Kommentar af 
Poul Madsen

Poul Madsen: Kong Frederik får problemer, hvis politikerne ikke opdaterer kongehuset til nutiden

I årevis har politikerne tilsidesat normal tænkning og i stedet deltaget i den royale gallaforestilling, fordi det vil være politisk selvmord at reformere kongehuset. Men hvis ikke Folketinget begynder en modernisering, kan kong Frederik og kongehuset hurtigt komme i problemer, skriver Poul Madsen.

Kronprins Frederik kan blive en fantastisk konge, men kun hvis den ramme, han skal agere i, bliver opdateret til nutiden, skriver Poul Madsen.
Kronprins Frederik kan blive en fantastisk konge, men kun hvis den ramme, han skal agere i, bliver opdateret til nutiden, skriver Poul Madsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Poul Madsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er komplet umuligt at være republikaner i Danmark. Selv Enhedslisten har opgivet kampen for republikken. Nu vil partiets frontfakkel, Pelle Dragsted, kun vedstå, at han er en af de 'mere republikansk-sindede' efterfulgt af en blinke smiley på X, samtidig med at han som alle andre storroser Margrethe.

Dronning Margrethe har simpelthen bortvisket enhver tanke om, at vi skulle have en moderne, nutidig styreform i Danmark. Institutionen Kongehuset er ganske vist en fornærmelse mod vores intelligens og demokratiske forståelse, men det betyder åbenbart ingenting. For vi har jo Margrethe. Eller havde. 14. januar er det slut efter 52 forrygende år.

Institutionen Kongehuset er ganske vist en fornærmelse mod vores intelligens og demokratiske forståelse, men det betyder åbenbart ingenting. For vi har jo Margrethe

Poul Madsen

Nu er eventyrfortællingen slut. Margrethe aflivede den selv ved at abdicere. Hidtil har abdikation kun været noget regenter gjorde i mere ordinære monarkier som det hollandske. Her hos os i H.C. Andersens fædreland bliver regenterne siddende, til hun selv 'faldt af pinden', som Margrethe selv har sagt, og dermed dygtigt selv har båret til myten.

Men det skal være Margrethe velundt at gå på pension som næsten 84-årig. Hun bør have stor ros for dygtigt at have forvaltet selvmodsigelsen af, at hun aldrig har været gennem et demokratisk valg, men alene har fået sin status og alle sine privilegier, fordi hun tilhørte en oprindelig tysk familie, der kom her til landet for 160 år siden og fik overdraget tronen.

Men nu er der en ny mand på broen, og det burde få det samlede folketing til at tænke: Måske skulle vi se hele kongehuset lidt efter i sømmene. Give det et serviceeftersyn og opdatere det til nutiden. Det ville i virkeligheden også være det mest fair over for kong Frederik. Men jeg tror desværre ikke, det kommer til at ske, fordi politikerne i årevis har tilsidesat al normal tænkning og i stedet stakåndet deltaget i den royale gallaforestilling.

Det er ufatteligt store sko, Frederik skal træde op i. Margrethe holdt på formerne og har set sig selv som et led i en meget lang kæde af regenter. I virkeligheden har hun været 'dybt konservativ,' som Venstres nestor Bertel Haarder sagde for præcis to år siden i et interview med Kristeligt Dagblad, hvor han blandt andet pegede på rammerne for statsrådet, som er det øverste organ for møder mellem majestæten og regeringen.

Læs også

Men for Margrethe lykkedes det på forunderlig vis at gøre den ophøjede, mytiske og intellektuelle stil folkelig. Men Frederik er en langt mere jordbunden prins, der interesserer sig for rockmusik, sport og fysisk aktivitet og tydeligvis trives bedst der.

Hvis han begynder at lave om på sig selv, bliver han en dårlig kopi af sin mor. Derfor bør den ramme, som Frederik skal fungere i, moderniseres.

De kongelige bør eksempelvis ikke være hævet over loven. I dag er kongehuset ifølge grundlovens kapitel 3, paragraf 13 'ansvarsfri'. Det betyder, at den kommende konge kan fortsætte med at køre for stærkt, som han vil. Han kan såmænd også begå mord uden at blive retsforfulgt. Det vil Frede selvfølgelig ikke, men det strider mod enhver moderne tænkning, at denne særregel findes.

Hvis Frederik begynder at lave om på sig selv, bliver han en dårlig kopi af sin mor. Derfor bør den ramme, som han skal fungere i, moderniseres

Poul Madsen

Og hvorfor skal Kongehuset eksempelvis tilhøre en bestemt trosretning, den evangelisk-lutherske? Vi har religionsfrihed i Danmark, hvilket naturligvis også bør gælde kongehuset. Denne symbolske ændring er nødvendig, fordi vi i Frederiks regenttid vil gå mod et endnu multietnisk samfund, og selvom halvdelen af Folketinget stadig lukker øjnene og holder sig for ørerne, så vil de ikke kunne modvirke denne udvikling.

