Prisvindende forfatter storroser nye afsløringer: Det er en bombe i svinedebatten

Undercover som staldmedarbejder

Vi får ikke meget andet at vide om Klara eller hendes bevæggrunde, andet end at hun er journalist.

I bedste Gunter Wallraff-stil går hun undercover som staldmedarbejder på en konventionel svineproduktion – en so-bedrift anonymiseret som “Solgård” – for at få indblik i, hvordan “produktionen tager sig ud på en helt almindelig dag hvor der hverken er medier eller kontrollanter til stede”.

Det sker ikke uden personlig indsats.

For at sikre anonymitet skiller hun sig på et kirkekontor af med sit usædvanlige mellemnavn, og hver dag lever hun − præcis som de andre ansatte − med risikoen for at blive smittet med multiresistente bakterier, ligesom det organiske støv i stalden også medfører en øget risiko for astma, KOL og betændelseslignende reaktioner.

En måned lyder måske ikke som lang tid, men uge efter uge akkumulerer den ørkesløse samlebåndsfornemmelse.

Mathilde Walter Clark
Forfatter

På et godt og mundret dansk hører vi om Rasmussens arbejde i farestalden gennem en måned. Undervejs i teksten inddrages eksperter til at vurdere kvaliteten af de beskeder, Rasmussen får, og hvad de konkrete arbejdsgange betyder for dyrene.

Ligesom vi også får statistik og faglige kilder på svineproduktionens betydning for drikkevand, vandmiljø, økonomi, landbrugsstøtte, medicinforbrug og de mange sygdomme, som opstår som en konsekvens af i produktionen, både hos mennesker og dyr.

Flyttes rundt som legoklodser

En måned lyder måske ikke som lang tid, men uge efter uge akkumulerer den ørkesløse samlebåndsfornemmelse. Der bliver ved med at være nye faringer, sti efter sti fulde af pattegrise, som skal samles sammen, optælles, flok-medicineres, halekuperes og kastreres.

Dertil kommer det tilbagevendende arbejde med at samle døde pattegrise sammen og sortere dem i “dødebunken” for at kategorisere dødsårsagen som diarré, sult, brok, klemt, svagt født, aflivet eller andet.

De mange svagelige, hvis overlevelse virker som et longshot, skal endeløst flyttes rundt mellem nye søer som legoklodser.

De såkaldte “ammesøer” har allerede ligget fastspændt i bøjlen i fire-fem uger, men hvis de har “gode moderegenskaber” kan de få lov at blive liggende i bøjlerne med nye kuld af grise. At læse bogen føles som at være i et videospil, som er umuligt at vinde.

Arbejdet akkompagneres af omkvædet “faster, faster”, “speedy, speedy” og “we haven’t time”. De to andre medarbejdere i farestalden, Ivanna og Marija er nemlig ukrainere, som kun slår over i engelsk, når de skal sige noget til Rasmussen.

En hektisk fremdrift med af gylle, der stiger og stiger under spaltegulvet, indtil “det ujævne og grumsede vandspejl” er et par nervepirrende centimeter fra at gå over sine breder. Sidst det skete, døde der femogfyrre pattegrise.

At sætte gylleanlægget i gang er en livsfarlig opgave, læser Rasmussen sig til på et skilt ved døren, som advarer om farerne ved giftgassen svovlbrinte.

Med jævne mellemrum har jeg i Landbrugsavisen læst om medarbejdere, der drukner i gylletanken, men på Solgård er der ingen regler i forbindelse med håndteringen af gylle.

At læse bogen føles som at være i et videospil, som er umuligt at vinde.

Mathilde Walter Clark
Forfatter

Uophørlig strøm af svagelige grise

I begyndelsen håndterer Rasmussen pattegrisene lige så nænsomt, som hun ville med en hundehvalp.

Men hun lærer hurtigt, hvordan det er “faster, faster” at samle de spæde grise op i ørerne eller i et bagben, nogle gange i større antal, og smide dem bag sig fra hoftehøjde, når man er færdig med tælle, tilse og medicinere de cirka tusind pattegrise, man skal igennem på medicinrunden.

