Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Politikerne har enorme planer for grøn omstilling. Men hvor skal arbejdskraften komme fra?

Det vælter ud fra det politiske maskineri med planer for energiomstilling og opskruet tempo for havvindmøller, fjernvarmeudrulning, energiøer og meget mere. Men ingen planer for hvem, der skal implementere det hele, og hvordan danske medarbejdere får de rette kompetencer til at levere på visionerne.

Lisbeth Knudsen efterlyser, at den vigtige energiomstilling ledsages af planer for, hvordan den praktisk skal kunne gennemføres og af hvem.
Lisbeth Knudsen efterlyser, at den vigtige energiomstilling ledsages af planer for, hvordan den praktisk skal kunne gennemføres og af hvem. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Engang hed det første spørgsmål altid efter enhver politisk aftale: Hvor skal pengene komme fra?

Og kom spørgsmålet ikke fra journalisterne ved præsentationen for offentligheden af nye gyldne løfter og lovende indsatser og visioner, så kunne man være forvisset om, at det helt sikkert var kommet forinden i lukket rum fra den til enhver tid siddende finansminister, der kunne sætte foden ned for nye, ufinansierede udgifter.

Nu burde det faste spørgsmål ved præsentationen af alle nye store projekter og politiske aftaler både fra finansministeren som statens kassemester og fra medierne: Hvor skal arbejdskraften og kompetencerne til implementeringen komme fra? Og kan det spørgsmål ikke besvares tilfredsstillende, så er det en ommer.

Der bliver i øjeblikket dynget den ene store aftale på energi- og klimaområdet oven på den anden med løfter om for eksempel firedobling af produktionen af sol og vind på land og femdobling af havvindmøllestrømmen fra 2030, om fremrykket fjernvarmeudrulning, bygningsrenovering med henblik på energibesparelser, ambitiøse energi-øer og meget mere.

Virksomhedernes udfordringer med at finde nye medarbejdere er så alvorlige, at de i september har manglet 32.000 medarbejdere. 

Lisbeth Knudsen

Alt sammen i jagten på at erstatte den russiske gas, som vi ikke længere vil være afhængig af. Fantastiske og relevante planer, men de er bare aldrig ledsaget af beregninger af, hvad der skal bruges af arbejdskraft til at realisere dem, hvor arbejdskraften skal komme fra, og hvilke kompetencer, medarbejderne skal opkvalificeres med, for at være relevante til de mange nye job som danske medarbejdere.

Det er vanvittigt udfordrende for sådan en, der elsker politik med visioner og modige ideer, at skulle påtage sig den triste Jeronimus-rolle som den knarvorne, konservative og forstokkede mand, der ikke kan se perspektiverne i det hele. Det kan jeg nemlig sagtens. Også nødvendigheden af det og det lovende europæiske samarbejde om alle energiplanerne. Men jeg kan ikke se planen for, hvordan vi kan skaffe arbejdskraften og fremtrylle kompetencerne til denne kæmpemæssige samfundsopgave med at føre energiomstillingen ud i livet.

Lad os bare tage et par eksempler på de store planer i pipelinen. Danmark, Tyskland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Sverige og Finland er blevet enige om, at kapaciteten af hav vind skal syvdobles fra det nuværende niveau på 2,8 gigawatt i Østersøen til mindst 19,6 gigawatt i 2030 ifølge den netop underskrevne såkaldte Marienborg deklaration og en energi ø ved Bornholm er i spil.

En anden aftale - Esbjerg deklarationen - underskrevet af Danmark, Tyskland, Belgien og Holland ligeledes for nylig understreger en ambition om en tidobling af den havvind, der produceres i dag i Nordsøen, svarende til halvdelen af EU’s behov for hav vind i 2050 og med en energiø i Nordsøen stillet i udsigt.

Vi har en massiv mangel på planer for opkvalificering af den eksisterende arbejdsstyrke og nogle trepartsforhandlinger, som kører i sneglefart, hvis man overhovedet kan tale om fart.

Lisbeth Knudsen

Læg dertil at vi i forvejen har gang i et kæmpe anlægsprojekt med en 18 kilometer lang Femern Bælt-forbindelse mellem Danmark og Tyskland, som skal være færdig i 2029. Prisen anslås til at være 57,9 milliarder kroner. Og endelig har en bred kreds af partier vedtaget en Infrastrukturaftalen 2035 med investeringer i veje og kollektiv transport for 161 milliarder kroner. Og så nævner jeg slet ikke kommunernes anlægsønsker og budgetter. De skal også lave grøn og energirigtig omstilling.

