Debat

Rami Zouzou: Der er ikke brug for mere integration

DEBAT: Integrationsindsatser er et misforstået hensyn, som sender et signal om, at de nye medborgere ikke kan integrere sig selv. Det vidner derfor om historieløshed, når flere eksperter og politikere råber op om, at vi skal have mere integration, skriver Rami Zouzou.

Rami Zouzou er cand.mag. og udviklingskonsulent. Han har tidligere ledet sociale indsatser for belastede områder i Køge.
Rami Zouzou er cand.mag. og udviklingskonsulent. Han har tidligere ledet sociale indsatser for belastede områder i Køge.Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rami Zouzou
Cand.mag. og udviklingskonsulent

Så kom der en undersøgelse, der viser, at tredjegenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre end andengeneration i skolen eller på arbejdsmarkedet. Og at tro på, at vi kan løse de kommende års udfordringer med øget indvandring fra de ikke-vestlige lande med flere integrationsindsatser vidner om historieløshed.

For på trods af årtiers integrationsindsatser, taler vi fortsat om parallelsamfund og dårlig integration. Men at tro, at mere integration er vejen frem, ville være at tale imod historien; at smutte under radaren og distancere sig endnu mere fra det samfund, de hævder, de så gerne vil være en del af. For det er ligegyldigt at anvise en vej, hvis der ikke er vilje. 

Et misforstået hensyn
Da min far kom til Danmark fra Syrien i 70’erne, var der en vej frem, hvis man ville være en del af samfundet. Den vej var ikke sjove integrationsforløb og sociale indsatser med kulørte navne, udtænkt af antropologer, der efter en studierejse i min fars hjemland påstod, at de kendte alt til min fars kultur og person. Næh, det var arbejdsmarkedet. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Der er brug for, at vi opmuntrer og stimulerer vores kommende medborgere til at vise en vilje og ambition om at blive en del af vores samfund. Samme vilje og ambition, de omsatte til handling, da de rejste flere tusind kilometer mod de danske kyster.

Rami Zouzou

Men pludselig opstod der et misforstået hensyn til en gruppe, som engang kunne klare sig selv: ved statens mellemkomst skulle de integreres. Og som den nye rapport konkluderer, gik det vist ikke så godt.

Derfor er det bekymrende, at flere eksperter og visse politikere allerede begynder at råbe op om, at svaret på de kommende årtiers migrationsudfordringer skal findes i mere integration. Det vidner historien desværre om, ikke er tilfældet.

Der er igennem årene iværksat et utal af integrationsindsatser, som ikke har haft anden effekt end sendt et signal om, at vores nye medborgere ikke er i stand til at integrere sig selv.

Rami Zouzou

Ingen ny Zlatan
For der er igennem årene iværksat et utal af integrationsindsatser, som ikke har haft anden effekt end sendt et signal om, at vores nye medborgere ikke er i stand til at integrere sig selv, kulturelt eller socialt, hvilket også har påvirket de etniske danskeres holdning til de nye medborgere.

For de reagerer naturligt nok på, at man i flere år har peget på, at forudsætningerne for indvandringens økonomiske, sociale og kulturelle berigelse ligger i omkostningstunge integrationsprogrammer og boligsociale indsatser. Og det er da svært at tro på, at løsningen på de kommende årtiers udfordringer skulle ligge i mere af det samme. Der har vi jo ligesom været.

Vi har haft særlige kvindeprogrammer, hvor man har placeret mange ikke-vestlige kvinder, så de i dag ikke har fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi har haft eksklusive foreningstilbud for at inkludere unge med anden etnisk herkomst i foreningslivet. Det har bare ikke skabt den nye Zlatan, men derimod betydet, at de unge har haft mulighed for at oprette særlige etniske hold og aldrig er blevet en del af vores stolte danske foreningsliv på lige fod med alle andre.

Ikke flere integrationsindsatser
For selv om vi fra tid til anden lader os til tider lulle i søvn af, at flere og flere piger med ikke-vestlig baggrund tager en uddannelse, kan man heller ikke på den baggrund konkludere, at integrationen er på rette spor. Flere undersøgelse viser fortsat, at muslimske piger ikke har friheden til at blive kæreste, endsige gifte sig, med danske drenge, hvilket jo markerer en klar distance til deres nye naboer.

Vi kan derfor godt hævde, med historien som vidne, at de ikke-vestlige indvandreres modstandskraft over for integrationspolitiske tiltag er stærkere end indsatsernes effekt. Og jo flere vi som samfund finansierer, desto mere falder befolkningens tillid til, at de mange nye borgere har ressourcer og vilje til at blive aktive medborgere i vores samfund.

Så der er ikke brug for flere integrationsindsatser. Der er brug for, at vi opmuntrer og stimulerer vores kommende medborgere til at vise en vilje og ambition om at blive en del af vores samfund.

Samme vilje og ambition, de omsatte til handling, da de rejste flere tusind kilometer mod de danske kyster. En rejse, de for øvrigt planlagde, finansierede og gennemførte uden hjælp fra en antropolog, integrationskonsulent eller socialarbejder.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rami Panduro Zouzou

Forfatter og selvstændig konsulent
Cand.mag historie

0:000:00