Rami Zouzou: Mit navn gør mig ikke til integrationsekspert

DEBAT: I mange år har personer med anderledes klingende navne været ophøjet til sandhedsvidner og eksperter i integrationspolitik udelukkende på grund af deres ophav, skriver Rami Zouzou.

Af Rami Zouzou
Cand.mag. og selvstændig konsulent

Sikander Siddique fra Frie Grønne Stemmer brugte dele af sin taletid i Folketingets afslutningsdebat på at fremhæve sig selv som et godt eksempel på en person, der på trods af en mørk hudfarve har klaret sig mod alle odds.

Siden har man nærmest dagligt kunne læse fortællinger om personer med anderledes klingende navne, der på trods af at være født og opvokset i Danmark og have taget en uddannelse stadig kæmper med at føle sig som en del af det danske fællesskab.

Nogle hævder, at det skyldes højrefløjspartiernes retorik. Men måske var det på tide at kigge et andet sted. For i rigtig mange år har personer med anderledes klingende navne været ophøjet til sandhedsvidner og eksperter i integrationspolitikken udelukkende på baggrund af deres ophav.

Som jeg ser det, er det en diskrepans mellem på den ene side ville betragtes som dansk som alle andre og samtidig påberåbe sig særlig ekspertise på grund af oprindelse eller kulturelt ophav, hvilket desværre kun bidrager til at fastholde dem i en integrations- og udlændingelogik.

Ministerier har brugt sandhedsvidner
Gennem tiden har ministerier, kommuner og lokale integrationsprojekter gjort flittigt brug af personer med anderledes klingende navne som ressourcepersoner og rollemodeller.

Det har nærmest virket som om, at bare man hed Fatima, Aydin, Sikkander eller sågar Rami, så var man ekspert ud i integrationens kringlede univers, på trods af at disse personers eneste fællesnævner er, at ens navn og rødder skal findes et sted mellem Nordafrika og Asien. Ud over det er de lige så forskellige, som havde de heddet Pia, Lars, Mette eller Pelle.

På egen krop har jeg for år tilbage oplevet at blive kaldt rollemodel, fordi jeg med rødder i Syrien har taget en akademisk uddannelse. Jeg har egentlig altid stillet mig undrende over for denne betegnelse.

Skulle min syriske far ikke være i stand til at motivere og stimulere mig, fordi han er født i Latakia? Hvad er det, der får folk til at tro, at blot, fordi ens fars ophav ikke er i Aalborg, Kolding eller København, så ved man alt om, hvordan man inkluderer folk med for eksempel libanesisk baggrund i det danske fællesskab, på trods af at forholdet mellem syrere og libanesere sjældent har været varmt og broderligt?

Stiller konstant danskheden på prøve
Så længe vi ophøjer folk med rødder i andre lande til integrationseksperter, og så længe forfattere, meningsdannere og politikere udelukkende argumenterer ud fra deres kulturelle og etniske ophav i integrationsdebatten og ophøjer sig selv til rollemodeller, stiller man konstant danskheden på prøve.

Man kan i den forbindelse med god ret spørge, om man kan tillade sig at kritisere omgivelserne for ikke at anerkende en som fuldstændig dansk, når man konstant fremstilles som ekspert på integration, blot fordi man har rødder i et mellemøstligt land og knytter sig til sin etnicitet og kultur, når man skal legitimere sine udsagn. For er man ikke i virkeligheden bare med til at fastholde sig selv i en udlændinge- og integrationslogik?

Inden vi igen kaster os frådende over retorikken fra partier som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti som værende den væsentligste årsag til, at nogen ikke føler sig danske, skulle man måske lige kigge på, hvilken fortælling man selv knytter til sin etnicitets rolle i det danske samfund.

Personligt har jeg aldrig følt mig krænket af hverken vælgere fra Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti. Men jeg har altid fundet det stærkt provokerende, at velmenende personer har rost mig, fordi jeg har taget en uddannelse.

Det er vel det mindste, som man kan forvente af personer, som påberåber sig danskhed. Det gør mig ikke til rollemodel, men en almindelig, velbegavet medborger, der kan have lige så stærke og kvalificerede meninger om alt andet end integration på lige fod med Pia, Lars, Mette eller Pelle.

For ingen skal sige, at min oprindelse giver mig dårligere odds for at gennemføre en akademisk uddannelse. Det er i sandhed racisme.  

Forrige artikel Lykke Friis efter EU-topmødet: Den nationale regnearkslogik er utilstrækkelig Lykke Friis efter EU-topmødet: Den nationale regnearkslogik er utilstrækkelig Næste artikel Landbrug & Fødevarer: Miljøvismands beregninger grænser til det absurde Landbrug & Fødevarer: Miljøvismands beregninger grænser til det absurde
Mundbind bliver nu et krav i seks kommuner

Mundbind bliver nu et krav i seks kommuner

PRESSEMØDE: Fem kommuner følger i Aarhus’ fodspor og får et krav om mundbind i al offentlig transport. Det oplyser regeringen efter et pressemøde, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har orienteret om en stigning i antallet af coronasmittede, der giver ”grund til bekymring”.