Radikale: Vi kommer næppe uden om en halvering af landbrugets CO2-udledning

Det er desværre en så godt som ufortalt historie, hvor stor en del af klimakrisen, der handler om fødevarer og landbrug. Det gælder både globalt – men sandelig også for et lille landbrugsland som Danmark.

Landbruget står i dag for en tredjedel af Danmarks samlede udledning. Det svarer til 18,7 millioner ton CO2 og skal ses i lyset af, at Danmark på tværs af alle sektorer kun må udlede 21 millioner ton CO2 i 2030. 

Tallene siger det klart: Der er meget lang vej til mål.

Men i stedet for at stille sig i spidsen for den grønne omstilling af landbruget, så har fødevareministeren droppet sit landbrugsudspil og degraderet sig selv til "spilfordeler".

Det er noget af en fuser efter i flere måneder at være blevet holdt hen med løfter om, at regeringens udspil var lige på trapperne.

Jeg sad selv og sms'ede med Mogens Jensens (S) rådgiver i de dage, hvor den skæbnesvangre minkbeslutning blev truffet. Her lød svaret: Udspillet er færdigt og vil blive offentliggjort en af de kommende dage. Men nu er det i stedet røget i papirkurven.

Aftalen om kompensation til minkavlerne har vist, hvor dyrt det kan blive, hvis store forandringer kommer som en tyv om natten

Zenia Stampe (R)
Landbrugsordfører

Det er sandsynligvis sporene fra minksagen og traktordemonstrationerne, der skræmmer. Men de burde skræmme på en helt anden måde.

For aftalen om kompensation til minkavlerne har jo vist, hvor dyrt det kan blive, hvis store forandringer kommer som en tyv om natten. Derfor har vi en forpligtelse til at handle nu.

Otte millioner ton til landbruget 
Der er ikke meldt noget officielt mål ud for reduktionen af landbrugets udledning.

Men hvis vi kigger rundt på reduktionspotentialet i de øvrige sektorer, så tegner der sig et klart billede: Vi har allerede lavet aftaler, der sikrer, at energisektoren, den kollektive forsyning, affald og spildevand går i nul i 2030.

Industrien kan vi realistisk halvere til fire millioner ton CO2 frem mod 2030. Og transporten, som vi med aftalen om grønne biler fik nedbragt til 11,6 millioner ton CO2, kan vi sandsynligvis reducere yderligere med 2,6 millioner ton, så vi ender helt nede på ni millioner ton CO2 i 2030.

Det efterlader så otte millioner ton CO2 til landbrug (inklusiv arealanvendelse og skovbrug) i 2030.

Bundlinjen er altså, at selvom vi anlægger et ekstremt optimistisk blik på alle de andre sektorer, så kommer vi næppe uden om cirka en halvering af landbrugets udledning.

Det er en stor mundfuld. Især fordi vi allerede er sent ude og derfor ikke kan satse på, at der dukker helt nye, ukendte teknologier frem.

Den animalske produktion 
Til gengæld kan vi glæde os over, at der allerede er enighed om en del ting: Vi skal sætte turbo på udtagningen af de klimaskadelige lavbundsjorde.

Vi skal udrulle eksisterende teknologier som for eksempel nye udslusnings- og udmugningssystemer, ændret foder, gylleforsuring og robotteknologi. Og vi skal modne nye teknologier.

Men det vil stadigvæk ikke være nok.

Derfor kommer vi ikke uden om det helt store tabu: Balancen mellem den animalske og vegetabilske landbrug.

Animalsk produktion er ekstremt klimabelastende. Og selv med de nyeste teknologier viser beregningerne fra Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren, at vi frem mod 2030 kun kan nedbringe udledningen fra husdyrproduktionen med knap en millioner ton CO2 ud af de nuværende 7,7 millioner ton CO2.

Hertil kommer hele pladsperspektivet: Danmark er – sammen med Bangladesh – det mest intensivt dyrkede land i verden, og 80 procent af landbrugsjorden bliver brugt til foderproduktion.

Samtidig supplerer vi med foder fra udlandet svarende til et areal på størrelse med Sjælland. Det er jord, der ellers kunne bruges til menneskeføde, skov eller natur.

Og når man regner arealanvendelse med i de enkelte fødevarers klimaaftryk – som det for eksempel sker i Concitos nye klimadatabase – så ser det endnu mere kritisk ud.

En tikkende bombe 
Den animalske produktion er en konkret udfordring for at nå vores nationale klimamål. Men den er også en tikkende bombe under hele verdens klimaindsats.

For i takt med, at den globale befolkning vokser og gennemsnitsindkomsten stiger, så vil efterspørgslen efter animalske produkter også stige.

Ifølge FN's landbrugsorganisation, FAO, vil efterspørgslen efter kød og mælk stige med henholdsvis 54 procent og 73 procent frem mod 2050.

Reduktionerne i andre sektorer risikerer derfor at blive ædt op af en stigende udledning fra fødevareproduktionen. Allerede nu ryddes der cirka en fodboldbane skov hvert tredje sekund for blandt andet at give plads til foderproduktion.

Og medmindre vi meget hurtigt overgår til laboratoriekød, så findes der kun ét bæredygtigt svar på den stigende efterspørgsel: Vi må udvikle plantebaserede alternativer.

To spor i omstillingen 
Problemstillingen er ikke meget anderledes end den, vi har set inden for andre sektorer.

Hvis alle kinesere og indere skal have en benzinbil, så er det ikke nok at få bilen til at køre lidt længere på literen. Vi må udvikle alternativer.

Og på samme måde med bøfferne og mælken. Det er ikke nok at gøre dem en smule mere klimaeffektive, hvis den øgede efterspørgsel og produktion æder reduktionerne op.

Derfor bliver den grønne omstilling af landbruget nødt til at følge to parallelle – og lige vigtige – spor.

Vi skal fortsat arbejde for at skabe verdens mest klimaeffektive animalske produktion. Men vi skal også være helt i front, når det handler om at udvikle de plantebaserede alternativer, der er forudsætningen for at skabe et globalt fødevaresystem i balance.