Søren J. Damm: Rotter og rejekællinger - DM i lokums-sprog på Borgen intensiveres

Der er et kapløb i gang blandt landets fremtrædende politikere. Danmarksmesterskaberne i lokums-sprog er i fuld gang. Særligt DF har lagt godt fra land med et konstant og kraftigt pust af eder, beskyldninger og forbandelser, som har sendt partiet langt ud på tilsviningernes oprørte hav.

Særligt DF’s Cheanne Nielsens udmelding i september på partiets landsmøde om de stjælende, voldtagende og myrdende udlændinge, og hendes partifælle Marlene ’det-var-bare-for-sjov’ Harpsøes forslag om at give migranterne et par kondisko, så de kunne gå hjem igen, gav partiet en flyvende start.

Og der blev lagt yderligere distance til konkurrenterne, da Pia Kjærsgaard, folketingets nuværende formand, sidste torsdag i DR2’s debatten valgte at kalde Europa-Parlamentet for en ’rotterede´ – en formulering, der virkelig har placeret ’den fattige mands socialdemokrati’ foran i feltet - og givet Pia Kjærsgaard en uheldig aura af rejekælling, som virker upassende for en dame af hendes jobmæssige stand.

Men måske er netop denne anti-establishment markering fra Kjærsgaard nødvendig i en tid, hvor partiets bløde bug er sprunget læk og bløder vælgere til dansk politiks nye Jeanne d’ Arc a.k.a. Pernille Vermund a.k.a. ’Jomfruen fra Snekkersten’. Vermund er en større trussel mod DF end samtlige halalslagtere og grænseoverløbere, og det er ikke første gang, at Folketingets formand har ageret på grænsen af sit nuværende embede for at sende sit moderparti en hjælpende hånd. Kjærsgaard er åbenbart stadig først og fremmest DF’s høje moder - og først dernæst Folketingets formand. 

Vi så det også, da Kjærsgaard - tilbage i august i et stort interview med Berlingske Tidende - brugte en meget hård retorik til at udskamme den efterhånden skamsparkede ’elite’, samtidig med at hun gravede grøften mellem land og by endnu dybere, hvilket til enhver tid fungerer som en vitaminindsprøjtning for det nationalsindede og EU-kritiske parti. 

Andre Christiansborg-politikere kan også godt byde ind med spruttende toilet-sprog, for eksempel parti-renegaten Jens Rohde, nu Radikal, der i en nylig update om DF’s Anders Vistisen på Facebook skriver:

Enhedslisten har også altid gjort det godt i svovlende lokumssprog. Særligt Johanne Schmidt-Nielsen er en veritabel, blond krudttønde af grove vendinger og latrinære superlativer.

Søren J. Damm
Debatredaktør, Altinget

’Jeg brækker mig. Du var intet uden Morten (Messerschmidt, red.) og nu begynder du at belære og spille Snehvide, selvom du var med hele vejen. Af alle ........, er du dog den værste. Føj for satan’.

Det virker som om, at Jens Rohde efter overgangen til de artige Radikale i tiltagende grad får kvalme af dette og hint - måske skulle han søge læge?

Enhedslisten har også altid gjort det godt i svovlende lokumssprog. Særligt Johanne Schmidt-Nielsen er en veritabel, blond krudttønde af grove vendinger og latrinære superlativer, når røde mors blodtryk stiger. 

Hendes politiske menings-klon, Pernille Skipper, forsøger at gøre hende kunsten efter, men kæmper stadig for at komme ud af teenageårene, hvor der ofte rulles livstræt med unge øjne, sukkes overbærende og tales skingert og ubehøvlet til politiske modstandere. Skipper burde måske opholde sig mere blandt de vælgere, hvis interesser hun påstår at varetage. Så kunne hun nok samle en spraglet buket af autentisk, brovtende værtshusvisdom op, der ville ligge godt i forlængelse af partiets metaltrætte arbejderromantik. 

Det er tydeligt, at vælgerne og pressen registrerer, når de folkevalgte lader den beskidte mund løbe løbsk. Og man får en mistanke om, at der ofte ligger en machiavellisk strategi bag; at det upolerede sprog netop skal få vælgerne til at se indehaveren af 'møg-munden' som en ‘autentisk’ politiker med kant, med troværdighed - og som en politiker, der endnu ikke - eller aldrig, er blevet slebet rund i kanterne af den store, kværnende politiske maskine.

Tilspidsningen af sproget og den generelle politiske tendens er en uheldig tendens, hvor patos fylder mere og mere, og nøgterne argumenter fylder mindre og mindre. Den offentlige debat er som en syg patient, hvor symptomerne er en dehumanisering af ens modstanderne, en afstandtagen fra fakta til fordel for en omfavnelse af det subjektive. Symptomerne peger mod en langsom, men sikker død for den meningsgivende samtale og en yderligere polarisering, der vil gøre, at vi snart ikke længere, ikke en gang kan råbe til hinanden fra skyttegravene.

Og netop derfor bør de folkevalgte foregå med et ordentligt, forståeligt sprog i det offentlige rum. Det er ofte selvsamme politikere, der forarges, når tonen på nyhedsmediernes debatfora og på Facebook spidser til. Men hvis folkene i toppen af kransekagen hælder lort ud, eller, som nogle folkevalgte måske ville formulere, blot er 'pisse ligeglade', hvad tror de så selv flyder ned ad kagen til de meningssultne masser, der strides dagligt på de sociale medier?

Netop politikerne har en særlig forpligtigelse over for, hvordan vi tiltaler og taler til hinanden. Det er ofte politikerne, der opstiller de præmisser, som den offentlige samtale udgår fra. Og hvis ikke engang vores folkevalgte evner at tale ordentligt til hinanden, hvorfor skulle vi andre så vedblive at gøre det?

Hvis mor og far drikker og slås, ja, så ender børnene også med at gøre det. Det kan vel for ind i helvede vel ikke være så svært at forstå!?

-----

Søren Jacobsen Damm (44) er ny debatredaktør på Altinget.
[email protected]