En anden særregel omkring kongehuset er titlerne. I 2009 blev grundloven ændret, så der er ligestilling omkring tronfølgen, hvilket betyder at det altid er regentfamiliens førstefødte, der bliver tronarving, uanset køn. Men den fulde og hele ligestilling i titlerne er ikke gennemført. Hvis kronprins Christians førstefødte er en pige, vil hendes kommende mand skulle tituleres prins. Hvorfor må han ikke hedde konge?

Mary bliver jo dronning, ligesom Margrethe, der var regent. Prins Henrik gik i graven som en bitter mand, fordi han ikke måtte kalde sig selv konge, og dybest set havde han grund til at være fornærmet. I en tid hvor alle titler enten gøres kønsneutrale eller sidestilles, bør det naturligvis også ske i kongehuset.

Kongehuset er også moms- og afgiftsfritaget, men måske endnu vigtigere: Hvorfor må kongehuset modtage ubegrænsede gaver? De får biler, ferierejser, privatfly, tøj, og erhvervslivet kan give milliondonationer, som da prins Joachim blev købt ud af en fejlslagen ide om, at han skulle være landmand.

Hvis det havde været politik, ville man have talt om korruption.

Læs også

Det klæder ikke en moderne tid at have en åbenlyst ukontrolleret eventyrslægt. Det vil også på et eller andet tidspunkt, og måske meget snart, blive et problem for kong Frederik. For uden mor Margrethes aura vil der komme spørgsmål. Frederik vil ikke være fredet som Margrethe. Hun tilhører en anden tid, og den tid er for længst slut.

Det komiske er, at Margrethe åbenlyst har været bedre til at tilpasse kongehuset til nutiden end politikerne. Det mest markante træk var, da hun fratog prins Joachims børn prinse- og prinsessetitlerne ved udgangen af 2022. Allerede i 2016 fratog hun de mere perifere prinser og prinsesser deres apanage.

Hvorfor må Kongehuset modtage ubegrænsede gaver? De får biler, ferierejser, privatfly, tøj, og erhvervslivet kan give milliondonationer. Hvis det havde været politik, ville man have talt om korruption

Poul Madsen

Nutiden vil simpelthen ikke acceptere en hastigt voksende skare af perifere prinser og prinsesser, og det forstod Margrethe.

Jeg er klar over, at nogen sikkert vil sige, at skiftende regeringer har arbejdet på de indre linjer med at modernisere Kongehuset, og det er sikkert også en del af den virkelige fortælling.

Men udadtil har politikerne symboliseret, at kongehuset stod over al kritik.

Så et sammensurium af manglende politisk modstand, næsegrus beundring og dygtig ledelse af Margrethe har gjort, at alle målinger viser, at 80 procent af befolkningen bakker op om kongehuset. Så markant et tal betyder i den politiske spin-lærebog, at enhver form for kritik forstummer, fordi det anses som politisk selvmord, og hvem gider i øvrigt røre rundt og fiske stemmer blandt de 20 procenter republikanere?

De er ikke en harmonisk gruppe af venstreorienterede. Her er også radikale traditionalister, liberale Venstre-folk og socialdemokrater. Alle tre partier har historisk haft et anstrengt forhold til monarkiet, men det er for længst gået over. Mette Frederiksen (S) problamerede således i sin nytårstale, at Margrethe havde gjort hende til royalist. Jeg vil tro, Stauning roterede en omgang i sin grav på Vestre Kirkegård i København.

Men eventyrfortællingen sluttede med Margrethe.

Frederik kan blive en fantastisk konge, men kun hvis den ramme, han skal agere i, opdateres til nutiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Madsen

Kommunikationsrådgiver og kommentator, podcastvært, foredragsholder og forfatter
journalist (Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1988)

H.M. Dronning Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid

Præsident, Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab, formand, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, stifter af Dronning Margrethe II's Arkæologiske Fond
filosofikum (Københavns Uni. 1960), studier i arkæologi (University of Cambridge 1961), studier i statskundskab (Aarhus Uni. m.fl.)

H.M. Kong Frederik André Henrik Christian

Konge af Danmark, greve af Monpezat
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1995), kommandørkaptajn i søværnet (2004), oberstløjtnant i hæren (2004), oberstløjtnant i flyvevåbnet (2004), kommandør i søværnet (2010), oberst i Hæren og Flyvevåbnet (2010)

0:000:00