Politisk fadæse truer den danske kulturarv

FEJL: De politiske partier er enige om, at de begik en bommert, da de kom til at lægge moms på bevaringen af den danske kulturarv. Nu er der fyringer på vej – for trods stor forståelse kan regeringen ikke finde pengene.

Politisk fadæse truer den danske kulturarv. Bevaringscentrene svækkes af moms på statstilskudene. De står over for fyringer.
Politisk fadæse truer den danske kulturarv. Bevaringscentrene svækkes af moms på statstilskudene. De står over for fyringer.Foto: Keld Navntoft
Erik Bjørn Møller

En politisk fadæse på Christiansborg truer den danske kulturarv og ser nu ud til at medføre fyringer blandt medarbejdere på landets seks bevaringscentre.

For selv om politikerne har indrømmet, at de sov i timen, da de kom til at lægge moms på arbejdet med at bevare den danske kulturarv, tyder endnu intet på, at de formår at skaffe de penge, der kan rette op på fejlen.

Således har kulturminister Bertel Haarder (V) forgæves rettet henvendelse til både skatteminister Karsten Lauritzen (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for at få hjælp til at skaffe penge til i sidste øjeblik at afværge fadæsen.

Medarbejdere skal afskediges
Dermed ser det ud til, at indsatsen for at bevare den danske kulturarv fremover svækkes, og landets seks bevaringscentre gør sig nu klar til at afskedige medarbejdere. Det skal ses i lyset af, at Rigsrevisionen allerede i 2014 kritiserede både Kulturministeriet og museerne for, at bevaringsarbejdet med kulturarven ikke er godt nok.

Det går ud over kulturarven – selv om et enigt folketing allerede sad i den forrige periode og var klar over, at de havde kvajet sig.

Nils M. Jensen
Direktør for Organisationen Danske Museer

”Det er en dum fejl. Vi har gjort opmærksom på det for lang tid siden, og alle har erkendt, at det var en fejl. Men nu skal vi altså til at svare moms af vores statstilskud på fire millioner kroner, og det kan vi ikke sådan lige bære. Det betyder, at vi skal af med et-to årsværk – ud af syv,” oplyser Michael Højlund Rasmussen, der er chef for Bevaringscenter Vest i Ølgod.

"Vi har sovet i timen"
Fejlen blev begået, da partierne ændrede museumsloven fra 2013. Det medførte en omlægning af statslige midler på cirka 13 millioner kroner om året, der hidtil var blevet overført direkte til bevaringscentrene. Fremover skulle pengene sendes direkte til 75 museer – men ingen var klar over, at det også ville medføre momspligt af bevaringsmidlerne.

Da konsekvenserne gik op for politikerne, erkendte de den klokkeklare fejl.

Det blev ved snakken
”Vi har sovet i timen. Og når politikere begår fejl, skal politikerne også rette op på dem,” lød det fra Radikales daværende kulturordfører, Marlene Borst Hansen.

Men foreløbig er det altså blevet ved snakken.

Ifølge Nils M. Jensen, der er direktør i Organisationen Danske Museer, er sagen udtryk for ”ren tåbelighed”.

”Pengene falder jo væk nu, de er der ikke, og lige nu begynder de at skulle til at fyre folk ud på bevaringscentrene. Det går ud over kulturarven – selv om et enigt Folketing allerede sad i den forrige periode og var klar over, at de havde kvajet sig. Det er ovenikøbet statens egne midler, der havner ovre i Skat – det giver slet ikke nogen mening,” siger han.

Ministre kan ikke hjælpe
Kulturminister Bertel Haarder oplyser i et svar til SF's kulturordfører, Holger K. Nielsen, at han har henvendt sig til både skatteministeren og finansministeren om sagen. Skatteminister Karsten Lauritzen har oplyst, at det ikke er muligt at undtage konserveringsydelser fra moms, mens finansminister Claus Hjort Frederiksen har udtrykt forståelse for problemstillingen, der har været kendt i over et år - men har afvist at inddrage den i finanslovsforhandlingerne "på grund af det fremskredne tidspunkt".

Minister i samråd
Derfor henviser han til at tage fat på sagen, når finansloven for 2017 skal udarbejdes. 

SF's kulturordfører, Holger K. Nielsen, har nu indkaldt kulturminister Bertel Haarder i samråd for at få ham til at redegøre for, hvordan han vil sikre, at der ikke sker en nedprioritering af konserveringsindsatsen.

”Det er helt galt, at det er endt sådan her. Bertel Haarder er jo nødt til at finde de penge, også selv om han er nødt til at gå til Claus Hjort Frederiksen igen. Jeg er helt med på, at der er nogle momsregler – men så må de finde pengene på en anden måde,” siger Holger K. Nielsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Medlem af det Nordiske Grænsehindringsråd, fhv. MF, MEP og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Holger K. Nielsen

Fhv. MF (SF), minister og partiformand
cand.mag. i samfundsfag og dansk (Københavns Uni. 1979)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024