Retssagen mod Trump risikerer at sønderrive USA

Situationen er specielt prekær, fordi der ikke er fortilfælde. Det nærmeste, man kommer, var Watergate-skandalen, hvor præsident Richard Nixon til sidst trådte tilbage, efter at sagen i årevis havde rystet USA's politiske system i dets grundvold. 

Han blev kort efter af sin efterfølger Gerald Ford benådet i form af en amnesti mod ulovligheder, han måtte have begået som præsident. Begrundelsen var, at retslige efterspil mod Nixon ville have splittet landet yderligere, og at Fords hovedopgave med at samle nationen og komme videre ville være umulig. 

Benådningen vakte voldsom kritik, og præsident Ford fik et banesår, som han aldrig overvandt. Mange mente, at Watergate-sagen ikke blev fulgt til dørs, og at retfærdigheden ikke skete fyldest. Begge dele er korrekte, men realpolitisk så Ford rigtigt. 

Han skærmede præsidentembedet fra at blive trukket yderligere ned i sølet gennem endeløse retssager, og dermed beskyttede han også landet fra fortsat uro og splittelse, der kunne have trukket ud i årevis. Han satte en prop i. Nixon blev ikke glemt, men han forsvandt fra begivenhedernes centrum, og USA kom videre.

Eneste håb er nu, at anstændige vælgere på midten af amerikansk politik får nok af Cirkus Trump og ved valgene tilkendegiver, at de trods alt har mere tillid til domstolene end til byggespekulanten fra Queens.

Michael Ehrenreich
Fhv. direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

Denne gang er der ingen mulighed for at sætte en prop i. I modsætning til Nixon fortsætter Trump i politik, og de retlige undersøgelser mod ham er nået for langt til, at udviklingen kan standses. 

Retssagen på Manhattan vil efter alt at dømme blive efterfulgt af andre retsopgør, mest sandsynligt om Trumps pres mod valgmyndighederne i Georgia i 2020 og sagen om de fortrolige dokumenter på landstedet Mar-a-Lago. Hertil kommer skattesagerne for slet ikke at tale om medansvaret for stormen på Kongressen 6. januar 2021. 

Undervejs vil Trump benytte sin velkendte taktik med at forsøge at vende opgørene til sin egen fordel. Han vil gøre sig selv til offer for en elite, der har rottet sig sammen mod ham og hans tilhængere. At sagerne vil blive rejst af forskellige retsinstanser, som i det amerikanske system agerer uafhængigt af hinanden, vil drukne i debatten. Tingene rodes sammen.  

Får Trump følgeskab hele vejen af det republikanske parti – bannerføreren for lov og orden og med en traditionel tro på landets fundamentale institutioner – vil partiets egen position som bærende søjle i USA's politiske katedral styrte sammen for alvor. En etableret institution bliver selv en del af angrebet på det etablerede USA.

Risikoen er, at det ikke får nogen ende. Retssager varer lang tid, og har man dyre advokater til rådighed, varer de endnu længere. Imens vil tilliden til USA's politiske og administrative systemer blive yderligere nedbrudt, godt hjulpet på vej af Trumps evige angreb på alle, som er imod ham eller gør hans politiske korstog besværligt for ham.

Gennem hele sin omtumlede historie har USA vist en forbløffende evne til at komme godt igennem selv meget udfordrende perioder. Men i tilfældet Donald Trump har det vist sig vanskeligt at få hold på uhæmmet selviscenesættelse, gennemført løgnagtighed og tøjlesløs populisme. 

Eneste håb er nu, at anstændige vælgere på midten af amerikansk politik får nok af Cirkus Trump og i meningsmålingerne og ved valgene tilkendegiver i større tal end hidtil, at de trods alt har mere tillid til domstolene end til byggespekulanten fra Queens. Forhåbentlig går det den vej, men det vil tage tid, og sikker kan man ikke være. Stakkels Amerika!