Pride-debat: Bare fordi vi fester, betyder det ikke, vi er i mål

Af Sisse Marie Welling (SF) og Andreas Gylling Æbelø  
Sundhedsborgmester i København og direktør i Aids-Fondet 

Copenhagen Pride Week kulminerer lørdag med den traditionsrige parade gennem hovedstaden og fest på Rådhuspladsen.

Der er grund til at feste og meget at fejre. Men når vi hejser regnbueflaget for frisind og mangfoldighed, så må vi ikke glemme, at festen har en bagside.

Kampen for frisind, lighed og trivsel på tværs af køn og seksualitet er ikke og har aldrig været en fest.

Lighed er ikke noget, der er dumpet ned fra oven. Det er ikke noget, vi som samfund har fået. Det er noget, vi har kæmpet for. Og det er noget, vi skal blive ved med at kæmpe for hver dag.

Inklusionen af minoriteter i vores samfund er på mange måder en muskel, der skal trænes.  

Bare fordi farverne og musikken er væk i morgen, så er gaderne, vi betræder, de samme. De gader deler vi med en gruppe medmennesker, der generelt har det væsentligt dårligere end gennemsnittet.

Sisse Marie Welling (SF) og Andreas Gylling Æbelø
Sundhedsborgmester i København og direktør i Aids-Fondet

Det er ikke bare noget, der skal hives frem, når bashøjtalere og vogne slanger sig igennem hovedstaden én gang om året.

Det er træning hver dag, og det er på vegne af alle. Hverdagen er vores træningscenter, og Priden vores Olympiske Lege. Og der er stadig masser at træne op til.  

Alt, alt for mange LGBTI+-personer lever ikke det gode liv, som alle mennesker fortjener. Det er et problem i sig selv.  

Men det er nok særligt svært, når festen er forbi, og hverdagen begynder igen. Derfor er det så afgørende, at vi har fokus på LGBTI+-personers trivsel hver dag, hele året. 

Mere misbrug og ringere fysisk og psykisk sundhed 
LGBTI+-personer døjer på flere punkter med ringere fysisk og psykisk sundhed. Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

LGBTI+-personer lider oftere af langvarig sygdom og døjer oftere med generende smerter end resten af befolkningen.

Derudover præges den mentale trivsel blandt LGBTI+-personer af ensomhed, skam, internaliseret homofobi, stress og generel mistrivsel.

LGBTI+-personers sundhed er også mærket af mere misbrug, hvilket utvivlsomt hænger sammen med den psykiske mistrivsel.

Der er væsentligt flere, der ryger, over dobbelt så mange homoseksuelle mænd som heteroseksuelle mænd overskrider Sundhedsstyrelsens anbefalede mængde alkohol, og endelig bruger transpersoner, biseksuelle, lesbiske og bøsser flere stoffer end heteroseksuelle.  

Mange LGBTI+-personer tager stoffer for at kunne omfavne deres egen seksualitet. For at kunne opleve en følelse af, at de passer ind, føler alt for mange et behov for kunstigt at dæmpe en stemme inde i dem selv, der skriger, at de er udenfor.

Aids-Fondets rådgivning konstaterer, at denne form for minoritetsstress er en voldsom udfordring for den enkeltes trivsel. 

Det er langt fra alle LGBTI+-personer, der har det dårligt. De fleste har det godt.  

Men vi svigter grundlæggende som samfund, hvis vi ikke anerkender, at der er tale om et mønster, hvor LGBTI+-personer har det dårligere både psykisk og fysisk end resten af befolkningen.  

Vi er ikke i mål endnu 
Københavns Sundheds- og Omsorgsforvaltning arbejder sammen med Aids-Fondet ved at støtte den gratis og anonyme hiv-test hos fondets Checkpoint.  

Vi bakker også op om Københavns deltagelse i FN-organisationen Unaids' initiativ "Fast Track Cities", hvor storbyer verden over forpligter sig til at udrydde aids inden 2030.

I København tilbyder vi samtaleforløb til unge og transpersoner om deres seksuelle identitet og støtter seksualundervisning i folkeskolen.

Derudover har Københavns borgerrepræsentation netop planlagt en ny LGBTI+-politik, som skal sikre, at alle københavnere er en ligeværdig del af fællesskabet.

Men der skal også sættes ind på gadeplan – hver dag og af os alle sammen. 

Bare fordi farverne og musikken er væk i morgen, så er gaderne, vi betræder, de samme. De gader deler vi med en gruppe medmennesker, der generelt har det væsentligt dårligere end gennemsnittet.

Det skal vi ikke acceptere. Vi skal derimod hver især gøre vores for at sikre, at flest mulige føler sig inkluderet. Og det er ikke en éndagskamp, det er ikke en sprint – det er noget, man træner hver dag.  

I dag er der parade og fest. Men festen er ikke en påstand om, at vi er i mål – det er en påmindelse om, at vi stadig danser for en bedre verden for dem, som føler sig udenfor. Og på mandag ses vi i træningscentret igen.