Debat

Professor: Coronakrisen afslører, at danskerne har levet i lykkelig uvidenhed

KRONIK: Der er meget, som vi godt vidste inden coronakrisen, men som vi ikke ville vide. Vi må i fremtiden forberede os bedre på det uventede, skriver professor Morten Sodemann.

Forebyggelse, sygdomsopsporing og behandling af sygdomme er umuligt. Vi vidste det godt, men det truede os ikke – før nu, skriver professor Morten Sodemann.
Forebyggelse, sygdomsopsporing og behandling af sygdomme er umuligt. Vi vidste det godt, men det truede os ikke – før nu, skriver professor Morten Sodemann.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Sodemann
Professor, global sundhed og indvandrermedicin, Syddansk Universitet, og overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital

Man skulle tro, at vi vidste det, men ikke vil vide det.

Krige ændrer magt, økonomi og geografi. Men at epidemier også gør det, er vi mindre tilbøjelige til at ville tro på.

Nu tyder alt på, at epidemier også ændrer vores sprog, moral, etik og sociale tankesæt. Selv Financial Times er begyndt at tale om minimumsløn og offentlig sygesikring.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er i sandhed desperate tider, når en lille virus uden hjerne kan udfordre de frie markeder og udstille, hvilke lande der har de svageste sociale kontrakter mellem folket og deres politikere.

Det er tider, hvor vi hører politikere over alt i verden forsvare nedlukninger og selvisolation med, at "desperate tider kræver desperate foranstaltninger".

Det er tider, hvor den økonomiske elite hentede epidemien til Danmark fra skiferier og gav den liv gennem efterfester, hesteshows og fredagsbarer på universitetet.

Morten Sodemann
Professor, global sundhed og indvandrermedicin, Syddansk Universitet, og overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital

Men sætningen stammer sandsynligvis fra et ordsprog fra den antikke græske læge Hippokrates, der stammer fra hans aforismer.

"For ekstreme sygdomme er ekstreme metoder til helbredelse, hvad angår begrænsning, mest velegnede".

Politikere og forskere rubber neglene
Det er tider, hvor krydstogtskibe i den interaktive globale coronastatistik på Johns Hopkins University i lang tid figurerede som et land på grund antallet af smittede.

Det er tider, hvor økonomer stadig ikke forstår, at manglen på sprit og værnemidler har samme årsager, som da de gummiproducerende lande som Elfenbenskysten og Sierra Leone løb ud for gummihandsker under ebolaepidemien.

Det er tider, hvor det, man som ekspert sagde med stålsat blik i morges, er gjort til skamme inden frokost. Nu skulle politikere og forskere rubbe neglene for at følge med.

Det var næsten, som om den lille virus havde fået tiden til at galoppere fra os for at skærpe vores opmærksomhed. Måske også lidt som kattens leg med musen.

Fagligheden kom op i gear, og politikerne måtte navigere hurtigt mellem vælgere, patienter og fakta.

Fattige kan gå fallit efter to coronaprøver
Det er tider, hvor tid fik en ny uhyggelig dimension. Vi er alle i fremtiden her og nu. For vi kunne se ind i fremtiden bare ved at kigge på Kina, Italien og Spanien, som var "foran" os.

Lige nu kan vi gysende se ind i USA og Englands fremtid med kombinationen af det, vi så i Italien, sammenholdt med deres dyre privathospitaler og fragmenterede, udsultede sundhedsvæsener. Sundhedsvæsener, hvor en working poor kan gå fallit efter to coronatests.

Det er tider, hvor gamle og nye teknologier trives side om side. Ny teknologi er ikke nødvendigvis bedre. Gamle teknologier som karantæne, håndvask, hygiejne og opsporing af kontakter prioriteres lige så meget, hvis ikke mere, end avanceret, moderne teknologi som droner, infrarøde kameraer og digital epidemiologi.

Data om udviklingen af udbruddet og de daglige tabstal på slagmarken offentliggøres kontinuerligt på sociale medier og giver os en illusion af, at vi kan spore epidemien live – men covid-19 er ikke selv på sociale medier, og derfor taber vi mediestrategien, for vi ved ikke, hvor den er lige nu, hvad den tænker, eller hvor den er på vej hen.

Migranter bliver pludseligt interessante
Det er tider, hvor migranter, flygtninge og fattige pludselig bliver interessante. Der bor 1,2 milliarder mennesker i uformelle slumbyer verden over uden vand, sanitet eller sundhedsvæsen.

Forebyggelse, sygdomsopsporing og behandling af sygdomme er umuligt. Vi vidste det godt, men det truede os ikke – før nu.

Der er 41,3 millioner internt fordrevne flygtninge i verden. Derudover er der 30 millioner flygtninge uden for deres hjemland. Mange er forsvarsløse over for epidemier og samlet i tætpakkede kæmpelejre.

Det er tider, hvor politiske og militære eliter skabte grobund for covid-19 med bevidst ligegyldighed. Tider, hvor religiøse samfund skabte epicentre i troen på, at bøn og kram beskytter troende.