Det er nødvendigt at stille spørgsmålet, om alle de her flotte og visionære planer risikerer at ende i en dramatisk kuldsejling trods alle de gode viljer og nødvendigheder. Uden sammenligning i øvrigt fordi det går med energiambitionerne lige som ambitionerne med minimumsnormeringerne på daginstitutionerne, der mødte virkeligheden og blev pulveriseret til ukendelighed i mangel på pædagoger. Eller løfterne om 1000 flere sygeplejersker, der ligeledes mødte virkeligheden og blev til et næsten minusregnskab, fordi flere forlod erhvervet eller blev privatansatte i et vikarbureau end der kom nye ind.

Eller løfterne om bedre ældrepleje, der nu møder virkeligheden. De kommunale velfærdsbudgetter for 2023 og alle de gode viljer møder i disse dage realiteterne på to fronter.

  1. Manglen på arbejdskraft er katastrofal i offentlige velfærdsjob
  2. Inflationen og de massive stigninger i energipriserne, som også rammer kommunernes aktiviteter, uden at finansministeren ser ud til at ville sende flere penge.

I øvrigt ender cirka 40 procent af alle forsøg på at rekruttere social- og sundhedsmedarbejdere og sygeplejersker med, at stillingen ikke besættes, eller at stillingen besættes med en medarbejder, der ikke har de efterspurgte kvalifikationer.

Det jeg efterlyser er, at den vigtige energiomstilling ledsages af planer for, hvordan den praktisk skal kunne gennemføres og af hvem.

Lisbeth Knudsen

Ligesom i den offentligt sektor har Danmark massiv mangel på arbejdskraft i den private sektor både i produktion, byggeri og serviceerhverv og både faglært og ufaglært arbejdskraft. Lige nu ser vi kun ind i en forværring af problemet på grund af de små årgange af unge frem til på den anden side af 2030.

Virksomhedernes udfordringer med at finde nye medarbejdere er så alvorlige, at de i september har manglet 32.000 medarbejdere. Det fremgår af en ny analyse fra Dansk Industri. Alene i de seneste tre måneder er der sket en fordobling i antallet af medarbejdere, som den private sektor mangler. Udfordringen er størst i bygge- og anlægsbranchen, mens den er mindst i servicebranchen, og manglen på arbejdskraft koster samfundet 32 milliarder kroner hvert år ifølge DI.

Vi har en massiv mangel på planer for opkvalificering af den eksisterende arbejdsstyrke og nogle trepartsforhandlinger, som kører i sneglefart, hvis man overhovedet kan tale om fart. Vi har et efter- og videreuddannelsessystem, som slet ikke fungere tilfredsstillende. Det har det i øvrigt ikke gjort længe, men der sker intet ved det selv i denne kritiske situation.

Vi har en massiv mangel på unge, der søger ind til de tekniske, håndværksmæssige og naturvidenskabelige uddannelser, der fra ingeniører til smede, elektrikere og VVS’ere skal føre alle de her planer om vindmøller, varmepumper, fjernvarmeudrulning, energiøer og meget mere ud i livet i de kommende år. Men vi kæmper stadig med at tilgangen til erhvervsuddannelserne er for lille, studiemiljøet for uattraktivt og fleksibiliteten i forhold til at videreuddanne sig for begrænset.

Det jeg efterlyser er, at den vigtige energiomstilling ledsages af planer for, hvordan den praktisk skal kunne gennemføres og af hvem. Efterårets og vinterens massive udfordringer med energipriser på himmelflugt er i sig selv skræmmende nok, men lykkes vi ikke med den store energiomstilling til grøn og bæredygtig energi i stedet for den russiske gasafhængighed, så er danskernes velfærd og erhvervslivets udvikling for alvor truet.

Det vil kræve en politiske vilje og kapacitet til et revurdere og prioritere, hvad vi i de nærmeste år frem til 2030 bruger ikke alene penge men også arbejdskraft på. En vilje til at se på, om tidligere politiske aftaler skal genbesøges og nogle af dem stilles i bero. Det vil kræve, at arbejdskraftudbuddet øges gennem reformer og nye tiltag for opkvalificering af medarbejdere. Der er i dag en total utakt mellem de store planer og ideer og så den realiserbare implementering.  Det må der gøres noget ved.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter
journalist (DJH 1975)