Om  
Inger la Cour Andersen

Rusland modsætter sig genudnævnelsen af dansk direktør for FN's miljøorganisation

Rusland forsøger at stoppe genudnævnelsen af danske Inger Andersen som direktør for FN's miljøorganisation. I kølvandet på en kritisk rapport fra organisationen om krigen i Ukraines miljøkonsekvenser anklager russerne hende for at fremme vestlige miljøagendaer og politisere organisationens beslutninger.

Inger Andersens fireårige embedsperiode som direktør for FN's miljøorganisation udløber i år, og Rusland forsøger at blokere for en genudnævnelse.
Inger Andersens fireårige embedsperiode som direktør for FN's miljøorganisation udløber i år, og Rusland forsøger at blokere for en genudnævnelse.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Emma Brink

I kølvandet på en kritisk rapport om miljøkonsekvenserne ved krigen i Ukraine fra FN's miljøorganisation UNEP forsøger Rusland at blokere for genudnævnelsen af danske Inger Andersen som administrerende direktør for organisationen. 

Det skriver Financial Times.

Russerne efterspørger en "ærlig mægler" i positionen og anklager Andersen for særligt at arbejde for vestlige og europæiske miljøprioriteter og agendaer og for at politisere organisationens beslutninger.

Den kritiske rapport, der ifølge Financial Times har ledt til russernes modvilje mod Andersen, blev offentliggjort i oktober sidste år og konkluderede, at krigen i Ukraine har store miljømæssige konsekvenser for landet.

Inger Andersens fireårige embedsperiode udløber i år, og FN's generalsekretær António Guterres har meldt intentionen om at genudnævne Andersen til posten ud til medlemsstaterne. Formanden for FN's generalforsamling vil senere i år officielt foreslå genudnævnelsen af Andersen, og det har Rusland mulighed for at kræve en afstemning om. Det vil dog kræve mindst halvdelen af de 193 medlemslandes stemme at stoppe udnævnelsen, og flere kilder fortæller ifølge Financial Times, at det er meget usandsynligt, at russerne vil lykkes med deres foretagende. 

Inger Andersen er uddannet økonom, og hun har tidligere været generaldirektør for den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger la Cour Andersen

Adm. direktør, UN Environment
bachelor i udviklingsøkonomi og politik (University of North London 1981), MA (Uni. of London 1982)

0:000:00