Rosenvinge: Gid jeg var elektriker

KLUMME: Som selvstændig og specialiseret humanist er man en fri fugl, men det er trættende konstant at hoppe fra pind til pind. Man skulle nok i stedet være blevet elektriker, skriver Line Rosenvinge.

Gid jeg var elektriker. Så kunne jeg lave lys, hvor der var mørke. Trække ledninger og installere nogle af de der smarte knapper, som kan tone lyset. Jeg ville kunne tilslutte vaskemaskiner, reparere elevatorer og alskens praktiske anordninger. Måske ville jeg specialisere mig i store maskiner, ligesom ham, jeg engang kendte.

Han havde et virkelig godt job, selvom han var forholdsvis nyuddannet, og selvom hans uddannelse ikke havde været særligt langvarig. Han var ikke engang fyldt tredive, men han var en af firmaets kernemedarbejdere. Blandt andet fordi han var vokset op i Sønderjylland og derfor var god til tysk. Sproget skulle han bruge, når han skulle ringe til en tysk hotline, og det skulle han tit, for Tyskland producerer gode industrimaskiner.

Det er ikke altid sådan, at man kan trykke på knappen og så kører det. Nogle gange er der koks i mekanikken, og alt går i stå. En enkelt lille hejsearm, temperaturregulatoren, eller hvad-ved-jeg kan lægge hele produktionen ned. Og så tikker uret.

Ring til en ven! Specialisten, den kyndige elektriker, iler afsted, for en pause i produktionen kan koste mange hundredetusind kroner i timen. Elektrikeren har måske aldrig før været på pågældende fabrik, men har en grundlæggende viden om komponenterne og bruger forskellige tricks til fejlfinding. Og ellers må også han ringe til ven. Maskinleverandørens hotline svarer hele døgnet.

Alt imens står fabrikslederen og vrider hænder. De få maskinbetjenere tager den måske lidt mere med ro, i al fald her til lands, hvor der er fast timeløn. Tilsvarende situation på en mindre civiliseret fabrik ville skabe mere omfattende panik blandt arbejdere på akkordløn uden grundtimeløn. Det er næsten lige så spændende som en James Bond-film. Eller som at se hjertekirurgen over skulderen.

I mit professionnelle virke gælder det ikke liv og død. Jeg skal hverken afmontere bomber eller få maskiner til at virke. Jeg ser på billeder og skriver ord. Mine sysler er æstetiske og intellektuelle. Jeg skammer mig.

Ynk. Jeg vil ynkes! For det er mildt sagt møgirriterende at være uddannet humanist. Selv min egen fagforening har vendt mig ryggen. Folk med videregående uddannelser tilhører typisk Dansk Magisterforening (DM), så allerede som studerende meldte jeg mig ind i det, som jeg troede, skulle være min fagforening for livet. Som nyuddannet begyndte jeg at gå til diverse fyraftensmøder og vejledningssamtaler hos benævnte fagforening.

Ved fyraftensmøderne mødte jeg de tavse gengangere. Det forekom mig, at de først og fremmest kom for den gratis sandwich i pausen. Mange havde hængerøv i fløjsbukserne. Der var en, som sad og strikkede.

Anderledes det år, hvor jeg havde et prøvemedlemsskab hos Dansk Industri (DI), som ville velkomme momsregistrerede enkeltmandsvirksomheder. Jeg var til årskongres i Tivoli Hotel & Congress Center med politiske beslutningstagere og pengestærke magthavere. Talerne begyndte punktligt, der var ikke bøvl med teknikken, deltagerlisten var komplet opdateret, og dokumentationen blev fluks cirkuleret. Det var voldsomt inspirerende. Men det var noget af en party-killer, når jeg til DI-arrangementer adspurgt præsenterede mig som kunsthistoriker.

Jeg prøvede DI, fordi jeg havde meldt mig ud af DM. Jeg havde meldt mig ud af DM, fordi jeg fik det indtryk, at det eneste, som min fagforening ville hjælpe mig med, det var at skifte fag, så jeg for eksempel kunne lave noget med kommunikation i det private erhvervsliv.

