Så lukkes trafikken til Christiansborg

LUKNING: Så lukker Folketinget for trafikken til og fra Rigsdagsgården. Det sker 22. april efter anbefaling fra PET.
Mandag 22. april er det slut med at køre ind til eller igennem Rigsdagsgården ved Folketinget.
Mandag 22. april er det slut med at køre ind til eller igennem Rigsdagsgården ved Folketinget.Foto: Agnete Finnemann Scheel/Altinget.dk
Rasmus Nielsen

Mandag 22. april sker det: Folketinget lukkes for motoriseret trafik. Som Altinget.dk tidligere har omtalt, har Folketingets Præsidium besluttet at spærre adgangen til Folketinget (Rigsdagsgården) af for trafik. Det sker efter anbefaling fra PET, som ønsker at forebygge terrorangreb som det, Oslo oplevede i sommeren 2011.

Lukningen af Rigsdagsgården har kun betydning for motoriseret trafik - der vil stadig være adgang for fodgængere og cyklister. Desuden vil "særlige køretøjer" som ministerbiler, kongehusets biler, diplomatbiler samt udrykningskøretøjer stadig have mulighed for at køre helt ind til Folketingets indgang ad Tøjhusgade eller fra Slotspladsen. 

Den nuværende taxiholdeplads foran Folketingets store trappe flyttes ud til kanten af Slotspladsen, hvor også turistbusser får holdeplads. 

Den forestående lukning af Rigsdagsgården er en del af den samlede sikring af Christiansborg, der ventes færdig i efteråret 2014, oplyser Folketingets Administration. Som led heri er der netop opsat 27 tunge bornholmske granitsten på Christiansborg Slotsplads. Inden for de næste par uger opsættes yderligere 50 sten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00