Om  
Pernille Weiss

Dansker i spidsen for nye affaldsregler i EU

Europaparlamentsmedlemmet skal forhandle, hvordan genanvendelse kan blive mere udbredt, og hvordan unionen kan bekæmpe ulovlig affaldstransport.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Max Læbo Wulff

Det danske konservative medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, er blevet hovedforhandler på revideringen af EU’s forordning for transport af affald, også kendt transportforordningen.

Det skriver Pernille Weiss til Altinget.

Forhandlingerne har tre overoverordnede fokusområder. De skal berøre, hvordan der kan blive indført cirkulær økonomi i EU’s indre marked for affaldstransport, de skal lægge grænseværdier for miljø og sundhedspåvirkning og beskrive procedurer for blandt andet affaldssortering og digitalisering. Til sidst drejer forhandlingerne sig også om, hvordan EU skal bekæmpe ulovlig affaldstransport.

Forhandlingerne er en del af implementeringen af EU’s Green Deal.

"Jeg er meget stolt og glæder mig til at komme i gang med arbejdet. Behovet og forretningspotentialerne for den private sektor er enormt. At få et ægte indre marked for affald, som den enorme ressource, det faktisk er, har længe været min store drøm, og nu får jeg mulighed for at sidde for bordenden af arbejdet. Det er endnu en fantastisk mulighed for at fremme danske miljø- og erhvervsinteresser, hvor jeg ser frem til at samarbejde med innovative virksomheder og forskningsmiljøer, så Danmark på den måde er med til at designe et ægte, cirkulært og sundt marked for transport af affald i EU", skriver Pernille Weiss til Altinget.

Hvert år overføres der cirka 67 millioner ton affald mellem medlemsstaterne i EU.

Pernille Weiss er i forvejen hovedforhandler på en rapport om 'flere kvinder som iværksættere' og såkaldt skyggeforhandler i revideringen af andre direktiver.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

0:000:00