Men jeg vil ikke være generalist. Altså sådan en, som har lært at lære og derfor passer ind på en hvilken som helst arbejdsplads. Min fagforening ville have mig til at fortrænge, at jeg var specialist, men jeg fandt, at det var kættersk, at jeg skulle forkaste al min viden om kunst. Jeg ville ikke skifte fag. Så jeg skiftede fagforening.

Faktisk har jeg endnu ikke fundet en fagforening, hvor jeg føler mig overbevist om, at jeg hører hjemme. Til gengæld har jeg indfundet mig med det faktum, at der ikke findes en fagforening, som varetager interesser for sådan nogle som mig.

Så hvem er jeg? En fri fugl. Det lyder så besnærende. Men jeg ville gerne have et bur at bo i, eller i al fald en pind at hvile på. Jeg flakser mellem småopgaver og projektansættelser, har taget konsekvensen, oprettet eget firma og vil aldrig nogensinde igen blive fedtet ind i dagpengesystemets drypvise supplerende udbetalinger og deraf følgende restriktioner. Jeg har simpelthen ikke temperament til det.

Det er nok ikke meget løgn, når jeg siger, at hovedparten af mine humanistisk uddannede fagfæller ikke synes, at det er tilfredsstillende at vimse rundt efter småopgaver og projektansættelser og håbe på, at der bliver slået en stilling op. At der kommer en særbevilling. At få en fod indenfor. At der er udsigt til stabile månedlige indbetalinger, feriepenge, pensionsopsparing og julegratiale.

Dream on. Det kommer ikke til at ske. Både den forrige, men så sandelig også den siddende, regering lukker ned og lukker ned og lukker ned for alt der har at gøre med såkaldt bløde værdier, humanisme, kunst, kultur og dannelse. Gid jeg var elektriker?

------

Line Rosenvinge er kunstfaglig debattør og skribent, og hun har som regel en fod i kunsten og kulturen, men tænker også gerne højt om samfundsudvikling og -afvikling.

Forrige artikel Rosenvinge: Jubiii, jeg betaler topskat! Rosenvinge: Jubiii, jeg betaler topskat! Næste artikel Rosenvinge: Fyr den af som en russer Rosenvinge: Fyr den af som en russer
  • Anmeld

    Poul Mikkelsen · CEO Advising Brand Consultancy

    Et samfund der ikke ser sig selv

    Hvor det dog en fremragende artikel, der med stor rettidighed nagler de problemer vores samfund vil stå med om 10 år. Et ureflekteret samfund, hvor det der grundlæggende har gjort det stærkt og fremsynet, med foragt bliver skubbet til side. Forfatteren kunne snildt have føjet kreativitet og nytænkning til listen over de kompetencer, man i øjeblikket med stor selvsikkerhed nedprioriterer. Man ser kun den innovationskraft der kommer ud af en ingenøruddannelse som interessant.
    Manglende indsigt og fraværet af evnen til at tænke i sammenhænge, er tidens mest udprægede kompetencer, hos de der er sat til at administrere sagens danmark. New Public Management og IT logik, vil gå over i historien som det der undergravede danmarks muligheder i den nye verden.

  • Anmeld

    Poul B. · endnu to dage som julemand

    Ok med Line's skribleri....som en strikkeopskrift hvor man selv vælger garn!

    ..... og Poul skrev: "Hvor det dog en fremragende artikel, der med stor rettidighed nagler de problemer vores samfund vil stå med om 10 år. "
    Jeg siger : Ja, gid det var så vel !!!!
    ..MEN står man (jeg) op på en taburet og kigger ud i Europa, kan jeg godt love for, at der sker advarende dramatiske ting inden 10 år er gået. Nå, nu ikke ødelægge julehumøret.
    Ok, Poul. Jeg ved hvad du mer. Èn ting ad gangen.
    Forresten:
    Som elektriker ab 1954 har jeg haft det 'så sjovt' Da hed det ESAM og ikke DONG...dong, dong! Fortsat god jul. Vejret er med os!

