Peter Loft: Regeringens svar på den overfladiske presse er tendentiøs og arrogant

Regeringen er fra mange sider blevet kritiseret for sin måde at behandle pressen og den undrende offentlighed på. Statsministeren foretrækker envejskommunikation på de sociale medier, og reagerer nærmest fornærmet, hvis pressen stiller hende nærgående spørgsmål.

I mere kontroversielle sager som minksagen, sagen om rejsen til Israel eller i spørgsmålet om tilbagetrækningen fra Afghanistan er regeringen lukket som en østers.

Ikke engang Folketinget synes at kunne få svar på de mest nærliggende spørgsmål. Men også i mindre kontroversielle sager, som blot ikke er en del af regeringens egen dagsorden, forbliver spørgsmål ubesvarede eller affærdiges med en kort, intetsigende mail fra en spindoktor.

Det kinesiske princip

Senest er statsministeren kommet med udtalelser, som uden at være konkrete synes at dække over en mistillid til pressens måde at håndtere sin opgave på. Angiveligt ud fra et ønske om at forbedre den kommunikation, hun tilsyneladende ikke selv ønsker.

I nogle tilfælde kunne det nærmest se ud som om, man fra pressens side bevidst har undladt at søge en historie verificeret af frygt for, at nærmere research ville fjerne grundlagt for den.

Peter Loft
Fhv. departementschef, Skatteministeriet, byrådskandidat (LA)

Også i ministerierne har der i de seneste år fundet en mærkbar oprustning i forhold til pressen sted.

Uden nærmere at have talt det op forekommer det som om, at hvert enkelt ministerium og styrelse har etableret en hær af pressechefer, pressemedarbejdere, kommunikationsrådgivere og andre, hvis opgave det er at afskære både presse og menigmand fra at komme i kontakt med personer, der har en substantiel viden om det, der ønskes oplyst.

Overordnet kan man jo undre sig over, at et ministerium overhovedet skal have pressemedarbejdere i et omfang, der formentlig overstiger antallet af redaktionelle medarbejdere på en middelstor provinsavis.

En vigtig del af opgaven er jo sandsynligvis at give de skatteydere, der betaler pressefolkenes løn, et andet og mere positivt billede af ministeriet end det, ministeriet selv er i stand til at frembringe bedømt på baggrund af dets måde at løse sine opgaver på. Det svarer næsten til det kinesiske princip om, at den henrettede selv skal betale for den dræbende kugle.

En ulige kamp

Imidlertid er det nærliggende at spørge, om dette ikke blot er en naturlig og forudsigelig udvikling, som pressen selv i høj grad har været skyld i?

Som embedsmand gennem mange år har jeg ofte undret mig over, hvordan en i mine øjne ukontroversiel og i de fleste henseender fornuftig beslutning ensidigt og med voldsom kraft er blevet udlagt af pressen på en helt anderledes og negativ måde, der ender med at stille myndigheden i et lys, der efter min bedste opfattelse er både urimeligt, uretfærdigt og forkert.

I nogle tilfælde kunne det nærmest se ud som om, man fra pressens side bevidst har undladt at søge en historie verificeret af frygt for, at nærmere research ville fjerne grundlagt for den.

Set fra et embedsmandssynspunkt kan det ofte forekomme som en ulige kamp, hvor den i kommunikationsmæssig henseende uprøvede embedsmand uvægerligt kommer til kort overfor den erfarne journalist.

Man kan heller ikke fortænke politikere i at gøre sig lignende overvejelser om, hvordan man ruster sig i forhold til en presse, der er kommet til at fylde mere og mere. Det er vel kun naturligt at træffe foranstaltninger, der kan tjene til at stille den ene part i et andet og bedre lys end det, den anden part havde tiltænkt denne.

Pressen ligger, som den har redt

Jeg har ret stor forståelse for begge parters synspunkter: At regeringen modarbejder pressen og derved skader dens mulighed for at agere som kontrolinstans i forhold til en ofte egenrådig og selvsikker grænsende til arrogant regering.

Og at pressen ligger, som den har redt, idet regeringen blot prøver at gardere sig imod at blive ensidigt og urimelig negativt fremstillet.

Men uanset ståsted i denne diskussion er vi efter min mening endt et uheldigt sted, hvor pressens overfladiskhed og sensationslyst besvares med en tilsvarende afvisende, tendentiøs og arrogant holdning fra regeringens side.