Debat

Professor: Digital handel med seksuelle overgreb på børn har kronede dage

Vi skal forhindre, at en dansk mand uproblematisk kan sidde i sin parcelhuskælder og bestille en voldtægt af et barn på Filippinerne. Derfor bør politi og pengeinstitutter samarbejde om at overvåge suspekte pengeoverførsler, skriver Trine Baumbach.

Problemet er, at politiet i Danmark ikke har let ved at opdage, at der i en nydelig villa i Danmark bliver bestilt og betalt for et seksuelt overgreb på et barn i et fjernt land, skriver Trine Baumbach. 
Problemet er, at politiet i Danmark ikke har let ved at opdage, at der i en nydelig villa i Danmark bliver bestilt og betalt for et seksuelt overgreb på et barn i et fjernt land, skriver Trine Baumbach. Foto: Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix
Trine Baumbach
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle ved, at internettet både har gode sider og skyggesider.

Vi kan kommunikere med hinanden over lange afstande, søge informationer og se film. Vi kan også handle med hinanden uden at være nødt til at rejse rundt i verden. Det er pragtfuldt.

En del handler er dog ikke særlig pragtfulde. De er tværtimod samfundsskadelige og farlige.

Det gælder for eksempel våbenhandel og narkotikahandel, som har kronede dage i kraft af Internettet.

Men det gælder desværre også handler af en helt anden karakter – nemlig handler med seksuelle overgreb på børn.

Temadebat

Hvordan beskytter vi børn mod digitale krænkelser?

Regeringen vil beskytte børn bedre mod digitale krænkelser. 

Sådan lød det fra justitsminister Nick Hækkerup (S), da han i maj præsenterede regeringens udspil “Værn mod voksne der krænker børn".  

En arbejdsgruppe skal blandt andet undersøge, om de gældende regler i straffeloven er tilstrækkelige, og om digitale krænkelser som grooming og sextortion kan straffes på lige fod med fysiske seksuelle krænkelser. 

Altinget Børn giver i en temadebat ordet til aktører og politikere, som vil debattere, hvilke tandhjul der bør skrues på for at gøre børns digitale liv trygt og sikkert. 

Her er deltagerne:

  • Camilla Mehlsen, digital medieekspert, Børns Vilkår 
  • Trine Baumbach, professor i strafferet og medlem af strafferetrådet
  • Karina Lorentzen (SF), retsordfører og medlem af Folketinget
  • Preben Bang Henriksen (V), retsordfører og medlem af Folketinget
  • Jonas Ravn, seniorrådgiver, Center for Digital Pædagogik
  • Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær, Red Barnet
  • Regitze Flannov, formand, undervisningsudvalget, Danmarks Lærerforening
  • Miriam Michaelsen, formand, Digitalt Ansvar

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Overgreb på bestilling
Sådanne handler kaldes ”Long Distance Child Abuse” (LDCA) – eller fjernovergreb. Udtrykket refererer til handler, hvor en mand for eksempel sidder i sin parcelhuskælder et sted i Danmark og har digital visuel kontakt med mennesker på for eksempel Filippinerne.

Her bestiller han mod betaling eksempelvis en voldtægt eller et andet seksuelt overgreb på et mindreårigt barn. Voldtægten bliver live-streamet, således at manden kan overvære forbrydelsen i realtid.

I mange tilfælde kan manden give detaljerede anvisninger på, hvilke overgreb barnet skal udsættes for undervejs i forløbet. I nogle tilfælde er barnet 12-15 år, i andre tilfælde er barnet endog meget lille.

Betalingen foregår ved, at manden overfører penge til udlandet, for eksempel via sit pengeinstitut.

Dette er naturligvis strafbart – ikke bare for de personer, der fysisk begår overgrebene i udlandet, men også for den person, der sidder foran sin computer i Danmark og ser det hele live.

Der er jo tale om, at vedkommende anstifter en anden til at begå en forbrydelse og dermed medvirker til at gennemføre den pågældende voldtægt på et forsvarsløst barn i en fattig del af verden. Et overgreb som jo kun kommer i stand, fordi danskeren er villig til at betale for at få lov til at se det live. 

Udfordring for politiet
Ifølge Europol er antallet af sådanne seksuelle overgreb på børn i de fattige lande steget under corona-pandemien.

Problemet med disse handler er bare, at politiet i Danmark ikke har let ved at opdage, at der i en nydelig villa i Danmark bliver bestilt og betalt for et seksuelt overgreb på et barn i et fjernt land.

Hvis ikke politiet modtager en anmeldelse, for eksempel fra et familiemedlem til manden – hvilket sjældent sker i praksis – eller selv kommer under vejr med forholdet i forbindelse med en anden politiforretning, ja, så kan sådan en voldtægtsforbryder sidde i sin kælder i mange år og bestille og betale for den ene voldtægt efter den anden uden at blive opdaget og uden at blive straffet for sine ugerninger.

Prisen for voldtægten er nemlig typisk ikke højere end, at en gennemsnitsdansker har råd til at betale for sådant et overgreb op til flere gange om ugen.

Samarbejde med pengeinstitutter
Da hvert overgreb forudsætter en pengeoverførsel fra gerningspersonen i Danmark til bagmændene/kvinderne i udlandet, er det helt oplagt at bede banker og vekselbureauer med videre om at indberette til politiet, hvis en dansker overfører mindre beløb til en modtager i de lande, hvor myndighederne ved, at disse overgreb kan købes.

En sådan pengeoverførsel kan naturligvis være helt legitim – for eksempel udgøre et lovligt internetkøb – men den kan også være et bevis på, at danskeren i den pæne villa har begået en uhyggelig grov forbrydelse mod et forsvarsløst barn fra et fattigt område fjernt fra Danmark.

Heldigvis har Regeringen fået øje på disse sager og har bebudet, at der til efteråret vil blive fremsat lovforslag, der giver mulighed for, at politiet og pengeinstitutter kan samarbejde og udveksle oplysninger.

Et sådant lovforslag skal hilses mere end velkomment – jo før, jo bedre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00