  • Anmeld

    Poul B. · endnu to dage som julemand

    ESAM = ELSAM

    selv den bedste kan fejle Pardon

  • Anmeld

    Peter Allerup

    Tjaaaa. Jo ikke meget at sige egentlig.

    Aloha Line.... Forstår godt din frustration men ikke alle de fine ord som ex specialiceret humanist - Lige den titel er vist selvopfundet. Det eneste som holder er en uddannelse som kan bruges i udlandet. Der er jo ingen pension til generationen som dækker dine og mine børn..... Jeg har så sørgeligt nok ingen bio-børn... Men yngste papsøn har lige fået en ægte lærlingeplads som elektrikker... 😊

  • Anmeld

    Henning Kjær · Ingeniør

    Ynk og brok fra en virkelighedsfjern humanist.

    Line, du har kendt en elektriker, men havde du kendt flere ville du vide at elektrikere laver meget andet end det du drømmer om. Arbejdet kan foregå i både sne og frost, under pres og med stress for at blive færdig NU, sådan som arbejdslivet er for mange almindelige lønmodtagere. Du har åbenbart den fejlopfattelse at din fagforening eller DI skal/burde kunne skaffe dig job, til den uddannelse du har valgt.
    Trods pensionsopsparing er Elektrikeren sikkert misundelig på dig når han bliver 60 og der stadig er +7 år til han kan få pension, mens du stadig kan sidde i dit lune kontor uden fysiske skavanker og arbejde til du bliver 70.

  • Anmeld

    Lars Riber · Smed

    Hold skruen i vandet

    Der er vel potentiale til at supplere akademisk indsigt med andre kundskaber evt indenfor salg, markedsføring og afsætning på nye markedsområder/lande.
    Enkelte velvalgte akademiker har i små og mellemstore virksomheder genereret tilvækst ved effektiviseret produktion eller nye afsætningsmuligheder ved gavnlig nytænkning.

    Dansk industri er dygtige og effektive, men ikke nødvendigvis kreative

    Held og lykke

  • Anmeld

    Poul Mikkelsen · Advising

    Til Lars Riber

    Godt set!
    Disse akademikere, der føler sig lidt lost. Er super godt materiale i forhold til rigtig mange mere commercielle stillinger. Og har ovenikøbet en rigtig god balast fra det studie der umiddelbart virkede som et fejlvalg.
    Det kræver blot at vi får etableret faciliteter for disse intensive kompetence udviklinger.

  • Anmeld

    marjon boelskov · pensionist

    Du skriver godt og ligefremt, med indhold!

    Det er godt, at læse din klare udmelding, som svinger i en drøm om et samfund rigt på rummelighed, kreativitet og mangfoldighed. Og det er også det vi har, på en lidt nordisk og diset måde. - Vi hænger med i den bølge på godt og ondt, som løfter sig eller falder dybt i Europa nu. I en fagforening skal der være mange, der skal være arbejdsgivere at forhandle med...og kunstnere er ikke et slagkraftigt fællesskab. Der er nogen hurdler at springe over som kreativ og kunstanalytiker og -formidler. Alligevel tror jeg ikke på, at du gerne ville være elektriker...?

  • Anmeld

    Poul B. · specialist i tanker fra gl. dage

    Line kendte en elektriker, ja ....

    ...og ved de som regel er i 'stødet', men jeg tror at Line's budskab er noget ganske andet eftertænksomt og antagelig positivt?
    "Manden sprang ud fra skyskraberens 220. etage. Ved 17 etage sagde han til sig selv:" Det går nu helt godt".
    Fortsat God Jul....smiler

  • Anmeld

    Thomas Rasmussen

    Skam

    Intellektuel og æstetisk ekspertise er noget mærkeligt noget at skamme sig over. Men skam endelig løs, så længe du ikke skammer dig over os andre.
    Ansøg om at blive voksenlærling og bliv elektriker.