Det er tider, hvor den økonomiske elite hentede epidemien til Danmark fra skiferier og gav den liv gennem efterfester, hesteshows og fredagsbarer på universitetet.

Det er tider, hvor beskyttelse mod globale sundhedsudfordringer drives af de rige landes skræk for covid-19 og andre infektioner, der kan true dem.

Alt imens tuberkulose, også kaldt "ebola med vinger," slår mange flere mennesker ihjel hver dag året rundt sammen med HIV, diarré og malaria.

Læs også

Danskere taler ubesværet om Wuhan og hjemmeskoler
Danskernes ordforråd er blevet beriget de seneste måneder med ord som Wuhan, Corona, hvide lunger, respirator, værnemidler, eksponentielle kurver, hjemmeisolation og flokimmunitet.

De fremmede ord kastes ubesværet ind i samtaler om hamstring, hjemmeskoling, hjælpepakker og hustruvold.

Befolkningen har på kort tid splittet sig op i tre stridende parter: De rå, hvor-der-handles-der-spildes-typer, der går ind for fri virusspredning, og de mere følsomme, som mener, at vi skal beskytte de sårbare, selv om det kræver nedlukning af samfundet.

Den sidste gruppe er de neoliberale cost-benefit-typer, der vil vide, hvad et menneskeliv koster, og hvor mange penge vi kan bruge på epidemien, så vi på gammeldags købmandsregningsfacon kan regne ud, hvem det kan betale sig at lægge i respirator.

Flertallet forsøger at skabe flokimmunitet
Begrebet immunitet stammer fra midten af 1500-tallet og betyder "fri, fritaget" (fra skatter, tiende eller synd).

Det stammer fra det latinske "immunis", der betyder "fritaget for offentlig tjeneste, ubeskattet, ubelastet, ikke bidragende," eller bogstaveligt talt "betaler ikke sin andel".

I moderne medicinsk forståelse betyder immunitet, at man er fritaget fra eller beskyttet imod en sygdom efter overstået infektion eller vaccination.

Er man immun over for corona, er man fritaget fra at yde til fællesskabet gennem hjemmeisolation og kan frit købe sko og gå på restaurant.

Man har først betalt sin skat, når man overlever smitten og er blevet immun. Men som det velfærdssamfund, vi er, tager flertallet én for holdet med at skabe flokimmunitet, så dem, der ikke må smittes, er beskyttet.

Frygten æder vores sjæle op
Testning har været det gennemgående tema – for hvem skulle testes? Så manglede der pludselig testkit, og hvad med de stakler, der ikke kunne blive testet og måtte gå i uvidenhed?

Der var dem, der mente, at man med en negativ test havde ret til at gå ud at købe sko og gå på restaurant. Der skabes nye alliancer i kriser, så politikere og borgere med forkærlighed for teknologiske quickfix fandt sammen med dem, der sælger dem.

Det lykkedes at etablere testning som den eneste rigtige indsats, måske fordi man med et testresultat kunne spærre de syge inde, så de raske kunne være i fred og komme ud.

Men der coronavirussen for længst ude i alle afkroge af samfundet, og derfor gav det ikke længere mening. Nu taler man i stedet om i stor stil at måle befolkningens immunitet, men hvad er det?

Man siger, at angst æder sjæle op, men det gør dens fætter, frygten, også. Med de dagligt offentliggjorte coronatabstal minder verden om en krigszone med en usynlig fjende.

Frygt nærer frygt og er afhængighedsskabende. Vi får ikke at vide, hvor mange der overlever virusangrebet, men kun, hvor mange nye der rammes, og hvor mange der falder.

Monsteret under sengen er der alligevel, sådan som vi nok altid har vidst. Vi kunne vælge at gå i panik en anden dag, men vores frygtdopede hjerner lokker os til at gå i panik.

Har levet i lykkelig uvidenhed
Måden, som mennesker udlever panik, er kulturelt kodet, men har et besynderligt ensartet ulogisk stenalderpræg.

Man kan hverken bekæmpe corona med Cola Zero, gær eller toiletpapir. Endnu mere bizart er tanken om, at man kan forsvare sig mod coronasmitte med automatrifler.

Det er meget nemmere og mere effektivt at vaske fingre, holde afstand og holde sig hjemme, hvis man er syg.

Men dét er umoderne, usynlige og usexede løsninger, som ikke matcher den dødshype, som det er lykkedes medierne at skabe, hvor eneste løsning synes at være at gå i panik alene, badet i håndsprit og med et mundbind fra Jem & Fix, mens man indtager en pose piller, som er anbefalet af førende præsidenter og er købt på internettet.

Vent med at gå i panik, indtil vi har bedre tid. Når vi har tid igen, skal vi lære at se rundt om hjørner og forberede os bedre på det uventede.

Der er meget, som vi godt vidste, men som vi ikke ville vide. Danskerne har levet i lykkelig uvidenhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Sodemann

Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet
cand.med. (Aarhus Uni. 1989), ph.d. (Aarhus Uni. 1996)

0:000:00