Den lovpligtige bedøvelse før kastraktionen, hvor de små hangrise får snittet op ind til pungen og klemt testiklerne ud, springer de notorisk over. Det tager fem minutter, før bedøvelsen virker. Der er der slet ikke tid til.

I denne uophørlige strøm af mere eller mindre svagelige grise, som skal håndteres, følger man Rasmussens blik blive til det, som hun selv betegner som staldblindt.

Det er svært for hende at opfatte grisene som de intelligente dyr, hun har læst sig til, at de er.

Bortset fra en enkelt episode med en so giver staldmiljøet ikke noget indtryk af dyrets intelligens eller individernes forskellige personligheder, og hændelser, som i starten gav samvittighedskvaler, udvikler sig hurtigt til ligegyldighed.

“Man kan vænne sig til meget,” skriver hun. “Hvad der gjorde indtryk i stalden i begyndelsen, gør det ikke på samme måder længere”.

En tilbagevendende gru

Der er meget i bogen, som vil sætte ild i den verserende offentlige samtale om grisenes vilkår i den danske svineproduktion − meget mere, end jeg kan opliste her.

Sammen med den manglende bedøvelse og den kendsgerning at Fødevarestyrelsen ringer før et kontrolbesøg (og i øvrigt kan overtales til ikke at dukke op), vil det utvivlsomt komme til at handle om aflivningen af pattegrisene.

Aflivningsmetoden med at svinge grisen i bagbenene over skulderen for at slå dyrets hoved hårdt mod betongulvet: Man må konstatere, at den forskrevne metode ikke virker. Igen og igen må grisen slås ikke en, men to-tre-fire gange eller mere mod betongulvet uden at dø.

Igen og igen finder de levende grise i “dødebunken”. Dyr, der har ligget der i længere tid, end man tør tænke på. Aflivningerne er en tilbagevendende gru, der helt korporligt sætter sig som en skulderlidelse hos Rasmussen.

Det er det ene. Det andet er registreringen af aflivningerne.

Pattegrisedødeligheden, som vi igen og igen får fremført i den offentlige samtale som “femogtyve tusind grise om pattegrise om dagen”, udregnes af landbrugets videnscenter Seges på baggrund af frivillige indberetninger.

Som med så meget andet, der baserer sig på frivillighed hos landbruget, bør indberetningerne tages med et gran salt.

Det er en bombe: Ingen ved, hvor mange grise der egentlig dør, for ingen tæller.

Mathilde Walter Clark
Forfatter

Et rystende vidnesbyrd

En dag, hvor Rasmussen bryder sammen af stress over det høje tempo, indvier Ivanna hende i hemmelighed, en enklere måde at registrere grise, når man afliver dem.

Frem for først at registrere en pattegris som levende og siden død, så kan man aflive de “allersvageste − dem der alligevel ikke vil overleve” og undlade at registrere dem. “Som om de aldrig har været her”.

På den måde sparer man tid og holder pattegrisedødeligheden nede. Det vil sige den dødelighed, der fremgår af statistikken. “I den måned, jeg er ansat, afliver jeg selv flere pattegrise end det samlede antal, der er registreret på besætningen i perioden,” skriver Rasmussen.

I stalden var de tre som arbejdede efter den metode. Tallet på de femogtyvetusind døde pattegrise om dagen kan med andre ord være endog mange gange større i virkeligheden. Det er en bombe: Ingen ved, hvor mange grise der egentlig dør, for ingen tæller.

'Flæsk' står tilbage som et stærkt og rystende vidnesbyrd om, hvordan normerne har udviklet sig bag de lukkede døre i staldanlæggene, og om hvor let ens egne moralske kvababbelser sløves i det system.

Det er et vigtigt bidrag til samtalen om grisene. Klara Trebbien Rasmussen har taget en for holdet.