten om at lade techselskaberne betale til de traditionelle medier, er det vigtigt at skelne mellem to forskellige situationer.

Den ene er det, man kan kalde en link-tjeneste – nemlig når medier som Altinget, Berlingske eller DR deler en artikel på et socialt medie som Facebook, Twitter eller LinkedIn. Her er der tale om, at medierne selv tager initiativet til at dele deres indhold, typisk for at invitere nogle læsere indenfor på egne hjemmesider.

Det vil være det ultimative paradoks, hvis en lov, der skal begrænse Facebooks indflydelse, ender med at give selskabet endnu større magt over danske medier  

Jakob Nielsen, Chefredaktør

Den anden situation er, hvad man kan kalde en citat-tjeneste – nemlig når techselskaber som Google, Apple eller Facebook opretter deciderede nyhedstjenester, der af egen drift udvælger nyheder og linker til dem via en hjemmeside eller hjemmeskærmen på en smartphone.

Her tager medierne ikke selv initiativet, og de kan derfor med god ret hævde, at techselskaberne skal betale for at bryde mediernes ophavsret, også selv om de kun bringer overskrifter eller korte uddrag.

Den slags nyhedstjenester forsøger techselskaber som Facebook, Google, Apple og Amazon alle at rulle ud på forskellige måder.

På Facebook har tjenesten form af en særlig fane i brugernes feed, hvor der ligger nyheder. Den er endnu ikke lanceret i Danmark, men Facebook indgik for nylig en aftale med en række førende britiske medier om, at de lader deres stof indgå i den britiske version af nyhedstjenesten mod en aftalt pris. Tilsvarende har Google lavet en aftale med franske medier om at indgå i Googles nyhedstjeneste.

Imens er forholdet mellem medier og Facebook gået i hårdknude i Australien. Her handler striden ikke (alene) om Facebooks nye nyhedstjeneste, men om en lov, der forpligter Facebook til at indgå en aftale med landets publicistiske medier om betaling for brug af deres indhold. Vel at mærke betaling for det, vi ovenfor kaldte link-tjenesten, altså den hvor medierne selv har postet deres indhold på sociale medier.

Sådan en aftale nægter Facebook at indgå, og i protest over den nye lov har Facebook nu blokeret for at dele indhold fra australske medier. Så er der i hvert fald ikke noget at betale for.

Facebooks argument er, at firmaet faktisk hjælper medier ved at lade dem dele indhold, fordi det skaber trafik, som medierne både kan bruge til at sælge annoncer og til at hverve nye abonnenter.

Omvendt argumenterer politikere og mange mediechefer, at Facebook takket være indhold fra publicistiske medier har skabt noget, der ligner et monopol på at distribuere nyheder, og at selskabet derfor bør bruge lidt af sit gigantiske overskud på at finansiere det kvalitetsindhold, som medierne producerer.

Debatten i Danmark ligner mere den i Australien end den i Storbritannien.

Danske medier har i samlet flok sagt nej til at deltage i techselskabernes citattjenester, og blandt andet derfor findes de ikke i Danmark endnu.

Men flere danske mediekoncerner med JP/Politiken og Berlingske i spidsen kræver nu, at især Facebook skal tvinges til at betale for det, jeg ovenfor kalder link-tjenesten. Altså for at bringe de opslag, der linker til mediernes artikler.

Og senest har kulturminister Joy Mogensen (S) signaleret, at hun er enig og inden længe vil fremsætte et lovforslag, der pålægger techselskaberne at indgå en aftale med medierne om betaling for link-tjenesten.

Vi kender ikke detaljerne i regeringens forslag, men idéen om at tvinge Facebook til at betale direkte til medierne – i stedet for til statskassen – indebærer mindst tre oplagte risici:

For det første risikerer modellen at styrke de store mediehuse på bekostning af mindre spillere og dermed bremse fornyelsen på medieområdet.

Store mediehuse som JP/Politiken, Berlingske, Jysk Fynske Medier og TV2 vil oplagt stå meget stærkt i forhandlinger med Facebook om betaling for indhold, mens mellemstore medier (heriblandt Altinget) vil stå svagere og helt små nichemedier eller opstartsvirksomheder vil stå meget svagt.

Hvis medierne skal forhandle aftalen med techselskaberne kollektivt, risikerer en masse mindre medier, som ikke er medlem af interesseorganisationen Danske Medier, at stå helt uden for og dermed få endnu sværere ved at etablere sig på et i forvejen vanskeligt marked. Og hvis pengene fra Facebook fordeles efter omsætning, vil det bidrage til at fastfryse de nuværende magtforhold i mediebranchen.

For det andet risikerer modellen at føre til mere polariserende indhold i danske medier. Hvis betalingen fra Facebook skal afgøres af, hvor mange klik eller hvor meget engagement, mediernes indhold skaber, vil det belønne de mest tabloide medier. Vi ved, at Facebooks algoritmer belønner indhold, der vækker stærke følelser, og derfor kan en betalingsmodel ende med at styrke de mest kyniske medier, mens mere seriøse medier sættes tilbage i konkurrencen.

For det tredje risikerer modellen at føre til en slags privatisering af mediestøtten i Danmark.

Sidste år var der afsat 371 mio. kroner til mediestøtte i Danmark (ud over de 3,1 mia. kroner til Danmarks Radio). Hvis man forestiller sig, at Facebook indgår en aftale med de private medier om at betale 200 mio. kroner om året, vil det være en stor fristelse for mange politikere at beskære mediestøtten med et tilsvarende beløb. Det kan betyde, at ansvaret for en del af den danske mediestøtte over tid lægges i hænderne på private, udenlandske selskaber i stedet for at være demokratisk besluttet i Folketinget.

Det vil være det ultimative paradoks, hvis en lov, der skal begrænse Facebooks indflydelse, ender med at give selskabet endnu større magt over danske medier  

Samlet set vil der derfor være en stor risiko for, at en betalingsordning mellem Facebook og de private medier medvirker til at fastfryse en dansk model, der belønner eksisterende medier, hvoraf nogle har en forældet forretningsmodel. Omvendt kan ordningen gøre det ekstremt svært for nye spillere at komme ind på markedet. Og lad mig nu gøre det helt klart: min bekymring handler ikke om Altinget, som for længst er blevet en etableret spiller i den danske mediebranche. Men andre og mindre spillere kan få det endnu sværere, end de allerede har det.

De fleste er enige om, at den nuværende situation, hvor techselskaberne støvsuger nationale og lokale annoncemarkeder og reelt ikke betaler skat, er uholdbar.

Men problemet kan løses på flere måder. I den amerikanske delstat Maryland har lovgiverne netop vedtaget en særlig skat på annonceindtægter, som ventes at ville indbringe 1,5 mia. kroner om året til delstaten, der har omtrent samme størrelse som Danmark.

Hvis man valgte den model, kunne staten vælge at bruge alle eller nogle af pengene på at styrke danske medier ud fra nogle gennemskuelige og demokratisk vedtagne principper.

Og på den måde ville man komme ud over dilemmaet fra Abu Dhabi: nemlig risikoen for, at Facebook ender med at bestemme, hvilken musik, der skal spilles i danske medier.

 

Omtalte personer

Joy Mogensen

Fhv. kultur- og kirkeminister, borgmester (S), Roskilde Kommune
BA i kultur- og sprogmødestudier (Roskilde Uni. 2005)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser