Debat

S i Hovedstaden: Fertilitetsbehandling skal ikke flyttes over i det private

Der er positive takter i både V og K's udspil på fertilitetsområdet, så længe partierne husker, at udspillene koster. Men forslaget om ret til privat behandling vil dræne det offentlige for uddannet personale og vil ikke styrke behandlingen, skriver Lars Gaardhøj (S).

Det er godt, at der med V og K's forslag på fertilitetsområdet kommer fokus på det, skriver Lars Gaardhøj (S).
Det er godt, at der med V og K's forslag på fertilitetsområdet kommer fokus på det, skriver Lars Gaardhøj (S).
Lars Gaardhøj
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fertiliteten har det ikke godt i Danmark, og mange par behøver hjælp til at blive gravide og stifte familie. Faktisk kommer mere end hver tiende baby i Region Hovedstaden til verden med hjælp. Det er mange børn, og desværre er problemet voksende, og de offentlige fertilitetsklinikker har svært ved at følge med.

Vi vil gerne gøre noget ved udfordringen her i Region Hovedstaden, og det er derfor rart at både Venstre og Konservative nu kommer med udspil, der sætter fokus på fertilitetsudfordringen, for det er et område, der skal løftes. Der er dog både godt og skidt i de to udspil, som jeg ser det.

Ekstra penge til regionerne
Først det positive. Forslaget om at øge antallet af forsøg med reagensglasbehandling fra tre til seks, der hvor det er medicinsk meningsfuldt, er et godt forslag, og det er da også identisk med det, vi selv stillede her i Region Hovedstaden tilbage i 2019. Det vil helt sikkert betyde flere børn.

Men det er også et forslag, der koster. Bare i Region Hovedstaden er et forsigtigt bud, at det vil koste knap 15 millioner kroner og på landsplan vel det tredobbelte.

Mit bud er, at de 125 millioner kroner, Venstre peger på i sit udspil, ikke rækker.

Lars Gaardhøj (S)
Regionsrådsformandskandidat, Hovedstaden

Et andet positivt forslag går på at tilbyde hjælp fra det offentlige til barn nummer to. Det synes jeg også er godt, men også dette er et forslag, der koster. Så det er helt afgørende, at folketingspartierne finder ekstra penge til regionerne, hvis vi skal løse opgaven.

Ikke mere privatisering
Og så kommer vi til det dårlige. Venstre og Konservative vil begge give ret til privat behandling, hvis det offentlige ikke kan give et tilbud inden for 30 dage. Det er virkeligt et skidt forslag i mine øjne.

Allerede nu ser vi, at private klinikker trækker personale fra det offentlige med højere løn. Giver man ret til privat behandling vil det dræne det offentlige for uddannet personale. Og det vil ikke styrke behandlingen, men blot flytte aktiviteten.

Og så skal vi huske, at det er det offentlige, der uddanner, forsker og ikke mindst har de svære forløb. Det er derfor ikke øget privatisering, der er behov for, men derimod et styrket offentligt tilbud. Der skal uddannes flere fertilitetslæger og øvrigt personale, og så burde man overveje, hvis staten nu tager pengepungen op, at understøtte flere fertilitetsklinikker i hele landet, så afstanden til behandling bliver kortere.

 Giver man ret til privat behandling vil det dræne det offentlige for uddannet personale. 

Lars Gaardhøj (S)
Regionsrådsformandskandidat, Hovedstaden

Velgørende med opmærksomhed
Der er meget på ønskelisten, og hvad det alt sammen vil koste, er svært at vurdere, men mit bud er, at de 125 millioner kroner, Venstre peger på i sit udspil, ikke rækker.

Vi står med en national udfordring, og selvom jeg ikke kan se klogskaben i alt, hvad V og K har fremlagt, så er det velgørende med opmærksomheden på området – og husk så at send penge med, hvis vi skal løse opgaven i regionerne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00