Rasmus Nielsen: Klogt at privatisere public service

Kulturminister Mette Bock (LA) har det både let og svært i disse uger, hvor hun og ministeriet lægger sidste hånd på regeringens udspil til nye medieordninger fra 2019. Det ventes fortsat til februar.

Let, fordi der tegner sig en bred politisk forståelse om løsninger som reduktion af DR med 10-15 procent og omlægning fra licens til skat. Noget, der var helt utænkeligt indtil for nyligt. Og enighed om, at public service-indhold ikke kun kan leveres af statens egne medier, men også af private. At der flyttes midler fra DR til private medier via en ny public service- eller mediepulje.

Det er så klogt nu at omdefinere – privatisere – det mærkelige ord "public service", så det mindst er lige så privat skabt som statsligt kontrolleret. Hvad vil I f.eks. kalde Altingets kandidat-databaser? Det er renlivet public service og har været det siden 2001. Vi måtte dengang bare ikke kalde det public service. 

Partierne og aktørerne har positioneret sig forud for regeringens udspil, og der er bevægelse mod hinanden. Ja, man kan nærmest tale om noget så sjældent i politik som vilje til konsensus. Selv SF og S bakker op om at slanke DR og styrke private mediers adgang til at lave den public service, der indtil for nylig strengt blev defineret som eksklusivt statsligt.

Men svært, fordi hvad nytter det? Altså – teknik ændrer samfundet langt hurtigere, ukontrollabelt og uforudsigeligt end de politiske løsninger, man langsomt taler sig frem til et kompromis om.

Tech-giganternes indtagelse og dominans af verdensscenen er en langt større faktor end størrelsen på DR herhjemme og udviklingen i dagbladenes antal, oplag og læsertal.

Partierne og aktørerne har positioneret sig forud for regeringens udspil, og der er bevægelse mod hinanden. Ja, man kan nærmest tale om noget så sjældent i politik som vilje til konsensus.

Rasmus Nielsen, udgiver

Eller man kan sige: Tech-giganternes ukontrollerede og skattebegunstigede markedsindtagelse er – som også DR altid gør opmærksom på – en vigtigere årsag til dagbladenes krise end DR's tilstedeværelse på markedet. Omend vi må påpege, at DR og de private medier er i direkte konkurrence på internettet. Bare på ulige finansielle vilkår.

På den måde er det forestående medieforlig – forhåbentligt både for det private og det statslige område – så meget mere alvorligt, end da den drevne Marianne Jelved (R) i 2013 som kulturminister omsider justerede den private mediestøtte, så den blev såkaldt platformsneutral, hvorved internetmedier kunne opnå støtte på linje med trykte dagblade.

For i 2018 handler det om noget meget mere alvorligt end om det indlysende, at digital journalistik skal vurderes på linje med den trykte. Nu er de private mediers krise, især dagbladenes, så fremskreden og de få globale tech-giganters dominans så udpræget, at det som bekendt påvirker de vestlige demokratier negativt.

Gentlemen of the press står ikke længere i første række til at sikre borgerne uvildig information om de lovgivende, udøvende og dømmende magter i den frie verden. Nu er ladeporten ganske åben for "fake news", defineret som bevidst plantning – gerne på "sociale medier" – af ukorrekte ord for politisk eller økonomisk vindings skyld.

Vi oplever derfor, at de medier, uanset ejer- og udgivelsesplatform, nu i  Danmark såvel som andre europæiske lande er rykket sammen med parlamenter og regeringer i et fælles ønske om at sikre frie, uafhængige medier som en vigtig forudsætning for demokratiet. 

Hvordan kan der siges både noget stort og ideologisk og noget mere jordnært om.

Overordnet må et demokrati sikre sig udgivelsen af en bred palet af medier på det nationale sprog. Og i dag er medie = levende billeder, lyd, tekst og fotos fremført digitalt. Forholdet mellem statseje og privateje afspejler gerne det enkelte lands valg af størrelse på den offentlige sektor. Mange statslige medier i Nordeuropa, mere overladt til de private sydover. Den kamp er stærkt ideologisk og må i den sidste ende bestemmes af vælgerne og deres folkevalgte. Bare vi private aktører kan få lov til imens at drive vores forretninger med vækst, soliditet og et rimeligt overskud efter skat.

EU-institutionerne må på kortest mulig tid sikre, at de globale tech-giganter betaler selskabsskat i EU-landene svarende mindst til den skat, de europæiske hjemmemarkeds-konkurrenter leverer til fællesskabet. Den danske kommissær Margrethe Vestager er som bekendt ved at skrive sig ind i Europas samtidshistorie på den konto.

Altinget.dk vil altid, som hidtil, betale sin selskabsskat i Danmark, og vi flytter ikke faktureringen af vores danske kunder ud af kongeriget. Jeg er stolt over at have en dansk it-afdeling fremfor f.eks. en i Indien. Det samme gælder i Stockholm med Altinget.se. Men det er et alvorligt moralsk og konkurrencemæssigt problem for os, at mastodonter forhandler sig til langt bedre vilkår end de officielle. Ulige vilkår hæmmer den vækst, samfundet forventer af os. Man må både blandt blå og røde forstå og acceptere, at skat er et konkurrenceparameter for virksomheder.

Bevæger vi os hen til det mere konkrete om kulturministerens og partiernes hjemlige løsninger for 2019 og frem, bliver det gerne sværere. Men et forsøg:

- Politikere og medier må finde hinanden igen i et fælles projekt om at værne om vores respektive og samlede omdømme hos vælgerhavet. For ofte beklikkes politikeres og mediers motiver til skade for troværdigheden. Derfor: Stop mudderkastningen. Tal hinanden op igen, som vi naturligt gjorde indtil i hvert fald 90'erne.

- De private mediers overlevelse og vækst er langt vigtigere for dansk demokrati end størrelsen på DR. Et samfund uden statslige medier? Ja, det kan lade sig gøre. Men et samfund uden private, uvildige medier? Nej, utænkeligt. Det ville nærme sig enevælde.

- Derfor bør den direkte statslige produktionsstøtte til private medier på for tiden ca. 400 mio. kr. mindst videreføres og pristalsreguleres. Venstre taler i sit første udkast til medieudspil om at beskære denne bevilling med 25 %, svarende til den reduktion, DF vil gennemføre på DR. Den fremtrædende Venstre-redaktør og i øvrigt formand for DA, Torben Dalby Larsen, får forhåbentligt ørenlyd blandt partifæller, når han forklarer, at det vil lukke de lokalredaktioner, som politikerne så brændende ønsker sig.

- Den samlede bevilling, dvs. hidtidig licens og privat mediestøtte, skal som minimum videreføres og pristalsreguleres. Men der skal flyttes fra stat til privat efter mange år, hvor statens medier er vokset på flere og flere kanaler og platforme, mens de private dagblade er gået tilbage. Det kan ske – som partierne jo også er ved at være enige om – ved at oprette nye puljer, hvor private medier og producenter kan søge offentlige midler til flerårige journalistiske projekter. Midlerne kan som hidtil forvaltes af Filminstituttet på fiktionsområdet og som noget nyt af Medienævnet på faktaområdet. Brancherne har i forvejen stor tillid til de to organer.

Så stor, så svær, men også betydelig og entydig er opgaven. Held og lykke, minister og partier. Helt overordnet sejler I og vi medier i den samme båd i det oprørte farvand med fake news og andre farer. Lad os komme sikkert i land.