Rami Zouzou: Mit navn gør mig ikke til integrationsekspert

Af Rami Zouzou
Cand.mag. og selvstændig konsulent

Sikander Siddique fra Frie Grønne Stemmer brugte dele af sin taletid i Folketingets afslutningsdebat på at fremhæve sig selv som et godt eksempel på en person, der på trods af en mørk hudfarve har klaret sig mod alle odds.

Siden har man nærmest dagligt kunne læse fortællinger om personer med anderledes klingende navne, der på trods af at være født og opvokset i Danmark og have taget en uddannelse stadig kæmper med at føle sig som en del af det danske fællesskab.

Nogle hævder, at det skyldes højrefløjspartiernes retorik. Men måske var det på tide at kigge et andet sted. For i rigtig mange år har personer med anderledes klingende navne været ophøjet til sandhedsvidner og eksperter i integrationspolitikken udelukkende på baggrund af deres ophav.

Som jeg ser det, er det en diskrepans mellem på den ene side ville betragtes som dansk som alle andre og samtidig påberåbe sig særlig ekspertise på grund af oprindelse eller kulturelt ophav, hvilket desværre kun bidrager til at fastholde dem i en integrations- og udlændingelogik.

Ministerier har brugt sandhedsvidner
Gennem tiden har ministerier, kommuner og lokale integrationsprojekter gjort flittigt brug af personer med anderledes klingende navne som ressourcepersoner og rollemodeller.

Ingen skal sige, at min oprindelse giver mig dårligere odds for at gennemføre en akademisk uddannelse. Det er i sandhed racisme.  

Rami Zouzou
Cand.mag. og selvstændig konsulent

Det har nærmest virket som om, at bare man hed Fatima, Aydin, Sikkander eller sågar Rami, så var man ekspert ud i integrationens kringlede univers, på trods af at disse personers eneste fællesnævner er, at ens navn og rødder skal findes et sted mellem Nordafrika og Asien. Ud over det er de lige så forskellige, som havde de heddet Pia, Lars, Mette eller Pelle.

På egen krop har jeg for år tilbage oplevet at blive kaldt rollemodel, fordi jeg med rødder i Syrien har taget en akademisk uddannelse. Jeg har egentlig altid stillet mig undrende over for denne betegnelse.

Skulle min syriske far ikke være i stand til at motivere og stimulere mig, fordi han er født i Latakia? Hvad er det, der får folk til at tro, at blot, fordi ens fars ophav ikke er i Aalborg, Kolding eller København, så ved man alt om, hvordan man inkluderer folk med for eksempel libanesisk baggrund i det danske fællesskab, på trods af at forholdet mellem syrere og libanesere sjældent har været varmt og broderligt?