Rosenvinge: Jubiii, jeg betaler topskat!

"Det værste som jeg kan forestille mig, det er at blive vant til luksus." Sådan sagde Charlie Chaplin, og jeg forstår ham godt, for jeg betvivler, at man kan nyde luksus, hvis man har den til hverdag.

Østers i Paris er lækkert, og jeg er taknemmelig over, at jeg har smagt friske østers og drukket ægte champagne på en af de bedste restauranter i Le Marais. Navnlig fordi det var dengang, hvor jeg altid lavede havregrød på vand.

Hverdagsvaner fra mine otte år på SU og mine to år på dagpenge dimittendsats hænger ved, så jeg smider ikke kold kaffe ud. Jeg stiller den i køleskabet. Det samme med te. Så kan jeg drikke det senere med isterninger og sukker.

Jeg har langt glat hår. Min mand klipper mig og jeg ham. Børnene klipper jeg også selv. Men jeg under dem også den oplevelse af luksus, som det er at gå til frisør. Foreløbig har min søn, der er ældst, prøvet det to gange. Min datter, der er yngst, har prøvet det én gang. De taler begge om det, og jeg siger, at de må igen til jul.    

Jeg yder og jeg nyder, men jeg skammer mig. Mennesker, med stabilt lønnet arbejde, har betalt skat, så jeg kunne få lov til at studere og være arbejdssøgende.

Line Rosenvinge

Jeg yder, og jeg nyder, men jeg skammer mig. Mennesker med stabilt lønnet arbejde har betalt skat, så jeg kunne få lov til at studere og være arbejdssøgende. Arrangementet er en af velfærdsstatens grundsten. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg er så heldig at have part i dette arrangement.  

Ideelt burde jeg aktuelt, via mine skattebetalinger som selvstændigt erhvervsdrivende, betale noget af det tilbage, som staten og mine medborgere har investeret i mig. Desværre står det sløjt til, for med kunsthistorie har jeg valgt et temmelig brødløst fag.

Som forretningskvinde i en enkeltmandsvirksomhed har jeg foden under eget bord. Gennem et tiår har jeg udviklet mine kerneydelser, udvidet kundekredsen og fået enkelte aftaler om faste leverancer. Jeg har haft offentlige såvel som private kunder, arbejdet for institutioner og for enkeltpersoner, leveret afgrænsede småprojekter såvel som længere procesforløb.  

Driftsudgifterne er minimale, for jeg har intet varelager, intet vedligehold til maskiner, ingen udgifter til licenser og ingen ansatte. Dertil trives jeg fint med hjemmekontor. Godt det samme. For mine indtægter er også minimale, sjældent fakturerer jeg femcifrede beløb.

Min kassekladde holder sig stadig inden for hundrede kontolinjer, ja, hvis jeg laver smal margin, kan jeg snildt printe mit årsregnskab, så det ikke fylder mere end en A4-side alt inklusiv.

Summa summarum. Lillemor kan ikke give så meget til skattefar. Jeg ville ellers gerne. Jeg ville gerne tjene flere penge, men har erkendt, at dette ikke er muligt, hvis jeg vil bevare fokus og indskrænke salg til kunder med et reelt behov.

Hvis jeg var hovedrig, ville jeg bruge flere penge på luksus. Tro mig, jeg ville foretrække en Tesla fremfor en bulet brugtvogn af mærket Mitsubishi. Langt hellere stikker jeg hænderne i bløde Randers Handsker end de strikkede fra SuperBrugsen. Hvis det var muligt, så ville jeg kun sove i morbærsilke og forkaste alt sengetøj i forvasket bomuld med blegnet print fra Ikea. Lagavulin Single Malt er bedst, men Famous Grouse er god til prisen.

Med glæde ville jeg betale mere i skat. Med stolthed ville jeg betale topskat. Jeg ville hovere med det faktum, at jeg var en del af Danmarks økonomiske elite. Jeg ville hovere, men ikke ved at få bygget et toilet i guld eller andet vulgært.

Jeg ville få lavet en sticker med ordene "Jubiii, jeg betaler topskat" og sætte den i bagruden af min drømmebil. Jeg ville hovere, fordi jeg var en af de brede skuldre. Men jeg vil meget nødigt begynde at blive vant til luksus, for så kan jeg ikke nyde den.

---

Line Rosenvinge er kunstfaglig debattør og skribent, og hun har som regel en fod i kunsten og kulturen, men tænker også gerne højt om samfundsudvikling og -afvikling.