S: Hvornår bliver #lovestorm et fænomen i EU-dækningen?

Af Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Ruslands præsident Vladimir Putin og Syriens præsident Bashar al-Assad får langt mere positiv omtale i medierne end EU.

To af verdens mest utilregnelige ledere kan altså samle mere sympati end EU. Det er tankevækkende. Det var konklusionen i en undersøgelse fra BBC, der havde sat sig for at undersøge de europæiske mediers dækning af EU.

Der er vel ingen, der reelt forbinder de to herrer med positive aftryk på cv’et? Jeg tror ikke en meter på, at Putin og Assad virkelig giver rum for mere positiv mediedækning end det vigtige og nødvendige europæiske samarbejde.

Kritik af EU-dækningen 
Problemet er en gammel traver. Mediernes dækning af EU er ofte under kritik. Men jeg er ikke ude i et ærinde om at være den sure politiker, der skælder ud. Jeg mener dog, at BBC’s undersøgelse bør give anledning til refleksion. Her tænker jeg ikke kun hos medierne, men også hos os politikere. For hvorfor er det egentlig, at det er så let at sælge en kritisk EU-historie fremfor en positiv historie? Og hvordan er der opstået denne skævvridning?

Jeg kan sagtens forstå de kritiske spørgsmål. EU er mere nødvendig end nogensinde, men er samtidig lang tid om at finde de farbare veje for de fælles løsninger. Når det tager lang tid at træffe beslutninger, når disse beslutninger ofte er kompromisser, der aldrig gør alle helt tilfredse, og når disse beslutninger tager år at gennemføre, ja, så er det forståeligt, at utilfredsheden stiger.

Jeg tror ikke en meter på, at Putin og Assad virkelig giver rum for mere positiv mediedækning end det vigtige og nødvendige europæiske samarbejde.

Christel Schaldemose (S)

Dertil kommer der, at nogle nationale politikere gør en dyd ud af at skyde skylden for langsommeligheden på EU. På den måde er der i den grad lagt i kakkelovnen til en kritisk EU-historie.

EU er os selv
Men tiden er inde til, at vi bliver præcise i kritikken, at vi retter den det rigtige sted hen. I dag er det bare EU, “der er skyld i det hele”. Men EU er ikke bare et koldt maskinrum udstyret med anonyme jakkesæt, der blot vil gøre livet svært for den europæiske befolkning. EU består både af briten, danskeren, svenskeren, italieneren og så videre, der alle forsøger at jonglere med de nationale interesser i en fælles kontekst. EU er altså os. Derfor: Når vi retter kritikken mod EU, retter vi altså kritikken mod os selv. Det skal vi huske.

Det er også vigtigt, at hvis kritikken skal være konstruktiv, skal den være konkret og præcis. Her gør det sig i den grad gældende, at afsenderen af kritikken skal være bedre til at anvise konkrete løsninger. Det er så nemt med kritik, men hvad rykker vi os af det?

Politikerne skal sikre forandring
Jeg vil dog ikke fralægge EU alt ansvaret. Vi skal have ryddet op i det europæiske samarbejde. Det kan fungere bedre, således at EU ikke fortsætter med at være den nemme skydeskive for kritik fra utilfredse borgere af egne levevilkår, fra eliten og fra egen regering.

Selvfølgelig har nogle af de kritiske historier rod i virkeligheden. Der er bestemt forhold i det europæiske samarbejde, der kunne gøres anderledes, bedre, hurtigere eller slet ikke være et europæisk anliggende.

Men det europæiske samarbejde er simpelthen for vigtigt til at blive udsat for så omfattende bashing, så ofte gentaget shitstorms, som BBC-undersøgelsen i bund og grund giver udtryk for. Det er ikke en fair dækning, når Putin og Assad får mere positiv omtale end EU. Det kan simpelthen ikke passe. Men det er os politikere – både i EU, men så sandelig også i de nationale parlamenter – der har ansvaret for at tage de første skridt til en forandring.