Rosenvinge: Gid jeg var elektriker

KLUMME: Som selvstændig og specialiseret humanist er man en fri fugl, men det er trættende konstant at hoppe fra pind til pind. Man skulle nok i stedet være blevet elektriker, skriver Line Rosenvinge.

Gid jeg var elektriker. Så kunne jeg lave lys, hvor der var mørke. Trække ledninger og installere nogle af de der smarte knapper, som kan tone lyset. Jeg ville kunne tilslutte vaskemaskiner, reparere elevatorer og alskens praktiske anordninger. Måske ville jeg specialisere mig i store maskiner, ligesom ham, jeg engang kendte.

Han havde et virkelig godt job, selvom han var forholdsvis nyuddannet, og selvom hans uddannelse ikke havde været særligt langvarig. Han var ikke engang fyldt tredive, men han var en af firmaets kernemedarbejdere. Blandt andet fordi han var vokset op i Sønderjylland og derfor var god til tysk. Sproget skulle han bruge, når han skulle ringe til en tysk hotline, og det skulle han tit, for Tyskland producerer gode industrimaskiner.

Det er ikke altid sådan, at man kan trykke på knappen og så kører det. Nogle gange er der koks i mekanikken, og alt går i stå. En enkelt lille hejsearm, temperaturregulatoren, eller hvad-ved-jeg kan lægge hele produktionen ned. Og så tikker uret.

Ring til en ven! Specialisten, den kyndige elektriker, iler afsted, for en pause i produktionen kan koste mange hundredetusind kroner i timen. Elektrikeren har måske aldrig før været på pågældende fabrik, men har en grundlæggende viden om komponenterne og bruger forskellige tricks til fejlfinding. Og ellers må også han ringe til ven. Maskinleverandørens hotline svarer hele døgnet.

Alt imens står fabrikslederen og vrider hænder. De få maskinbetjenere tager den måske lidt mere med ro, i al fald her til lands, hvor der er fast timeløn. Tilsvarende situation på en mindre civiliseret fabrik ville skabe mere omfattende panik blandt arbejdere på akkordløn uden grundtimeløn. Det er næsten lige så spændende som en James Bond-film. Eller som at se hjertekirurgen over skulderen.

I mit professionnelle virke gælder det ikke liv og død. Jeg skal hverken afmontere bomber eller få maskiner til at virke. Jeg ser på billeder og skriver ord. Mine sysler er æstetiske og intellektuelle. Jeg skammer mig.

Ynk. Jeg vil ynkes! For det er mildt sagt møgirriterende at være uddannet humanist. Selv min egen fagforening har vendt mig ryggen. Folk med videregående uddannelser tilhører typisk Dansk Magisterforening (DM), så allerede som studerende meldte jeg mig ind i det, som jeg troede, skulle være min fagforening for livet. Som nyuddannet begyndte jeg at gå til diverse fyraftensmøder og vejledningssamtaler hos benævnte fagforening.

Ved fyraftensmøderne mødte jeg de tavse gengangere. Det forekom mig, at de først og fremmest kom for den gratis sandwich i pausen. Mange havde hængerøv i fløjsbukserne. Der var en, som sad og strikkede.

Anderledes det år, hvor jeg havde et prøvemedlemsskab hos Dansk Industri (DI), som ville velkomme momsregistrerede enkeltmandsvirksomheder. Jeg var til årskongres i Tivoli Hotel & Congress Center med politiske beslutningstagere og pengestærke magthavere. Talerne begyndte punktligt, der var ikke bøvl med teknikken, deltagerlisten var komplet opdateret, og dokumentationen blev fluks cirkuleret. Det var voldsomt inspirerende. Men det var noget af en party-killer, når jeg til DI-arrangementer adspurgt præsenterede mig som kunsthistoriker.

Jeg prøvede DI, fordi jeg havde meldt mig ud af DM. Jeg havde meldt mig ud af DM, fordi jeg fik det indtryk, at det eneste, som min fagforening ville hjælpe mig med, det var at skifte fag, så jeg for eksempel kunne lave noget med kommunikation i det private erhvervsliv.

Men jeg vil ikke være generalist. Altså sådan en, som har lært at lære og derfor passer ind på en hvilken som helst arbejdsplads. Min fagforening ville have mig til at fortrænge, at jeg var specialist, men jeg fandt, at det var kættersk, at jeg skulle forkaste al min viden om kunst. Jeg ville ikke skifte fag. Så jeg skiftede fagforening.

Faktisk har jeg endnu ikke fundet en fagforening, hvor jeg føler mig overbevist om, at jeg hører hjemme. Til gengæld har jeg indfundet mig med det faktum, at der ikke findes en fagforening, som varetager interesser for sådan nogle som mig.

Så hvem er jeg? En fri fugl. Det lyder så besnærende. Men jeg ville gerne have et bur at bo i, eller i al fald en pind at hvile på. Jeg flakser mellem småopgaver og projektansættelser, har taget konsekvensen, oprettet eget firma og vil aldrig nogensinde igen blive fedtet ind i dagpengesystemets drypvise supplerende udbetalinger og deraf følgende restriktioner. Jeg har simpelthen ikke temperament til det.

Det er nok ikke meget løgn, når jeg siger, at hovedparten af mine humanistisk uddannede fagfæller ikke synes, at det er tilfredsstillende at vimse rundt efter småopgaver og projektansættelser og håbe på, at der bliver slået en stilling op. At der kommer en særbevilling. At få en fod indenfor. At der er udsigt til stabile månedlige indbetalinger, feriepenge, pensionsopsparing og julegratiale.

Dream on. Det kommer ikke til at ske. Både den forrige, men så sandelig også den siddende, regering lukker ned og lukker ned og lukker ned for alt der har at gøre med såkaldt bløde værdier, humanisme, kunst, kultur og dannelse. Gid jeg var elektriker?

------

Line Rosenvinge er kunstfaglig debattør og skribent, og hun har som regel en fod i kunsten og kulturen, men tænker også gerne højt om samfundsudvikling og -afvikling.

Forrige artikel Rosenvinge: Jubiii, jeg betaler topskat! Rosenvinge: Jubiii, jeg betaler topskat! Næste artikel Rosenvinge: Fyr den af som en russer Rosenvinge: Fyr den af som en russer
Ellemann fik lagt snittet rigtigt

Ellemann fik lagt snittet rigtigt

ANALYSE: Venstres nye formand fik fra start lagt et snit, der både har mulighed for at rumme unge i byerne og partiets kerneland i provinsen. Men Venstre er stadig et parti med store modsætninger på områder som udlændinge, EU, miljø og klima.