Kommentar af 
Per Stig Møller

Per Stig Møller: Vestens svigt overfor Ukraine er bitter historieskrivning

Vestens svigt overfor Ukraine bærer mindelser om Frankrigs og Storbritanniens svigt i 1938 i München. Nu er det eneste håb, at Ukraine mirakuløst holder ud, og at russerne vågner op og opdager, hvor isolereret de står, og hvilket forbryderregime de har ladet få magten, skriver tidligere udenrigsminister Per Stig Møller.

Selenskij har advaret Vesten mod først at komme med hjælpen, når det hele er forbi – og var det ikke for den overraskende stædige, ukrainske kamp- og modstandsvilje, havde det nu været for sent, skriver Per Stig Møller.
Selenskij har advaret Vesten mod først at komme med hjælpen, når det hele er forbi – og var det ikke for den overraskende stædige, ukrainske kamp- og modstandsvilje, havde det nu været for sent, skriver Per Stig Møller. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Per Stig Møller
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Det var et gammelt og velkendt spil,/ i Danmark/ når ånden vågner, er riget sat til."

Således skrev Johannes V. Jensen i digtet 'Cecil'. I dag kunne han med rette have skrevet "Europa" i stedet for blot Danmark, for det, vi er vidne til i disse tragiske dage, er Europas sene opvågnen efter gentagne svigt i forhold til Ukraine. 

Svigt, der bærer mindelser om Frankrigs og Storbritanniens svigt i 1938 i München, hvor de for at mætte den tyske tiger – og uden at spørge Tjekkoslovakiet – stak den Sudeterland i munden. Selv om Hitler erklærede, at nu havde han ikke flere krav, tog han straks Memelland fra Litauen, og et halvt år efter besatte han Tjekkiet og gjorde Slovakiet til et selvstændigt land.

Og dét er just sådan, Ruslands Putin optræder i dag. Som den på Østeuropa så kyndige journalist Vibeke Sperling skrev i 2014 var Putins strategi at gøre Ukraine til en "failed state". Han mente, Ukraine slet ikke skal eksistere, tog Krim og løsrev to østukrainske provinser, som han nu har anerkendt som selvstændige stater.

Historien om Ukraines vej mod Vesten og Vestens svigt overfor Ukraine er bitter

Per Stig Møller, tidl. udenrigsminister

Ligesom Hitler går han nu efter hele kagen – og når sulten melder sig igen, vil han gå efter Moldova, der også har et stort russisk mindretal. Derefter vil han skabe uro i det estiske Narva, men så længe Nato holder, vil han nok holde fingrene væk fra Nato-territorium. Men hvad sker, hvis Trump vender tilbage i 2025?

I de sidste døgn er ånden vågnet i Europa og tilmed i Tyskland. Nu sendes der endelig blandt andet Stinger-raketter af sted. Men hvorfor dog udbasunere det? Den slags siger man først, når raketterne er ankommet, for nu ved russerne da, hvad de for alt i verden skal undgå kommer ind i Ukraine.

Den nye tyske regering anført af Scholz og Baerbock er imidlertid blevet så vred over, at Putin og Lavrov har løjet dem lige op i deres hoveder, at de nu har set faren fra Rusland i øjnene og derfor stoppet Nord Stream 2 og bebudet kraftige forhøjelser i forsvarsbudgetterne. Nu går Tyskland ind i europæisk sikkerhedspolitik, og vi skulle nok følge med og se at komme af med forsvarsforbeholdet.

Selenskij har advaret Vesten mod først at komme med hjælpen, når det hele er forbi – og var det ikke for den overraskende stædige, ukrainske kamp- og modstandsvilje, havde det nu været for sent, og Ukraine ville stå som et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man stoler på Vesten.

I 1993 besluttede Jeltsin at lade Ukraine beholde Krim, og i 1994 anerkendte Rusland Ukraines uafhængighed og grænser. Samtidig underskrev Rusland, USA og Storbritannien Budapest-memorandummet, hvorefter det nye Ukraine afleverede de atomvåben, det havde fra Sovjettiden, til Rusland, der sammen med USA og Storbritannien til gengæld herfor garanterede Ukraines grænser og selvstændighed.

Den garanti viste sig at være værdiløs. Rusland behøver ikke at frygte et ukrainsk atomsvar på det russiske angreb, og USA og Storbritannien mente ikke noget med garantien. Og ironisk nok truer Putin nu Vesten med et atomangreb, hvis det blander sig.

Læs også

Da USA så i april 2008 forsøgte at imødekomme den vestvendte præsident Justjenkos ønske om optagelse i Nato, blev det støttet af østeuropæerne og blandt andet Danmark, men forhindret først og fremmest af Frankrig og Tyskland med skuffende stor hjælp af Norge, der på dette afgørende topmøde var repræsenteret af Jens Stoltenberg og Jonas Gahr Støre.

Stoltenberg står nu som Natos generalsekretær med følgerne af blandt andet Norges nej til Ukraine. Havde vi i 2008 givet Ukraine en Membership Action Plan med "fast treck", havde Rusland ikke dengang været i stand til at forhindre det. Men da Ukraine ikke fik andet end et løfte om en gang med tiden at blive medlem af Nato, benyttede Rusland denne ventetid til først at lemlæste og derefter som nu at smadre Ukraine for at få det tilbage i folden som en del af det af Putin den Store genskabte Storrusland.

Det sidste svigt før katastrofen leverede igen Tyskland og Frankrig, da de sammen med Rusland pressede Ukraine til i 2015 at indgå Minskaftalen, der reelt ville give de to udbryder-republikker hånd- og halsret over Ukraines sikkerheds- og udenrigspolitik.

I 2002 bad tilmed den Ruslandvenlige Janukovitj om at komme med i EU. Vi havde formandskabet, og jeg anbefalede, at man gik i gang med optagelsesprocessen, men blev utvetydigt afvist af EU-Kommissionen

Per Stig Møller, tidl. udenrigsminister

Derfor efterlevede Ukraines regering aldrig denne "München-aftale", hvilket lige netop er, hvad Rusland i dag bebrejder Ukraine, men på sin side sikrede Rusland heller aldrig de frie valg i republikkerne, som også er en del af aftalen.

Det meste af Ukraine og de fleste i Ukraine ville så gerne den vestlige vej. I 2002 bad tilmed den Ruslandvenlige Janukovitj om at komme med i EU. Vi havde formandskabet, og jeg anbefalede, at man gik i gang med optagelsesprocessen, men blev utvetydigt afvist af EU-Kommissionen. I 2009 ville han stadig med i EU - men ikke i Nato. Et medlemskab af EU ville jo nok også have sikret Ukraines eksistens i dag.

Justjenko tabte valget til Janukovitj, blandt andet fordi han ikke fik den hjælp fra Vesten, Ukraine havde brug for, mente han. På ordre fra Rusland droppede Janukovitj så EU-sporet. Det mødte så megen modstand i folket, at han flygtede til Moskva, hvorfra han vel kan hentes tilbage til Kijev af Rusland og ligesom Ungarns Janos Kadar i 1956 genindsættes som russisk marionet.

Historien om Ukraines vej mod Vesten og Vestens svigt overfor Ukraine er bitter. Det eneste håb er, at Ukraine mirakuløst holder ud, så hjælpen når frem, og russerne i kraft af de langt om længe stærke økonomiske, sportslige, kulturelle og folkelige sanktioner vågner op og opdager, hvor isolerede de nu er, og hvilket forbryderregime de har ladet få magten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister (2001-10), MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)