Køb abonnement
Annonce
Kronik af 
Pernille Spitz

Red Barnet: Overgrebsmateriale med børn forsvinder ikke ved, at vi lukker øjnene

Vi kan gøre meget mere for at forhindre seksuelle overgreb mod børn og bekæmpe delingen af overgrebsmateriale med børn online. Det kræver, at både teknologien, lovgivningen og forebyggelsen følger med, skriver Pernille Spitz. 
Vi kan gøre meget mere for at forhindre seksuelle overgreb mod børn og bekæmpe delingen af overgrebsmateriale med børn online. Det kræver, at både teknologien, lovgivningen og forebyggelsen følger med, skriver Pernille Spitz. Foto: Red Barnet
25. marts 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De fleste kan nok næsten ikke holde ud at høre om det.

Men problemet med seksuelle overgreb mod børn, der bliver filmet, fotograferet og delt online, har nu for en stund ryddet forsiderne med afsæt i en aktuel sag, hvor en tidligere dansk minister er blevet tiltalt for blandt andet besiddelse af overgrebsmateriale med børn.

I Red Barnet kender vi alene den konkrete sag ud fra de informationer, som medierne i de seneste dage har offentliggjort, og vi har intet grundlag for at udtale os om den specifikke sag, som nu skal prøves ved domstolene. 

Problemet med delingen af seksuelt overgrebsmateriale med børn kender vi derimod alt for godt.

Bag hvert eneste billede ligger der et konkret seksuelt overgreb på et barn eller en grov seksualisering af barnet.

Pernille Spitz
Chef for beskyttelse mod overgreb, Red Barnet

Og selvom det er særdeles ubehageligt, er vi som samfund nødt til at tale om det, for realiteten er den, at der i dag deles ufatteligt store mængder overgrebsmateriale med børn på internettet.

Vi må ikke fortabe os i tallene alene

I Red Barnet har vi i mere end to årtier drevet tjenesten AnmeldDet. Her kan borgere anonymt anmelde overgrebsmateriale med børn eller formodet overgrebsmateriale.

Siden vi begyndte vores arbejde, er antallet af anmeldelser steget, og alene sidste år modtog vi tæt ved 5.000 anmeldelser fra borgere, der var stødt på formodet overgrebsmateriale online. Bag hver eneste anmeldelse, som i praksis består af et link, kan vores Interpol-uddannede analysemedarbejdere identificere op mod flere hundrede eller tusinder stykker materiale med overgreb mod børn, oftest i form af fotos eller video. 

Og alligevel er dette blot en dråbe i havet, for i sagens natur modtager vi kun det materiale, som dansktalende internetbrugere selv indberetter til os i Red Barnet i Danmark. Ser vi mod den amerikanske organisation NCMEC (National Centre for Missing and Exploited Children) modtog man her alene i 2023 over 105 millioner filer.*

Læs også

Tallene er overvældende. Men vi må ikke fortabe os i tallene alene. For bag hvert eneste billede ligger der et konkret seksuelt overgreb på et barn eller en grov seksualisering af barnet, som ikke blot er blevet udsat for en modbydelig forbrydelse, men som også resten af livet risikerer at skulle leve med, at materialet deles online igen og igen. 

Når vi i AnmeldDet modtager overgrebsmaterialet, går vores medarbejdere i gang med at analysere det: Hvad ser vi på billedet? Hvor gammelt er barnet? Udgør materialet et brud på den danske straffelov?

For det materiale, som er ulovligt indenfor dansk strafferet, sender vi videre til politiet, som både kan få blokeret adgangen til materialet og har mulighed for enten selv at åbne en efterforskning eller underrette politiet i det land, hvor materialet er hostet.

Og her ser vi faktisk et lysglimt midt i mørket.

På baggrund af anmeldelser fra tjenester som AnmeldDet og NCMEC i en række lande verden over, identificerer Interpol hver dag 15-20 børn rundt om i verden. Det kan føre til, at bagmændene pågribes, overgrebene stoppes og ofrene får hjælp.

