Derfor gik Radikale fra ballets dronning til bænkevarmer

”Det ligner en bevidst provokation, der skal give regeringen en undskyldning for et valg."
Sådan lyder konklusionen fra en central radikal kilde, efter S-regeringen fremlagde sit finanslovsforslag, hvor der var sat penge af til socialdemokratiske mærkesager som tidlig pension og flere penge til politiet, mens en radikal mærkesag som klima ikke fik samme opmærksomhed.

Pengene til klimaindsatsen er generelt lagt over til senere forhandlinger, og der truer benhårde tovtrækninger i efteråret, såvel om finansloven som i forhold til hele klimaområdet. Oplægget til den nye politiske sæson understreger det elendige forhold mellem socialdemokrater og radikale, men den seneste måned har samtidig sat en fed streng under, hvor isoleret Radikale Venstre er endt med at blive.

Historisk isolation
Når Radikale samles til partiets corona-decimerede landsmøde på lørdag, må de delegerede konstatere, at deres parti i dag står mere isoleret end nogensinde før i partiets 115-årige historie.

Mens Radikale fra dannelsen i 1905 helt til midten af 60’erne var fast makker med Socialdemokratiet i opbygningen af velfærdssamfundet, stod partiet i de næste 35 år i den utrolig privilegerede situation, at alle kappedes om den radikale gunst. Valgte Radikale ikke at gå i regering, regerede partiet ofte fra sidelinjen.

Før partiets landsmøde står Radikale Venstre mere isoleret end nogensinde før i partiets 105-årige historie.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

De politiske fronter i dansk politik blev i de år bestemt af økonomisk politik og fordelingspolitik, og her befandt Radikale sig objektivt set i smørhullet i midten. Der var derfor logik i, at partiet i mange år bestemte om, statsministeren skulle være socialdemokrat eller borgerlig.

Røg ud på fløjen
Da dagsordenen i slutningen af 90’erne skiftede, mistede Radikale lige så logisk sin privilegerede rolle. For med udlændingepolitik og retspolitik i centrum kunne Radikale ikke længere påberåbe sig en midterposition. Her lå partiet tværtimod på den absolutte yderfløj på linje med Enhedslisten.

Det gjorde Radikale til en umulig samarbejdspartner for de borgerlige, og da Henrik Sass Larsen (S) fra 2005 blev den stærke mand i Socialdemokratiet, var kursen også sat for et brud med socialdemokraterne:

”Der er måske 20 procent af befolkningen, der er enige i den radikale udlændingepolitik. På en god dag. Hvorfor skal det være vores problem?” spurgte Sass allerede i 2005 og krævede en mere pragmatisk radikal holdning.

Den konflikt kulminerede 13 år efter, da Mette Frederiksen (S) grundlovsdag 2018 kom med den historiske melding om, at hun ville danne regering alene – uden Radikale. Meldingen blev af nogle radikale set som en hævn for Margrethe Vestagers (R) ydmygelse af S og SF under Thorning-regeringen, men det var ikke den primære grund. Det var rets-og udlændingepolitikken, der fik S til at skrotte den gamle partner.

Nøjagtig samme begrundelse brugte Venstres nye leder Jakob Ellemann-Jensen, da han for nogle uger siden aflivede den flirt, han gennem foråret havde kørt med den radikale leder Morten Østergaard.

Vild retorik
Faktisk har Radikale på visse punkter forsøgt at nærme sig midten i udlændingepolitikken. I modsætning til Vestager erkender partiet under Østergaard nu, at det er ødelæggende for integrationen, når skoler har en stor overvægt af tosprogede elever, og Radikale accepterede enkelte stramninger på udlændingeområdet i Thorning-regeringens slutfase.

Men partiets retorik har ikke ændret sig. I 2015 førte Radikale – til socialdemokraternes raseri – valgkamp på, at Thorning-regeringen havde gennemført 45 lempelser af udlændingepolitikken. Og i 2019 førte Østergaard en meget bastant valgkamp, hvor han retorisk fermt, men indholdsmæssigt usagligt, slog Dansk Folkeparti i hartkorn med det halvfascistiske Stram Kurs. Det vandt mandater, men brandede igen Radikale som et værdipolitisk yderliggående parti.

Med den radikale isolation mejslet i granit, vil der blive lyttet opmærksomt efter nye signaler fra Østergaard på landsmødet. I dele af folketingsgruppen og baglandet håber man på det, men Østergaard står i et dilemma.

Han kan lave en ”Stefan Lövren”, som da den svenske statsminister i sidste uge sensationelt brød med sit partis politik gennem 50 år og erkendte en sammenhæng mellem indvandringen og den ukontrollable svenske bandekriminalitet. Eller han kan lave en ”Pelle Dragsted”, der tog det store flertal for en stram udlændingepolitik til efterretning, hvorefter Enhedslisten primært koncentrerede sig om kampe med bedre gevinstchancer.

Men bløder Østergaard for alvor op for at spille partiet ind på midtbanen igen, risikerer han at blive straffet vælgermæssigt. Alt tyder på, at en del af partiets flotte fremgang ved valget sidste år, kom fra vælgere med en ret yderliggående holdning til udlændingepolitikken. Eksempelvis gik Radikale markant frem i nogle af ghettoområderne.

Dermed kan Østergaard blive fanget af sin egen succes. Som da den daværende leder Marianne Jelved (R) fordoblede de radikale mandater i 2005, men med et stadig mere anstrengt forhold til såvel VK-regeringen som socialdemokraterne til følge.

Grønne potentialer
I den økonomiske politik har Radikale Venstre efter Margrethe Vestagers højresving forsøgt at finde ind mod midten igen. Radikale har reelt erkendt, at partiet gik for langt i sin modstand mod at finde en solid løsning på det dagpengespøgelse, der martrede S og SF i Thorning-regeringens tid.

På det grønne område har Radikale kombineret en meget hård retorik med en erhvervsvenlig stil, der også åbner for samarbejde med nogle af de borgerlige partier. Der var netop det grønne område, der syntes at åbne for et nærmere samarbejde med Venstre – og den ambition har Venstre ikke opgivet, selvom Ellemann har skrottet Radikale som en strategisk partner.

Problemet er bare, at udlændingepolitikken stadig er afgørende for meget stor vælgergruppe, der kan svinge mellem fløjene. Og emnet er helt definerende for nogle af de partier, der skal sikre et blåt flertal.

Hinandens negation 
Derfor var det også ude i fantasi-genren, da der i en periode blev spekuleret i, at Jakob Ellemann kunne flytte flertallet ved at lokke Radikale over midten. For hvilken koalition af partier skulle i givet fald bære Jakob Ellemann igennem som statsminister?

Det er plat umuligt at forestille sig en regering – og et regeringsgrundlag – der både bakkes op af Radikale og Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Her har situationen ændret sig afgørende siden 80’erne, hvor den konservative Poul Schlüter kunne regere med støtte fra både Radikale Venstre og Fremskridtspartiet. Der var før udlændingepolitikken kom ind som en afgørende skillelinje, og trods forskellene på Fremskridtspartiet og Radikale var de to partier ikke diametrale modsætninger, som R og DF er i dag.

Dertil kommer, at en stor del af det radikale vælgerkorps nu opfatter sig som venstreorienterede og ikke vil se med milde øjne på, at deres stemme bliver brugt til at understøtte en Venstre-regering med Inger Støjberg som minister.

Derfor er der ikke substans i tanken om Radikale som del af grundlaget for en borgerlig regering - og derfor vil Radikale så langt øjet rækker mangle et alternativ til det samarbejde med socialdemokraterne, som der er større og større frustration over.