Debat

Rami Zouzou: Venstre taber terræn i det udlændingepolitiske spil

Regeringen har erobret taktiktavlen og efterladt Venstre på udskiftningsbænken i det udlændingepolitiske spil. Venstre er nødt til at kræve en lige så stram integrationspolitik som udlændingepolitik, skriver Rami Zouzou.

Hvorfor har man ikke set Venstres udmeldinger udmønte sig i en grundig evaluering af integrationsindustrien, så vi kan få afklaret, hvem der i virkeligheden kan og vil Danmark? spørger Rami Zouzou.
Hvorfor har man ikke set Venstres udmeldinger udmønte sig i en grundig evaluering af integrationsindustrien, så vi kan få afklaret, hvem der i virkeligheden kan og vil Danmark? spørger Rami Zouzou.Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rami Panduro Zouzou
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selvom Venstre var en del af aftalen om indfødsret, der gør det sværere for kriminelle udlændinge af få statsborgerskab, hersker der vist ikke megen tvivl om, at regeringen har erobret taktiktavlen og efterladt Venstre på udskiftningsbænken i regeringens udlændingepolitiske spil.

For mens tonerne fra udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund (S) runger klart og tydeligt for de fleste danskeres øre, når det kommer til flygtninge, indvandrere og efterkommere, er det de færreste, der kan huske indholdet af Venstres eget udlændingepolitiske udspil tilbage i februar bortset fra indfødsretsordfører Morten Dahlins (V) ord om, at hvis man kan rejse fra Helmand til Hundige, så kan man også klare sig selv.

Kan lade sig inspirere af Fogh
Hvis Venstre vil tilbage i førertrøjen og generobre det tabte terræn, bør man tage udgangspunkt i Morten Dahlins ord.

Kræve en lige så stram integrationspolitik som udlændingepolitik. Venstre kan eventuelt hente inspiration hos partiets tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i sin første tale som landets statsminister sagde:

"I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter (...) Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering".  

Inviter Socialdemokratiet på banen til at gennemføre en gennemgribende sanering af integrationsindustriens ekspertvælde.

Rami Zouzou
Selvstændig konsulent, Cand.mag. i historie

Hvad var det egentlig, som Anders Fogh Rasmussens mente? I februar 2002 udgav professorerne Erik Albæk, Peter Munk Christiansen og Lise Togeby bogen 'Eksperter i medierne', som bakkede op om Anders Fogh Rasmussens kritik.

Bogen pegede på, at der var sket en udvikling fra den neutralt formidlende forsker til "den politiserende ekspert". En lignende udvikling har vi set inden for integrationsindustrien. 

Kommunale medarbejdere, boligsociale projektledere, idrætsforbund og meningsdannere har gennem årene i et væk udviklet projekter, der skal tage hånd om Danmarks integrationsproblemer med henvisning til deres helt specifikke ekspertkendskab til etniciteter og kulturelle kendetegn samt privilegerede adgang til målgrupperne.

Selvbestaltede ekspertprojekter
Det påfaldende i den sammenhæng er, at Socialdemokratiets udlændingepolitiske hardhittere, der ved den ene debat efter den anden står og høster stemmer hjem ved at kalde sig garanter for en fast udlændingepolitik, overhoved ikke forholdes til den vedvarende offentlige støtte til integrationsindustriens mange selvbestaltede eksperters projekter.

Ingen har stillet spørgsmål til projekternes relevans endsige succesrate, når vi stadig oplever massive integrationsproblemer – og om integrationen i virkeligheden ikke er den enkeltes ansvar. 

Når Rasmus Stoklund hævder, at pligt kommer før ret, når man ønsker at få lov at leve resten af sit liv i Danmark, hvorfor har man så ikke har set det udmønte sig i en grundig evaluering af integrationsindustrien, så vi kan få afklaret, hvem der i virkeligheden kan og vil Danmark?

Inviter Socialdemokratiet på banen
Så hvis Morten Dahlin står ved sine ord om, at hvis man kan rejse fra Helmand til Hundige, så kan man klare sig selv, så kan man jo lade sig inspirere af sin gamle partiformand og statsminister og dermed tilbageerobre den udlændinge- og integrationspolitiske dagsorden.  

Inviter Socialdemokratiet på banen til at gennemføre en gennemgribende sanering af integrationsindustriens ekspertvælde.

For det er sjovt nok ikke en kamp, som Socialdemokratiets udlændingepolitiske førstehold har virket villige til at udtale sig om i deres ellers så barske strammerretorik.   

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Dahlin

Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde (V), MF
HA (kom.) (CBS 2012)

Rasmus Stoklund

MF og politisk ordfører (S)
cand.scient.pol (Københavns Uni. 2012)

0:000:00