Kommentar af 
Rikke Viemose

Rikke Viemose: Vi mangler kvinder på ledelsesgangene, fordi de regnes for mindre værd end mænd

Et flertal tror stadig, vi er fantastiske til ligestilling i Danmark, men i virkeligheden møder kvinder hele tiden modstand fra kolleger og chefer – fordi de er kvinder, skriver Rikke Viemose.

En ny rapport konkluderer, at kvinder holdes tilbage af stor uligestilling på arbejdsmarkedet. Her er det deltagere til et topmøde i Dansk Industri, der blandt andet samler landets topledere.
En ny rapport konkluderer, at kvinder holdes tilbage af stor uligestilling på arbejdsmarkedet. Her er det deltagere til et topmøde i Dansk Industri, der blandt andet samler landets topledere. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Rikke Viemose
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis du er kvinde, oplever du sandsynligvis det her jævnligt:

Din chef eller kollega afbryder dig, overhører dig, taler hen over hovedet på dig, mistror dine kompetencer eller kommenterer din måde at tale på.

Måske har du endda fået at vide, at du er for vred, for følelsesladet eller for hektisk? Måske kommenterer de også dit udseende - som konservative Mette Abildgaard, der forleden på Twitter beskrev, hvordan et ældre mandligt folketingsmedlem havde sagt til hende, at han ikke kunne koncentrere sig om hendes politiske budskaber på grund af hendes læbestift.

Du har sandsynligvis heller ikke en leder, der støtter dig i din karriere. Han – for det er oftest en mand – beder dig til gengæld som den største selvfølge om at arrangere julefrokosten eller at tage godt imod den nye kollega. Og derhjemme er du den hovedansvarlige for opgaverne i din husholdning.

Mens et flertal af danskere ikke mener, vi har problemer med ligestilling, halter vi reelt langt bagefter vores nabolande på alle ligestillingsparametre

Rikke Viemose

Ovenstående billede kan tegnes ud fra konklusionerne i en ny rapport fra The Diversity Council, som rådet fremlagde sammen med McKinsey & Co. på en minikonference om ligestilling i medierne forleden. Diversitetsrådet er en sammenslutning af en række store danske virksomheder, Nationalbanken og Udenrigsministeriet, og heri arbejder man aktivt for at få større diversitet og repræsentation på ledelsesgangene i Danmark.

Rapporten fokuserer på ligestilling mellem mænd og kvinder og ser ikke på diversitet i bredere forstand. Den konkluderer, at selvom kvinder i Danmark er blandt verdens bedst uddannede og har lige så høje ambitioner som mænd, så holdes de tilbage af en stor uligestilling i både privatlivet og på arbejdspladsen. Såkaldte mikroaggressioner er hverdag for mange kvinder.

Rapporten beskriver også, hvad der udnævnes til at være ”det danske paradoks”: Mens et flertal af danskere ikke mener, vi har problemer med ligestilling, halter vi reelt langt bagefter vores nabolande på alle ligestillingsparametre.

Personlig genkender jeg meget, men der er også flere forskere, der allerede har peget på, hvordan hverdagssexismen trives både hjemme og på arbejdspladsen. I Danmark dominerer nogle meget fastlåste forestillinger om, hvad det vil sige at være henholdsvis kvinde og mand.

Sara Louise Muhr, der er professor på CBS og forsker i diversitet, har ofte peget på forskelsbehandling af kvinder i ledelse, hvilket hun blandt andet skriver om i bogen ”Ledelse af køn”. Hendes forskning viser, at en ens ledergruppe ofte har en meget snæver idealforestilling om hvad god ledelse er og derfor har svært ved at se mulighederne blandt nogle, der ikke passer ind i deres egen profil.

Og i bogen ”The No Club” dokumenterer økonomiprofessor Lise Vesterlund fra Universitetet i Pittsburgh, hvordan kvinder på arbejdspladsen i langt højere grad end mænd bliver tildelt de ”ikke-forfremmende opgaver” som for eksempel at tage sig af julefrokosten eller den nye kollega.

Kvinder i Danmark kæmper med så store fordomme om deres køn, at det holder dem nederst på karrierestigen

Rikke Viemose

Alligevel er det en udbredt opfattelse, at grunden til skævhederne skal findes i kvinders dna. At det er kvindernes egen skyld. ”Kvinder vil hellere gå hjemme,” eller ”kvinder er ikke lige så ambitiøse,” eller ”de vil ikke ofre det, der skal til,” lyder det.

Og når vi taler om lønforskelle mellem kønnene, så forklarer mange det med, at kvinder er for dårlige til at forhandle løn. Det falder dem ikke ind, at lederne måske automatisk – og ofte ubevidst – giver fordele og mere i lønposen til mænd.

Kvinder i Danmark kæmper med så store fordomme om deres køn, at det holder dem nederst på karrierestigen. De støder igen og igen på en modstand, som mænd i tilsvarende stillinger ikke oplever. Mange kvinder opgiver deres karrieredrømme undervejs på grund af den modstand.

Derfor er mindre end 20 procent at medlemmerne i danske bestyrelser kvinder, og derfor er der endnu færre kvindelige direktionsmedlemmer. En undersøgelse viste i 2019, at der i mere end halvdelen af alle danske bestyrelser, omkring 33.000, slet ingen kvinder er.

De fleste store danske virksomheder og organisationer har i dag indset, at mere diversitet på ledelsesgangene vil gavne dem, og at det er den eneste rigtige vej at gå. Mange har flot formulerede politikker om, hvor meget de gør for at fremme både ligestilling og diversitet. Alligevel er jeg bange for, der er lang vej igen, før vi når så langt. De blinde vinkler findes overalt, og de er med til at fremme forestillingen om, at hvide mænd er mere værd.

Manden løftes hele tiden op som den klogeste - selv på The Diversity Councils egen hjemmeside. Her er der en påfaldende overvægt af billeder af vigtige mænd: På et af de bærende billeder står en hvid mand for eksempel og taler i en forsamling med en række af lyttende kvinder og et par mænd. Han står selvsikkert og naturligt autoritativt – sandsynligvis i Nationalbanken, for Børsens smukke irrede kobbertag tårner sig op i ruderne bag ham. Manden er nationalbankdirektør Lars Rohde.

De blinde vinkler findes overalt, og de er med til at fremme forestillingen om, at hvide mænd er mere værd

Rikke Viemose

På et andet billede sidder en anden velklædt hvid mand med en mikrofon i et lokale, hvor andre velklædte hvide mennesker sidder med navneskilte. Han har hævede øjenbryn og bruger sin venstre hånd til at overbevise de lyttende om sine pointer. Under billedet står ironisk nok teksten ”committing to real change”.

Et tredje billede viser også en hvid mand – tidligere ligestillingsminister Mogens Jensen – stå på en talerstol i et stort lokale fyldt med lyttende mennesker. På det slide, der er synligt bag ham, troner et billede af ham selv.

På det fjerde og sidste eksempel, jeg vil trække frem, sidder endnu en hvid mand i et panel foran en stor gruppe kvinder. Mens han taler, læner han sig ind mod kvinden ved sin side i panelet. Han taler næsten direkte ind mod hende med en tydelig udstråling, der viser, at han mener, at det er ham, der er eksperten her. Dette billede kunne sagtens være et stockfoto arkiveret under emnet ”mansplaining”.

Jeg er sikker på, at de virksomheder, der har samlet sig i The Diversity Council, mener, de gerne vil have mere diversitet. De er bare så langt fra at have det, at de endnu ikke har nogen, der ser deres blinde vinkler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion