Debat

Rita Bundgaard: Borgerne er chanceløse i regeringens sparekarrusel

KLUMME: Finansloven er lige på trapperne, og det rituelle spil om at sælge besparelser som nye penge kører på højtryk. Men når store dele af de forkromede planer går til at fylde skrænter hos for eksempel Skat, ville det klæde regeringen at melde klart ud, hvem det er, der bliver snydt, skriver Rita Bundgaard. 

Besparelser bliver fra regeringens side pakket ind som fine gaver, men det ender med, at nogen bliver snydt i sådan en ordning, skriver Rita Bundgaard. 
Besparelser bliver fra regeringens side pakket ind som fine gaver, men det ender med, at nogen bliver snydt i sådan en ordning, skriver Rita Bundgaard. Foto: Mikkel Østergaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rita Bundgaard
Formand, HK Stat

"Vi snurrer pengene godt og grundigt rundt og ruller dem ind i erhvervsskolerne igen."

Den efterhånden tyndslidte sætning fra statsministeren gav en meget præcis og måske ufrivilligt skarp beskrivelse af de faktiske forhold i det politiske cirkus.

Siden har debatten raset. Ender vi med flere eller færre penge i de kommende år til de erhvervsskoler, som alle naturligvis er enige om, er meget vigtige for samfundet?

Fakta
Deltag i debatten! 
Skriv til os på [email protected]

Og når alle er enige om, at det er helt afgørende at genoprette danskernes tillid til skatteforvaltningen, hvorfor ser vi så ned i afgrundsdybe skrænter på Skatteministeriets område?

Rita Bundgaard
Formand, HK Stat

Rundt på gulvet i den offentlige debat
Tilbage står elever, medarbejdere og borgere, der på den ene side hører, at regnestykket ifølge erhvervsskolerne går i minus, mens politikere fastholder, at erhvervsuddannelserne får et "kæmpe løft".

Hvordan skal eleverne kunne gennemskue, hvad den ’store, tunge og brede aftale’ betyder for dem? Det er uholdbart for den offentlige debat.

Kan man ikke forestille sig i Finansministeriet og regeringens økonomiudvalg, at der kan være områder, hvor der nu er skåret for dybt?

Rita Bundgaard
Formand, HK Stat

Siden erhvervsskolereformen trådte i kraft i 2015, er antallet af elever ifølge DR faldet drastisk. Det er derfor både godt og vigtigt med en bred aftale. Og det er godt, at vi får annulleret omprioriteringsbidraget på området, dog kun midlertidigt.

Men forløbet har ikke været kønt, og hvis uddannelserne skal være med til at løfte flere unge og gøre en forskel ikke mindst i yderområderne, kræver det mere langsigtede investeringer – og langt mere end annullerede besparelser og et måske lille løft i 2019.

Vil gøre op med puljetyranniet
I september lød det fra Finansministeriet, at ”regeringen vil gøre op med puljetyranniet” på de store velfærdsområder. Man kunne også se på ”puljestyringen” på en række andre samfundsvigtige områder.

Hvorfor er det for eksempel, at indsatsen imod social dumping ikke er permanent?

Og når alle er enige om, at det er helt afgørende at genoprette danskernes tillid til skatteforvaltningen, hvorfor ser vi så ned i afgrundsdybe skrænter på Skatteministeriets område?

Det er jo ingen sag at lave ”historiske investeringer” og nye redningsplaner hvert år, når bevillingen i overslagsårene falder med milliarder.

Også i Landbrugsstyrelsen skal der spares. Efter en dyr flytning nedlagde styrelsen godt 70 stillinger i oktober – blot for at oprette en ny ’task force’ med vikarer i november.

Det er fint med digitalisering og smartere arbejdsgange, men vi ser igen, at en besparelse høstes up front. Vores pligtopfyldende medlemmer fra Augustenborg til Tønder og Nyropsgade knokler for at skabe en succes. Man fristes til at spørge, er det virkelig nu, regeringen vil skære ned i kontrollen med EU’s milliarder?

Sig det, som det er
Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor er udgangspunktet altid en besparelse?

Kan man ikke forestille sig i Finansministeriet og regeringens økonomiudvalg, at der kan være områder, hvor der nu er skåret for dybt, og der er behov for en stabil driftsramme for alene at opretholde sikker drift?

Som formand for den største medarbejdergruppe på tværs af staten, kan jeg sige klart og tydeligt, at den evindelige spareskrue uden prioriteringer lægger et for tungt pres på medarbejderne.

Alt for mange steder.

Man kunne fristes til at sige, at arbejdsmiljøet i staten kalder på ”historiske investeringer”.

Det ville klæde politikerne at vende ansigtet til musikken og sige det, som det er. Når sparede milliarder pakkes ind som fine gaver, hvem er det så lige, vi snyder?

---

Rita Bundgaard er formand for HK Stat. Hun har en diplomuddannelse i offentlig forvaltning og har været i HK gennem mere end ti år. Hun blev kongresvalgt som næstformand for HK Stat i 2007 og valgt som formand i 2012. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rita Bundgaard

Formand, HK Stat, formand og chefforhandler, CFU, formand, OAO-Stat
diplomuddannelse i offentlig forvaltning

0:000:00