S-politikere gør op med Heunickes ønske om forbud mod salg af alkohol til unge under 18 år
Den tidligere S-regering ville ændre aldersgrænsen til 18 år for køb af alkohol. Men det er ikke nogen god idé, lyder det nu fra to medlemmer af den socialdemokratiske gruppe på Christiansborg.
Andreas Wind
Journalist og RedaktørDet skulle være et paradigmeskifte i forebyggelsespolitikken.
Men det lykkedes ikke daværende sundhedsminister Magnus Heunickes (S) at få gennemført et forbud mod al salg af alkohol til unge under 18 år.
Nu melder to af hans partifæller sig som modstandere af forslaget fra den daværende S-regering.
”Skal vi virkelig gøre det ulovligt for gymnasieeleven på 17 år at købe en fredagsøl?” lyder det retoriske spørgsmål i et debatindlæg i Altinget.
Bag indlægget står Socialdemokratiets misbrugsordfører Maria Durhuus og partifællen, Anders Kronborg. De sidder begge i Folketingets Sundhedsudvalg for partiet.
”Det undrer os, at der i den offentlige debat igen kan læses holdninger til, at vi bør forbyde salg af øl, cider og vin til unge under 18 år. For tallene viser tydeligt, at danske unge er mere ansvarlige end nogensinde før,” skriver de i indlægget, hvor de også opfordre til at ”lade være med at gå forbudsvejen.”
Marie Durhuus uddyber i et interview med Altinget. I stedet for forbud, bør man fokuserer på at myndiggøre de unge, som hun kalder det.
“Vi bliver nødt til at tale med de unge og ikke kun om de unge. Der sidder en masse eksperter med viden fra forskning, som vi også skal have med. Men vi skal bare huske at tale med dem, det handler om,” siger hun.
Forbud skulle være et paradigmeskifte
Forslaget om at hæve aldersgrænsen for al salg af alkohol til 18 år var en del af S-regeringens udspil til en sundhedsreform, som blev præsenteret i marts sidste år.
Det skulle ifølge Magnus Heunicke være et paradigmeskifte i forebyggelsespolitikken.
Men det lykkedes ham ikke at få et flertal bag forslaget, selvom både Enhedslisten og Radikale var for. For SF var imod.
Også Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU, var højlydte modstandere af forslaget.
"Jeg forstår ikke, at det kan være mit partis politik," lød det fra daværenede DSU-formand, Frederik Vad, der i dag sidder i Folketinget for S.
DSU-modstanden var en kamp for et myndiggørelsesprojekt i Socialdemokratiet, sagde Frederik Vad dengang.
Kritikken gjorde indtryk på Marie Durhuus:
”Vi lyttede jo til DSU sidste gang og til de unge, der bød ind i debatten. Vi skal lære af fortiden. Og så skal vi huske at give de unge en stemme,” siger hun.
“Og nu er det jo en ny regering, der sidder her,” tilføjer hun.
Et indspark til regeringsgrundlaget
S-regeringens forslag er - indtil videre - ikke en del af den siddende SVM-regerings politik.
Venstre var modstandere af forslaget fra S-regeringen. I Moderaterne har man endnu ikke lagt sig fast på en position, oplyser sundhedsordfører Monika Rubin (M).
Det har ikke været muligt at få en melding inden deadline fra Socialdemokratiets forebyggelsesordfører, Matilde Powers, om hvorvidt partiets linje har ændret sig.
Den nuværende SVM-regering skriver i regeringsgrundlaget, at man vil tage initiativ til en forebyggelsesplan. Alkohol er ikke nævnt.
“Forebyggelse står nævnt i regeringsgrundlaget. Det her er et indspark til debatten om, hvordan vi så griber det an,” siger Maria Durhuus.
Er det et udtryk for, at Socialdemokratiet har skiftet politik, når det kommer til forbud af salg af alkohol til unge under 18 år?
“Det er i hvert fald Anders Kronborgs og min holdning, at vi skal huske myndiggørelsen og at snakke med de unge om det. Vi har forpligtet os på at lave en forebyggelsespolitik. Vi skal bare finde ud af, hvad der er den bedste måde at gøre det på.“
Så jeres debatindlæg er ikke nødvendigvis Socialdemokratiets officielle politik?
“Det er jo ikke landet en politik endnu. Det her er vores indspark til debatten.”