Lovgivning må følge med teknologisk udvikling

Det håb ændrer imidlertid ikke på, at vi med delingen af digitalt overgrebsmateriale med børn står overfor et globalt problem med enorme konsekvenser for ofrene.

Selvom seksuelle overgreb mod børn ikke er til at holde ud at høre om, er vi nødt til at tale om problemet, også når det ikke rydder forsiderne. 

Pernille Spitz
Chef for beskyttelse mod overgreb, Red Barnet

Det kræver, at vi handler på flere parametre samtidigt, og lad mig her give et par korte eksempler:  

For det første giver teknologien os nye muligheder for at dæmme op for udbredelsen af materiale, der deles online. Det er i dag via scanning muligt at opspore og forhindre delingen af allerede kendt overgrebsmateriale, som vi eksempelvis i AnmeldDet har analyseret og været med til at få tildelt et “digitalt fingeraftryk”. Flere store beskedtjenester og sociale medier bruger i dag det digitale fingeraftryk til via scanning at forhindre delingen af overgrebsmateriale på deres platforme. Det bør vi udbrede og systematisere.

Også metoden ”scraping” kan bruges til at finde overgrebsmateriale online, uden at et menneske fysisk skal gennemgå sider med store mængder af allerede kendt materiale. Derudover er det også i dag muligt at styrke forebyggelsen ved at oprette såkaldte afskrækkelsesvarsler, der kan aktiveres ved søgninger på overgrebsrelaterede ord på søgemaskiner eller pornosider og guide brugere videre til en rådgivningstjeneste for mennesker med seksuelle tanker om børn. Det er et greb, som der er gode erfaringer med fra England.

Læs også

For det andet er vi lovgivningsmæssigt nødt til at følge med udviklingen, der både har gjort det nemt at dele voldsomme mængder overgrebsmateriale og at fremstille nye variationer af fuldt livagtige overgreb på børn via kunstig intelligens. Her er regeringen i Danmark netop nu på vej med et lovforslag med flere vigtige stramninger på området, blandt andet på baggrund af et udspil fra os i Red Barnet.

Overvind trangen til at kigge væk

For det tredje skal vi sikre, at der er anonyme rådgivnings- og behandlingstilbud til mennesker med seksuel tiltrækning til børn og bekymrende seksuelle tanker og adfærd.

Der skal være mulighed for kompetent rådgivning til dem, som ønsker hjælp til, at deres seksuelle tanker om børn ikke bliver til handling. Derfor åbnede vi Red Barnet for kort tid siden det anonyme rådgivningstilbud TalMedOs, som er rettet mod unge, som er bekymrede for deres seksuelle tanker eller adfærd. Og vi har allerede fået mange henvendelser.

Selvom seksuelle overgreb mod børn ikke er til at holde ud at høre om, er vi nødt til at tale om problemet, også når det ikke rydder forsiderne. For der er meget mere, vi kan gøre.

Det begynder med, at vi overvinder trangen til at kigge væk og i stedet stiller spørgsmålet om, hvordan vi bedst beskytter børn mod overgreb, og hvordan vi sikrer, at børn ikke skal risikere, at digitalt materiale med deres overgreb vil blive delt frit blandt voksne i lukkede såvel som åbne grupper på internettet.

*PRÆCISERING TIRSDAG 8/4 KLOKKEN 11:42

I en tidligere version af indlægget fremgik det, at NCMEC (National Centre for Missing and Exploited Children) i 1998 modtog 3.000 anmeldte filer. Det var ikke korrekt, idet der var tale om 3.000 anmeldelser, ikke filer. Da tallet for 2023 (105 millioner) refererer til antal anmeldte filer, og ikke anmeldelser, kan tallene fra 1998 og 2023 ikke sammenlignes. Derfor er tallet fra 1998 fjernet fra sætningen i indlægget. Pointen er dog den samme: Der er tale om en markant stigning af materiale de seneste 25 år.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026